Grækenland på snublekurs

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der var tegn på, at græsk økonomi havde bundet, før den nye regering trådte til. Produktionen og arbejdsløsheden var ved at stabilisere sig. Betalingsbalancens løbende poster og de offentlige finanser begyndte at udvise overskud. Der var stadig langt op til overfladen. Den reale produktion var nede med mere end 20 pct. Men modsat de flestes opfattelse havde tilpasningen af de offentlige finanser været progressiv, dvs. mindsket uligheden.

Grækenland har som følge af de økonomiske reformprogrammer fået støtte for mere end 200 mia. euro. Det er i internationale sammenhænge et uhørt stort beløb. Den nødvendige tilpasning, hvis Grækenland ikke havde fået støtten, ville have fået de seneste år til at ligne en skovtur.

Grækenlands befolkning viste imidlertid ved valget, at den ikke følte ejerskab til reformerne og gerne så ryggen af den trojka bestående af EU, ECB og IMF, der havde aftalt de økonomiske reformprogrammer med de græske myndigheder.

Trojkaen har ikke været fejlfri. Det er de færreste, der tager ansvar, forundt ikke at lave fejl, og opgaven har ikke været nem. De første økonomiske programmer var for optimistiske i deres tro på tilpasningens tidshorisont, og nedskrivningen af Grækenlands gæld kom for sent. Udarbejdelsen af de økonomiske tilpasningsprogrammer har været som at spille hånbold med armene bundet på ryggen. De traditionelle instrumenter som valutakurspolitik og pengepolitik har pga. Grækenlands medlemskab af ømuen ikke kunne anvendes. Hele tilpasningsbyrden lå på finanspolitikken og strukturpolitikken. Sidstnævnte er langsomt virkende, og det er svært at sætte tal på dens effekt. Lidt karikeret har mekanismen i programmerne været at banke arbejdsløsheden op og så vente på, at det sammen med strukturreformerne fik lønomkostningerne til at falde og produktiviteten til at stige.

Den største fejl har været, at det ikke er lykkedes at skabe ejerskab til reformprogrammerne. Det er ekstremt fristende i forhandlingerne af økonomske reformprogrammer at tage styringen, når modparten både mangler vilje og teknisk kompetence, men prisen er manglende ejerskab.

I stedet for at være på vej ud af krisen er Grækenland nu i en situation, hvor det skal skrabe penge sammen for at klare dagen og vejen. Indbetalingerne af skat er faldet, fordi mange tror, at de kan slippe for at betale skat. Indskud i bankerne mere end siver ud. Grækenland lever på ECB’s accept af, at de græske banker kan købe græske statspapirer, som de kan bruge til sikkerhedsstillelse i den græske nationalbank for særlige lån. ECB’s accept er strengt afmålt og forlænges diskretionært.

Grækenland kunne forholdsvist nemt få et nyt økonomisk program, der endda ville være mere lempeligt end tidligere programmer, for eksempel i relation til kravet om overskud på statsbudgettet. De ville ikke nu kunne få en gældseftergivelse, men alle ved, at de vil få det hen ad vejen, fordi den græske gældssituation er uholdbar. Indtil da er de græske betalinger på gælden begrænsede, fordi renten er meget lav, og løbetiden på gælden er lang. Men også her er der sikkert plads til indrømmelser i form af endnu lavere rente og endnu længere løbetid.

Den nye græske regering har imidlertid lovet befolkningen et opgør med reformprogrammerne. Man har troet, at der også i EU var opbakning hertil, og det kun var Tyskland, der var imod dem. De har måttet sande, at spillepladen ser anderledes ud, end de troede.

Spillepladen har ændret sig, fordi situationen i resten af euroområdet er meget mere stabil, end da statsgældskrisen begyndte i 2010. Det gør, at nukleartruslen er forsvundet. Grækenlands fald vil ikke få de andre brikker til at falde. Irland er på vej frem, der er tydelige tegn på bedring i Spanien og Portugal kunne klare kollapset i landets største bank.

