*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Muhammed-krisen på skoleskemaet

Det er en vigtig lektie i et demokratisk samfund: Man må gerne være vred og arbejde for forandring, men man må ikke true sig til den eller presse den igennem med vold.

Vil det provokere eller måske endda krænke nogen, at Muhammed-tegningerne vises og bruges i undervisningen? Tegning: Rasmus S. Høyer

Muhammed-tegningerne, Muhammed-kriserne, Charlie Hebdo-drabene og senest terrorangrebet i København den 14. februar er så vigtig en del af både vestlig og dansk historie, at det skal have en fast plads på skoleskemaet i den danske folkeskole.

Vil det provokere eller måske endda krænke nogen, at Muhammed-tegningerne vises og bruges i undervisningen? Givetvis. Er det formålet, at det skal provokere eller krænke nogen? Nej, selvfølgelig ikke. Det er derimod meningen, at vores danske børn og unge tidligt lærer og undervises i, at det i Danmark er helt i orden at tegne et billede af muslimernes profet, af Jesus eller af en hvilken som helst anden karakter – religiøs eller ikke-religiøs. Ligesom det i øvrigt er helt i orden at forklare andre, at man føler sig krænket af tegningerne, hvis man gør det.

De Konservative vil have Muhammed-tegninger ind i klasselokalerne

De danske skolebørn bør derfor også som en logisk forlængelse af dét tale om, diskutere og undervises i, at selv om de skulle føle det krænkende at få præsenteret et billede af en religiøs figur, så lader man aldrig sin frustration komme til udtryk gennem vold eller ved at fremsætte trusler. For uanset hvor stærke ens religiøse følelser er, eller hvor meget man dyrker sin religion, så kan man ikke optjene retten til vold eller trusler. I stedet må man benytte sin ytringsfrihed til at forklare, hvordan man har det, og bede andre tage hensyn, hvis det er dét, man ønsker sig. Det er en vigtig lektie i et demokratisk samfund: Man må gerne være vred og arbejde for forandring, men man må ikke true sig til den eller presse den igennem med vold.

Her skal vi alle stå sammen om at sende et klart signal om, at man skal kunne udtrykke sig med farveblyanter og kridtstreger, nøjagtigt som man vil.

I enhver anden situation ville vi lære børn, at de ikke skal overfuse eller skælde ud på andre. Det skal vi selvfølgelig også, når det handler om Muhammed-tegninger. Nogle mener, at det i sig selv er mobning, at man tegner Muhammed. Den holdning abonnerer jeg ikke på. Muhammed har ikke særstatus i Danmark, men kan tegnes af enhver kreativ sjæl, sådan som det er med alt andet, og det skal man ikke per automatik lægge nogen ond hensigt i.

Folkeskolen skal selvfølgelig åbent og fordomsfrit tage forskellige vigtige historiske begivenheder op i undervisningen og samtidig perspektivere dem til nutiden. At vi tabte store dele af Danmark under krigen i 1864, har haft stor betydning for det danske samfund siden. At vi var besat af Nazityskland fra 1940 til 1945, har haft stor betydning for det danske samfund siden. At vi var placeret klos op ad Jerntæppet i årtier, har haft stor betydning for det danske samfund siden. At frie, danske medier trykte Muhammed- tegningerne, der satte store dele af Mellemøsten i brand, kostede menneskeliv og har slidt på Danmarks image og danske interesser, har haft, har fortsat og vil i mange årtier frem have stor betydning for det danske samfund. Derfor skal vi selvfølgelig vise danske skolebørn, hvordan og på hvilken baggrund Muhammed-krisen opstod. Det skal ikke være en magtdemonstration, hvor vi sårer nogen for at vise, at vi kan eller må – men fordi vi ønsker at orientere skoleeleverne om en vigtig del af vores historie. Jeg ønsker for alle eleverne, at de får en forståelse af både begivenhederne og af ytringsfriheden. Med det betyder også, at der bliver plads til at reflektere over eventuelle krænkelser, og hvor grænserne går for, hvordan man må reagere. Som jeg ser det, er det almindelig historie- og samfundsfagsundervisning.

Westergaard: Muhammed-tegning ændrede danmarkshistorien

Vi skal ikke frygte at tale om sagen, for det er en sag, der skal kunne tales åbent om. Også udenfor folkeskolen. Og derfor hører Muhammed-tegningerne selvfølgelig hjemme blandt de punkter i Undervisningsministeriets historiekanon, der er obligatoriske i folkeskolens historieundervisning, hvor man blandt andet finder energikrisen i 1973, Murens fald og terrorangrebet på World Trade Center 11/9-2001. Det giver også en forståelse for, hvilket samfund man kommer ud i efter sin skoletid. Nogle vil måske mene, at det er dumt at undervise eleverne i Muhammed-tegningerne, eller at man ikke må illustrere undervisningen. Det må jeg så erklære mig uenig i, og jeg mener, at vi har et problem, hvis vi er nået dertil, hvor elever ikke kan undervises i vigtige begivenheder på samme måde, som der undervises i alt andet. Når læreren står oppe ved tavlen og forklarer om Murens fald, så er det naturligt, at eleverne ser et billede af Berlinmuren. Når eleverne modtager undervisning i Muhammed-krisen, er det naturligt, at de ser en eller flere af de berømte Muhammed-tegninger. Det er for vigtig en sag til, at vi lader os lamme af berøringsangst.

