Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lad os så få privatiseret TV 2

Mange tror, at statens mediemonopol blev brudt i slutningen af 1980’ene, men det er blevet erstattet af et næsten lige så dominerende duopol, der med Kulturministeriet i ryggen holder markedet og reelt frie medier fra fadet.

Artiklens øverste billede

Forestil dig et land, hvor staten kan hyre og fyre den øverste ledelse på de største medievirksomheder. Et land, hvor statens tv-stationer sidder på mere end to tredjedele af seernes tid foran skærmen året rundt. Et land, hvor politiske flertal i detaljer tilrettelægger, hvad borgerne har godt af at se, hvad der skal sendes i primetime, og hvordan det skal produceres. Præsenteret for det scenarie gætter mange givet på, at vi befinder os i Putins Rusland eller et fjernt og glemt diktatur.

Men det bliver en ommer: For landet hedder Danmark. Her har vi på besynderlig vis vænnet os til at leve med en omfattende statslig indblanding i en af demokratiets vigtigste arenaer, medierne.

Det er på tide, at vi skifter spor og reducerer statens indflydelse og ejerskab på medieområdet. Et oplagt sted at sætte ind er at privatisere TV 2, landets største tv-station. Der må rettes op på det løfte, som Anders Fogh Rasmussen og VK-regeringen aldrig indfriede: »De danske medier skal liberaliseres, så der bliver ligeværdig konkurrence om at skabe det bedste medieudbud til danskerne. Regeringen vil privatisere TV 2«. Sådan hed det meget fornuftigt i Anders Fogh Rasmussens andet regeringsgrundlag fra 2003.

Det er på tide, at vi skifter spor og reducerer statens indflydelse og ejerskab på medieområdet.

Men selv om samfundsudviklingen i Danmark og i lande, vi normalt sammenligner os med, er gået mod mindre statsligt ejerskab, har udviklingen på medieområdet herhjemme været en hel anden. De statsejede tv-virksomheder TV 2 og DR voksede igen i 2014, så det private tv-marked målt som seerandel kun udgør ca. 30 pct. Det er muligt, at hr. og fru Danmark har den tro, at statens mediemonopol blev brudt i slutningen af 1980’erne, men det er blevet erstattet af et næsten lige så dominerende duopol, der med detailregulering og forskellige beskyttende foranstaltninger fra Kulturministeriet i ryggen holder markedet og reelt frie medier fra fadet. Det er et stort problem for demokratiet, for private medievirksomheder – og for borgerne.

Jeg er i den grad rundet af det private erhvervsliv og de private markeder. Derfor er det min grundholdning, at staten skal fylde mindre – særligt der, hvor private aktører har stærke tilbud og kompetencer. Som konservativ har det derfor været svært at skjule skuffelsen over, at VK-regeringens løfte om privatisering af TV 2 – trods gentagelser i de følgende medieforlig – aldrig blev indfriet. Det private mediemarked er derimod blevet presset længere og længere i bund. Den største reduktion i omfanget af DR og TV 2’s kanaler var derimod lukningen af DR’s P2, som så blev givet til en ny mediestøttet statslig aktør, Radio 24/7. Og kigger man på tværs af medieplatforme, har staten vel næppe været stærkere repræsenteret end nu: I 2014 stod staten for 68,6 pct. af al tv-sening, mens staten i samme periode leverede 75 pct. af al dansk radiolytning. Hvad angår hjemmesider er dr.dk og tv2.dk fast blandt de fire største sider i Danmark målt på antal unikke brugere. For DR’s vedkommende skyldes dominansen dog ikke mindst streaming via DR NU.

Som ung var det netop statens alt for store indblanding på mange områder – herunder ikke mindst DR – som vækkede min politiske interesse. Den totale statslige mediedominans var skadelig, og andelen af private udbydere burde snarere udgøre 100 pct., mente jeg. Dengang.

For nylig trådte jeg ud af DR’s bestyrelse efter syv år på posten. De syv år i ledelsen af Danmarks førende public service-virksomhed har betydet, at jeg i dag har et mere nuanceret syn på, hvor privat mediemarkedet bør være. For der er en række områder, vi som samfund har interesse i at investere i, hvis vores medieudbud ikke bare skal underholde, men også samle, oplyse og udfordre. Det er kerneværdierne i public service, som sikrer, at vi får dansk drama af høj kvalitet, stærk nyhedsdækning regionalt, nationalt og internationalt samt reklamefrit børneindhold, som man trygt tør overlade sine børn og børnebørn til. Læg dertil en lang liste af indhold, hvor DR på tv-siden er mere eller mindre eneudbydere, f.eks. debatter, synstolkning, udenrigsmagasiner, kirkeligt stof med mere.

