Digteren og dagbladet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I sin ledende artikel umiddelbart efter forfatteren Klaus Rifbjergs død forleden skrev Jyllands-Postens lederskribent midt i særdeles anerkendende sætninger om ”Rif.” nogle præciserende linjer om dennes forhold til denne avis:

»Det vil næppe komme som nogen overraskelse for nogen, at herværende dagblad ofte har været på kollisionskurs med Klaus Rifbjerg«.

Dette forhold hang selvfølgelig sammen med, at Rifbjerg og JP på en række ideologiske og politiske felter stod på hver sin fløj. Men ikke desto mindre var avis og forfatter oftest på talefod, og nu ved Rifbjergs død er det rimeligt at gøre status.

Først og fremmest har JP altid respekteret Rif. som en betydelig forfatter, der blev behandlet med respekt, når han sendte sine bøger og øvrige litterære produktion ud til publikum.

Her kommer Jens Kruuse kraftigt ind i billedet. Kruuse – dr. phil. i litteraturvidenskab, født i 1908 – var i årene 1949 til 1971 bladets kulturredaktør og gjorde sig gældende både før, i og efter denne periode hyppigt i bladets spalter med næsten alle former for journalistik. Samtidig kombinerede han sin skribentvirksomhed med hvervet som JP’s førende anmelder inden for litteratur og teater.

Hertil kommer, at Kruuse også udfoldede sig i bøger, radio og fjernsyn og gjorde sig selv og dermed Jyllands-Posten kendt og respekteret også i det store København, hvor han fik kælenavnet ”Jyllands Trompet”.

Som led i sin virksomhed kom han uundgåeligt til at stifte bekendtskab med en ung københavnsk litteraturstuderende, der i midten af 1950’erne begyndte at skrive digte ved siden af, at han udfoldede sig som skribent i dagspressen.

En oversigt over Kruuses og andres meget rosende anmeldelser af Rif. ville let fylde en hel kronik, men her må vi nøjes med nogle få citater.

Allerede i 1956 hed det i anledning af digtsamlingen ”Under vejr med mig selv”:

»Gud velsigne ham den drengeknold. Han skriver bare løs om sig selv, fra han blev undfanget, til han holder sin første jul, under dynen. Han gør det i lidt brutale, faste prosavers med en sprogføring, der er karsk og saftig, ufortænkt, og dog har humorens dybde«.

Og om det store digt ”Camouflage” i 1961 erklærer Kruuse: »Hans digt er større tænkt og videre villet end noget herhjemme i mange, mange år…. Jeg siger det roligt og stille: dette er vældigt «.

”Camouflage” gav også i JP anledning til et stort søndagsinitiativ, da redaktionen lod 10 unge fortælle, hvad de fik ud af at læse det store digt og besvare spørgsmålet: »Hvad er det for noget med det her modernistiske«.

Også andre på JP end Kruuse deltog i hyldestkoret til den unge digter, f.eks. Hans Andersen, bladets nummer to litteraturanmelder og senere Kruuses efterfølger i kulturredaktørstolen. Om novellesamlingen ”Og andre historier”, 1964, skrev han:

»Han kan det hele. Og andre historier belærer os om, at Klaus Rifbjerg er digter«.

Sådan blev det ved, men indimellem fik Rif. også lejlighed til at gøre gengæld for anerkendelsen.

Således i 1968. Alt var endnu roligt i dette store ungdoms- og studenteroprørsår på Kruuses 60 års fødselsdag 6. april, i hvert fald her til lands, da ”Festskrift til Jens Kruuse” udkom. Det var et hyldestskrift til Jyllands-Postens kulturredaktør i den traditionelle festskriftstil, hvor bidragyderne havde skrevet hver sin artikel, der handlede om emner, der lå op ad fødselarens interesser.

Et væld af kulturens pinger i Købehavn og ikke mindst Århus, herunder mange redaktionelle medarbejdere på Jyllands-Posten, stod på den lange gratulationsliste.

Herunder ”Klaus Rifbjerg, forfatter, Tessebølle.”

Men Rif. havde især bidraget på anden måde:

Allerforrest i den digre bog kunne læseren indlede læsningen med Rifbjergs digt, ”EKKO Danmark”, en hyldest til Jyllands-Postens kulturchef, hvortil digteren havde fundet 14 ord, der rimer på Kruuse. Han startede på denne måde:

»Hvem elskes trofast af sin muse?

KRUUSE

Hvem lar kritikkens svøbe suse?

KRUUSE

Hvem sprøjter rosen ud med bruse?

KRUUSE«.

Digtet sluttede:

»Hvem er mest kendt fra Vrads til Tuse?

KRUUSE.

Hvem gør alle folk barduse?

KRUUSE

Hvem måler man en storhed med som Kruuse?

