*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kulturkonflikter med indvandringen

Europæerne udviser en farlig tolerance over for personer, der bevidst udnytter de vestlige demokratier ved at bekæmpe dem.

Det er ikke overraskende, at de nye borgere søger sammen og danner fællesskaber med beslægtede sprog, religion, accepteret levevis, moral og værn mod stærke påvirkninger udefra.

Det er ikke let at være muslimske flygtninge eller indvandrere i Danmark. Det hører man jævnligt fra mange sider. Selv nye statsborgere finder det svært at tilpasse sig den danske kultur.

Den omfattende og stadigt stigende muslimske indvandring giver voksende problemer og er konfliktskabende til begge sider, selvom dansk lovgivning og den danske befolkning på mange måder er imødekommende. Men mødet med den stærke islamiske kultur og religion har af og til overrasket.

Mange indvandrere er fast besluttede på at fastholde og beskærme deres medbragte kultur i deres nye land. De er overbeviste om, at den både er langt ældre og også overlegen i forhold til den, de møder i deres nye land. Derfor kræver den accept, respekt og visse rettigheder.

Dertil kommer også, at mange muslimske indvandrere har svært ved at fralægge sig den vrede og det had, som næsten alle mellemøstlige samfund nærer overfor vestlig moral og levevis.

Kronik: Kronik: Europa går under for øjnene af os

Det muslimske krav om særlig respekt har en klar historisk begrundelse, der har rødder helt tilbage til Middelalderens begyndelse. I adskillige århundreder har muslimsk religion og militært herredømme været uovervindelige, så selv stærke magter måtte bøje sig derfor.

I dansk forståelse af dialog ligger en accept af, at samtale kan føre til ændrede holdninger.

Senere, i det 19. og 20. århundrede har de selv måttet bøje sig for vestlig kultur og magt. Som et forurettet folk stiller man herefter krav om genoprejsning og respekt. Offer vil man ikke være, og social og kulturel diskriminering vil man ikke affinde sig med.

Det er ikke overraskende, at de nye borgere søger sammen og danner fællesskaber med beslægtede sprog, religion, accepteret levevis, moral og værn mod stærke påvirkninger udefra.

I deres nye land præsenteres de for demokrati, frihed, verdslig retssystem og en løssluppen moralisme, som truer med at undergrave deres religiøst betonede samværsformer og urørlige rammer om seksuelle forhold. Danskernes letsindighed og afvisning af muslimske traditioner vækker vrede overfor dansk tradition og levevis.

Med denne baggrund er det næppe tilfældigt, at der opstår konflikter mange steder i børnehaver, folkeskoler og lægekonsultationer. Krav om unge muslimske pigers levevis strammes, mens kriminalitet hos unge mænd får lov at vokse.

Principielt har der fra dansk side været forståelse for, at fremmede fra fjerne lande, som har grund til at søge tilflugt eller bedre levevilkår, skulle modtages med velvilje og imødekommenhed. Men det voksende antal konflikter og ikke mindst det seneste, næsten uoverskuelige antal asylansøgere, der forventes i den nærmeste fremtid, skaber uro i store dele af den danske befolkning.

Der er bekymring for Danmarks fremtid, og det er umuligt at overskue, hvilke kulturelle vilkår den danske befolkning vil komme til at leve under.

Den moderate muslim professor Bassam Tibi, Göttingen, har i flere bøger peget på risikoen ved den fremmede islamistiske kultur. Allerede i 2002 advarer han i en dansk avis (Information): »I forstår ikke, at de mange islamister, som befinder sig i Europa, er en trussel mod den europæiske situation. De vil ikke have demokrati. De vil islamisere Europa«.

Det er hans opfattelse, at europæerne udviser en farlig tolerance overfor personer, der bevidst udnytter de vestlige demokratier ved at bekæmpe dem.

Det store antal personer fra Mellemøsten og Afrika ønsker naturligvis som andre asylsøgere at skaffe sig et hjemsted i deres nye land. Det bliver efterhånden en voldsom belastning for de fleste kommuner.