Vi har en forpligtelse til at skabe en dannende folkeskole – og vi er tydeligvis havnet i en situation, hvor nogle muslimer er med til at give nogle børn den opfattelse, at det er dybt krænkende, at nogen tegner profeten Muhammed. Det kan vi ikke forhindre dem i, og folk må have deres religiøse følelser i fred. Vi har ingen ret til at sige, at de ikke må føle sig krænkede. Men der er grænser for, hvordan de må reagere på deres følelser. Her er det selvfølgelig også vigtigt, at vi anerkender, at folkeskolen ikke skal holdes ansvarlig for at opdrage vore børn og unge. Det er og forbliver en forældreopgave.

I dag ser vi, hvordan religion for nogle mennesker bliver en del af en drivkraft eller fungerer som undskyldning for at bede andre gå på kompromis med ytringsfriheden. Her er det værd at understrege, at der ligger et politisk ansvar for at træffe en beslutning om, hvilken politisk kultur vi vil have i Danmark. Og vi ønsker en demokratisk kultur, der baserer sig på samtale, ikke selvcensur skabt af frygt.

Megafon spurgte for nyligt danskerne om, hvorvidt de mener, at de danske medier bør afholde sig fra at bringe satiretegninger og andre ytringer, der kan virke stødende på religiøse grupper. Det svarede hele 24 pct. af danskerne ja til, og det er næsten dobbelt så mange som for bare halvanden måned siden. Det er foruroligende.

Undersøgelsen siger selvfølgelig ikke noget om, hvorfor danskerne mener, at medierne bør afholde sig fra det, men en oplagt tolkning er naturligvis, at nogle er blevet så skræmte, at de ikke tør sige deres mening – eller at de mener, at andre skal udtrykke deres. Det står naturligvis enhver frit for at have en holdning til, om man bør kritisere religion, eller hvordan man i givet fald bør gøre det. Men jeg mener ikke, at vi skal gå på kompromis med retten til at kritisere eller oplyse.

I Storbritannien, som vi naturligt føler et vist slægtskab med, har BBC fået undersøgt de britiske muslimers holdninger til tegninger af profeten Muhammed. Langt de fleste føler det som en dyb personlig krænkelse, når nogen trykker en Muhammed-tegning. Det må de selvfølgelig godt føle, men de skal samtidig acceptere, at den krænkelse ikke må hævnes med vold. Langt de fleste i undersøgelsen afviser også enhver accept af voldelige hævntogter og af terror.

Fakta: Muhammed-tegningerne og tiden efter

Men det er dog ikke til at overse den uhyggelige kendsgerning, at undersøgelsen samtidig afslører, at hele 11 pct. af de britiske muslimer mener, at de medie- og bladhuse, som udgiver Muhammed-tegninger, direkte fortjente at blive angrebet. En anden uhyggelig kendsgerning er, at hver femte muslim i det britiske kongerige mener, at islam aldrig kan blive foreneligt med det vestlige samfund. Det er jo et udtryk for, at der allerede i dag er dybe kløfter, som jeg mener, at vi har et ansvar for at prøve at mindske.

Selvfølgelig kan den tendens, vi ser fra både Megafon- og fra BBC-målingen, løbe ned i aldersrækkerne og nå vores børn, og det er problematisk. For det danske samfund har en rig tradition for at kunne kritisere magthavere, og vi har historisk set haft stor gavn af, at religion som magtinstrument også er blevet holdt i skak af alle typer kritik. Det har vi et ansvar for at forklare alle børn, fordi det er med til at skabe forståelse for, hvorfor vi værdsætter ytringsfriheden, og hvorfor vi ikke ønsker at censurere religionskritik.

Beslutningen om hvilken politisk kultur vi skal have, kan ikke træffes på Christiansborg hen over hovedet på danskerne. Men det er heller ikke folkeskolen, der skal bære ansvaret for at træffe den beslutning. Her skal vi alle stå sammen om at sende et klart signal om, at man skal kunne udtrykke sig med farveblyanter og kridtstreger, nøjagtigt som man vil. Men vi skal ikke trampe på nogen, fordi vi kan.

Det er ikke gået danske børns næser forbi, at der er sket noget stort og tragisk her i landet. Og det er oplagt, at skolerne benytter lejligheden til at tage det med i undervisningen. Det er derfor naturligt, at lærere og elever i landets skoler drøfter, hvordan den slags hænger sammen med religion og samfund. Jeg er sikker på, at netop den samtale – og alle elevernes spørgsmål – allerede har været vendt i mange klasselokaler landet over.

Det smitter af på folkeskolen, når der foregår noget i det omkringliggende samfund, ligesom det i allerhøjeste grad smitter af, hvad der sker i de små hjem. Derfor er det i min optik helt naturligt, at Muhammed-kriserne og de alvorlige konsekvenser, som de har haft for danskernes sikkerhed og ikke mindst ytringsfrihed, fast indgår i børnenes undervisning som andre skelsættende hændelser i vores historie. Folkeskolen må ikke gå på kompromis med at fortælle om det danske samfunds frihedsrettigheder.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Efter #MeToo – nu er det på tide, at #MændTaler
Roger Matthisen, ligestillings- og mangfoldighedsordfører for Alternativet | Henrik Marstal, kønsdebattør og folketingskandidat for Alternativet
Kronik: Mennesket skal sættes før systemet
Torsten Gejl, socialordfører (AL) | Carl Holst, socialordfører (V) | Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Hvide piger ”lette mål” for udnyttelse.

Morten Uhrskov Jensen
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her