Der er i disse lande, der har taget den hårde tilpasning, ikke et ønske om at se Grækenland som en anden fortabt søn blive behandlet bedre end de sønner, der knoklede med tilpasningen. Tværtimod er opfattelsen, at det kunne være nyttigt at få vist, hvordan det kan gå, hvis man ikke tilpasser sig. Det kunne blive et eksempel til skræk og advarsel for alle de politiske kræfter, der i et svagt øjeblik overvejede at følge den græske strategi, og dermed også understøtte de finansielle markeders opfattelse af, at ingen rationel politiker vil gå den vej.

De tidligere østlandes skepsis over for at bidrage til Grækenland er ikke blevet mindre. De har meget svært ved at forstå, at de skal overføre penge til et land, hvor levestandarden er markant højere end hos dem selv. For eksempel er minimumslønnen i Grækenland i runde tal det dobbelte af, hvad den er i gennemsnit i de tidligere østlande.

Grækenland burde aldrig have været med i ømuen, men når man først er blevet gift, så er en skilsmisse ofte ubehagelig. Hvis Grækenland ryger ud, så er det mest sandsynlige en økonomisk og social nedsmeltning, som vi ikke tidligere har set i EU's historie.

I teorien kunne Grækenland få en konkurrenceevneforbedring, der kunne være starten på en ny og bedre tid. Det fordrer, at Grækenland fører en ekstremt stram økonomisk politik efter introduktionen af sin egen valuta. Det lykkedes for Sverige i starten af 1990’erne, da man forlod det mindre forpligtende europæiske valutasamarbejde. En desværre mere realistisk parallel er sammenbruddet i Argentina, da man ophørte med fastkurspolitikken i relation til den amerikanske dollar. Der havde man ikke disciplinen, og man endte med et land, hvor det meste faldt sammen – og stadig er dysfunktionelt 15 år efter.

For Grækenland er én af de få, der holder fat, mens landet vakler på kanten, den tyske kansler Angela Merkel. Heldigvis for Grækenland er det også hende, der bestemmer. Trods ECB’s uafhængighed vil ingen embedsmand eller semi-embedsmand selv slukke for respiratoren. Det er og bliver en politisk beslutning. Det er hårdt at slukke for respiratoren. Angela Merkel har gennem hele krisens forløb vist en forkærlighed for at finde løsninger snarere end at ende i konfrontationer. Kritikere vil sige, at hun ikke har principper, tilhængere vil takke skaberen for det.

Derfor er det mest sandsynlige, at Grækenland ikke vil blive skubbet ud.

Dygtige politikere og embedsmænd har en evne til at undgå enten eller-beslutninger. Det vil også være målet i relation til Grækenland. Grækenland vil få tilført lige netop den ilt, som det behøver for at kunne klare den næste uge, så længe landet ikke mere vedvarende forpligtiger sig. Hver gang, man nærmer sig en mur, vil der være nye kreative forsøg på at løfte Grækenland over eller uden om muren.

Tilbage står, at Grækenland selv kan snuble i ledningen til respiratoren, og der vil være risiko for det, selv hvis de igangværende forhandlinger resulterer i en aftale. Den vilje og de evner, der er udvist i de seneste måneder, gør det desværre til et ikke usandsynligt scenarie. De igangværende forhandlinger vedrører kun konkretisering af økonomiske politiske tiltag de næste par måneder, og både implementering og et nyt økonomisk program vil byde på nye udfordringer.

Den mest positive fortolkning af de seneste måneders forløb er, at den nye græske regering har haft svært ved at kommunikere både til et indenlandsk og et udenlandsk publikum på samme tid. Selv hvis det lykkes, så er det bedste udfald næppe bedre, end at Grækenlands problemer vil være en del af hverdagen i EU i lang tid.

Af Jesper Berg, direktør i Nykredit Bank.