Der er simpelthen genrer og indholdstyper, som markedet enten ikke leverer eller ikke leverer godt nok. Det er derfor, vi som samfund har en interesse i et stærkt DR, der som et grundfjeld af kvalitet kan udfordre markedet og højne kvaliteten.

Når man kigger på TV 2. er argumenterne for statsligt ejerskab dog slet ikke så klare. Fanget i et krydsfelt mellem reklamefinansiering og public service-forpligtelser ender TV 2 ofte med at levere en slags pseudopublic service, som hverken er fugl eller fisk. Det er svært at se, hvorfor staten som eneaktionær år efter år skal sponsorere mere ”Station 2” eller indkøbte formater som ”Vild med Dans” og ”Hvem vil være millionær”? Mens den kulturpolitiske værdi af TV 2’s lette programflade kan være svær at få øje på, er det derimod tydeligt, hvordan TV 2 bidrager til at holde det private tv-marked i åndenød. Udover en betydelig dominans på tv-reklamemarkedet sidder TV 2 således med bundter af rettigheder til f.eks. håndbold og udenlandske dramaserier, som kommercielle aktører kunne være interesserede i.

Et tredje problem med det statslige ejerskab er den politiske kontrol over den øverste ledelse af TV 2.

Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne udpeges af den til enhver tid siddende kulturminister, men skiftes relativt ofte ud og besidder tillige uklare mandater. Desuden er de politiske rammevilkår for TV 2 hele tiden under forandring. Det gør det meget vanskeligt for direktion og bestyrelse at udvikle TV 2 langsigtet i virksomhedens og samfundets interesse.

Ved at privatisere TV 2 får vi ikke bare mindre statslig kontrol med medierne. Vi får også en mere jævn spillebane for private medievirksomheder. Samtidig får vi muligheden for, at TV 2 kan orientere sig helhjertet mod de kommercielle konkurrenter, mens DR i højere grad kan fokusere på public service-dyderne. Alt i alt en ret god pakke.

Fra udlandet ved vi, at private tv-virksomheder kan fungere som glimrende kvalitetsalternativer til en public service-station. Det oplagte eksempel er Norge, hvor TV 2 Norge siden grundlæggelsen i 1991 gradvist er blevet mere professionel og succesfuld. I dag er TV 2 Norge 100 pct. ejet af danske Egmont, og stationen har en professionel bestyrelse præget af specifik kommerciel medieekspertise – udpeget af henholdsvis ejeren Egmont og medarbejderne.

Den norske stat har på fornuftig vis tilladt TV 2 Norge en meget lempelig sendetilladelse, som stort set alene er betinget af, at TV 2 Norge sender daglige, egenproducerede nyhedsudsendelser, ugentlige norsksprogede børneprogrammer og jævnlige norsksprogrede ungeprogrammer. Derudover skal TV 2 Norge betale 10 mio. kroner til det norske filminstitut, men har ingen egentlig koncessionsafgift til staten. Alt i alt tillader de lempelige rammer for TV 2 Norge, at det kan fokusere fuldt ud og med succes på tre indholdssøjler: nyheder, sport og underholdning.

Så hvorfor går vi ikke i gang med at privatisere TV 2 i Danmark? VK-regeringen begrundede i sin tid det manglende salg med, at retssager ved EU stod i vejen. TV 2’s store kommercielle konkurrenter, Viasat og SBS, har begge anlagt sager om statsstøtte og ulovlig årsrabat til annoncører. Retssagerne har været langvarige og må desværre formodes at trække ud i flere år endnu. Men retssagerne bør ikke udsætte en privatisering. Dels er TV 2 og stationens juridiske rådgivere ikke enige i kravet fremsat af Viasat og SBS. Dels er det helt almindeligt i forbindelse med handel med virksomheder, at den handlede virksomhed – i dette tilfælde TV 2 – er involveret i retssager eller lignende. Og det tager køber og sælger så højde for i prisfastsættelsen.

Argumenterne for en privatisering af TV 2 er tunge og indlysende. Udover at bibringe staten en milliard-indtægt fra privatiseringen vil en privatisering af TV 2 i Danmark med et kunne reducere statens andel af tv-markedet til kun at udgøre en tredjedel mod de nuværende to tredjedele. TV 2 Danmark ville samtidig kunne udvikles mere langsigtet og strategisk.

Det vil ikke bare være i virksomhedens interesse, men sandelig også i samfundets og seernes.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.