KRUUSE.«

Ti år senere, den 12. maj 1978, døde Jens Kruuse, ledsaget til graven af mange hyldestord ikke mindst fra litteraturens folk i Jyllands-Posten dagen efter.

Således fra Klaus Rifbjerg:

»Hvor er der få, der hører efter, og hvor følte man sig tryg, mens onkel Jens var i live og virkede. Så blev man aldrig ladt i stikken, der var i hvert fald altid en, som hørte efter og forstod«.

Og som afslutning: »Det er en tung stund, men alligevel let. For uanset hvor Jens Kruuse er nu, så er jeg sikker på, at han er omgivet af poesi, høj og uforgængelig som selve evigheden«.

Selv om Kruuse var afgået som kulturredaktør i 1971, så JP stadig noget til Rif., der i mellemtiden også foruden digter og forfatter selv var blevet en dagspressens mand.

Efter spredte bidrag til forskellige aviser var han i 1957 blevet ansat på dagbladet Information, hvor han ikke mindst gjorde sig gældende som bladets første – ganske hårdtslående – tv-anmelder.

Han var trods stor flid på Information ikke blevet fast ansat og tog derfor efter et par år imod et tilbud fra dagbladet Politiken, hvor han efter nogle uger, hvor chefredaktionen ikke kunne finde ud af, hvad han skulle lave, fandt sig godt til rette som teater-, film- og litteraturkritiker – indtil han i slutningen af 1971 tog afsked med sit faste job på Politiken.

Afskeden med Politiken faldt næsten sammen med, at Jyllands-Posten fra nytår 1972 skiftede ledelse. Chefredaktør Gunnar Henriksen gik af og afløstes af to unge: Ole Bernt Henriksen som ansvarshavende og Asger Nørgaard Larsen, journalistisk chefredaktør. De var henholdsvis 37 og 41 år.

En ny, ung bladledelse vil meget naturligt gerne præsentere sig med noget andet end det, læserne har været ude for så ofte, og de to nye chefer havde haft et samråd med Jens Kruuse, der gav dem ret i, at den nye føljeton ikke, som traditionen ellers bød, skulle være ren underholdning.

Og hvad var mere naturligt at bringe end en ny roman af en af landets mest lovende forfattere? Kruuse vidste, at en ny Rifbjerg-roman, ”Brevet til Gerda”, lå klar i korrektur.

Netop på dette tidspunkt fik Ole Bernt Henriksen arrangeret et møde med Rifbjerg i Aalborg. De kendte hinanden fra Information, hvor de havde delt kontor – tilsyneladende uden i øvrigt at have meget til fælles. Nu var de sammen i ”Kilden”, hvor Bernt Henriksen ved en lystig frokost klart var ude på at kompensere for de kolde skuldre, han nogle år før havde givet Rif. på Information.

Det åbenbaredes, at Bernt Henriksen havde en ganske interessant plan: Efter hans mening var Jens Kruuse ved at være udbrændt som ”Jyllands Trompet”, ny mand ved instrumentet skulle være Rifbjerg som kulturredaktør ved JP.

Den ville han gerne overveje, så de aftalte et nyt møde i Aarhus, hos Bernt Henriksen privat og på Jyllands-Posten.

Det blev dog ikke til noget, ud over at de enedes om at bringe ”Brevet til Gerda” i JP. Og det realiseredes i september 1972 med et nøgenbillede af sengekantskuespillerinden Birte Tove, fotograferet bagfra, som blikfang.

Det hele var på nippet til at overdøve den samtidige kampagne for eller imod dansk tilslutning til EF (som EU jo hed) – selv om JP’s nye kulturredaktør, Hans Andersen, introducerede føljetonen med gode ord: »Det er efterår, når bogen læses. Danmark lukker sig inde i sig selv, mens farverne rådner i skønhed. Bogen er bestemt for tusmørkesind, der kan elske i erindring og fortabt troskyldighed«.

Ikke alle læsere var enige: »Liderlige ord og passager, sætninger uden sammenhæng, endeløse ordgyderier af simpleste slags…. Finder chefredaktøren det korrekt at udsætte JP’s læsere, unge og ældre, for den forurening, som Klaus Rifbjergs produkter forårsager?« spurgte læseren, læge Jørgen D. Grønbæk, Højslev, i et indlæg bragt på forsiden.

Andre læsere opsagde deres abonnement, men ikke i tusindvis, som rygterne ville vide det.

De to chefredaktører tog det hele med godt humør, og i foråret 1973 drog Rifbjerg på en jordomrejse for JP. 10 (pæne) Rif.-artikler under rubrikken ”Træk fra en rejse i anden halvdel af senkapitalismens århundrede” var rejsens resultat.

Det var Rifbjergs eventyr med JP. Siden blev det til nogle få kronikker, altid i god tone:

»Tak for det venlige brev. Det emne vil jeg gerne skrive om«, skrev han f. eks. til kronikredaktionen med nydelig fyldepenneskrift i 1997.