Når der til stadighed skal skaffes boliger til dem, kan det ikke undgås, at det rammer danske borgere med sociale problemer. De må vige eller tage til takke med ringere vilkår.

Kravet om stadig flere offentlige ydelser vokser, og offentliggørelsen af de voldsomme økonomiske byrder, som de fremmedes behov medfører, fremkalder brede debatter og krav om stramning af de danske udlændingelove. Dansk kultur er efterhånden ved at ændre sig.

Dansk kultur har en lang historie bag sig, men har bestandig med små skridt måttet gennemgå forandringer.

Men den er først og fremmest et nationalt fællesskab omkring en langvarig folkelig udvikling indenfor sprog, historie, religion og kunst, og det præger den naturligvis.

Det er ikke overskueligt, i hvilket omfang konflikten mellem dansk og muslimsk selvforståelse vil gøre sig gældende, men der er ingen tvivl om, at den vil lade den danske befolkning bære en usikkerhed ved håndtering af kommende problemer i et tvungent fællesskab.

Det er vanskeligt at fastslå, i hvilket omfang dansk kultur vil åbne sig for den muslimske, men det står klart, at der i længere tid fra flere sider har været udtrykt ønske om dialog med muslimske ledere, ikke mindst repræsentanter fra den danske folkekirke har været aktive.

I dansk forståelse af dialog ligger en accept af, at samtale kan føre til ændrede holdninger. Der er så tale om personers individuelle møde med vilje til at forstå, lære og reagere derpå.

Denne forståelse deles ikke af islamisk kultur. Her møder man den overbevisning, at religiøse holdninger udspringer af Allahs egne ord og befalinger. Hvor forskellige muslimer end er med hensyn til sprog og kulturelle og religiøse traditioner, så er de dog fælles om trofastheden over for deres hellige bog, Koranen, og den ophøjede Allah. Hvor islamisk religion og kultur trænger frem, må fremmede kulturer give plads og bøje sig.

I den løbende debat om indvandring og integration spiller kulturrelativismen en betydelig rolle. Den er barn af kulturradikalismen, der igennem årene har arbejdet på at frigøre dansk kultur fra gamle traditioner og politiske og religiøse idéer i stadig konflikt med store dele af den danske befolkning. En omfattende støtte fra partiet Det Radikale Venstre har givet dem en stærk placering i den offentlige debat.

De kulturrelativistiske engagerede har i forbindelse med indvandringen til Danmark især beskæftiget sig med de forskellige kulturformer, som blev en del af dansk samfundsliv. Mange er overbeviste om, at alle kulturer er lige og ingen er overlegen i forhold til andre; det ville for dem være en form for kulturfascisme.

Det kan vække undren, at en bevægelse, der sammen med de kulturradikale har foretaget provokerende opgør med traditioner, religiøse og konservative, nu hengiver sig til et voldsomt forsvar for stærkt religiøse og konservative muslimske indvandrere. Og de tåler ikke, at nogen anfægter disse synspunkter.

Der er udpræget tolerance overfor det voksende antal muslimske indvandrere, forståelse for deres særlige krav til det danske samfund og overbærenhed overfor ungdomskriminalitet. Alle andre danskere, der viser bekymring eller forudser problemer i de år og dage, der ligger forude, må affinde sig med at blive udstillet som racister, nynazister, hvis der ikke kan findes noget værre. Ingen tolerancetanke finder plads i denne sammenhæng, og ingen ytringsfrihed har her gode kår.

Dansk kultur har svært ved at finde sine egne veje. Islam og kulturrelativismen går hånd i hånd, måske er Hizb ut-Tahrir også på vej til en god plads.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Mennesket skal sættes før systemet
Torsten Gejl, socialordfører (AL) | Carl Holst, socialordfører (V) | Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Kaos-regeringens finanslov gør Danmark fattigere

Christian Rabjerg Madsen
Hvis de seneste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere.

Blog: Gør det rigtige: Send regeringen på wellness-ophold

Annika Smith
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her