Brug de dykkende amatørarkæologer

Der er i dansk arkæologi stolte traditioner for et frugtbart samarbejde mellem læg og lærd, og det går mere end 100 år tilbage. Når jeg i det følgende taler om “amatører”, lægger jeg ikke heri nogen kvalitativ vurdering, men konstaterer blot, at der er tale om mennesker, der ikke har nogen formel uddannelse i faget – i dette tilfælde en universitetseksamen – og som ikke har arkæologien som erhverv. De dyrker denne disciplin i deres fritid og gør det ofte med stor entusiasme og dygtighed.

Der kunne nævnes en perlerad af eksempler på amatørarkæologer, der har gjort en fremragende indsats. Jeg vil i denne sammenhæng nøjes med at pege på juristen Erik Westerby, der fandt en af Danmarks ældste bopladser ved Bromme nær Sorø, og i nyere tid folkeskolelæreren Axel Johansson, der som den eneste amatør har opnået dansk arkæologis største hædersbevisning, Erik Westerby-prisen. Endnu en folkeskolelærer skal nævnes, nemlig helleristningsforskeren Gerhard Milstreu, hvis indsats er blevet belønnet med et æresdoktorat ved universitetet i Göteborg.

Ind i denne række føjer sig også smukt nogle dykkende amatørarkæologer, jeg tænker her ikke mindst på Fredericia-gruppen under ledelse af Hans Dal – mere herom lidt senere. Man vil således forstå, at der mellem fag- og amatørarkæologer ingenlunde kan trækkes nogen skarp grænse. Amatørerne har en naturlig forventning om, at fagfolkene vil indbyde dem til et samarbejde. I mine øjne bør det være en pligt, ikke mindst når man betænker, at de arkæologiske museer for en stor del er offentligt finansieret. Vi fagarkæologer skal naturligvis ikke have lov til at dyrke faget i et vakuum og alene for vore egne blå øjnes skyld, men vi har, nedskrevet eller uskrevet, en formidlingsmæssig forpligtelse, der også bør omfatte det aspekt, at vi i en vis udstrækning inddrager amatørerne i det praktiske arbejde, til gensidig nytte og glæde. Der er ikke tale om at erstatte professionelle arkæologer med amatører, og der er bred enighed om, at det ikke længere skal være muligt for amatører at foretage udgravninger på egen hånd.

Samarbejdet har fungeret harmonisk indtil for få år siden, og på nogle områder fortsætter det på denne måde, undertiden næsten for godt. Således på landjorden, hvor der er meget vide rammer for, hvad detektorfolket får lov til, og hvor der afsættes store ressourcer til modtagelse, registrering og konservering af de tusindvis af metalobjekter, som hvert år indkommer til museerne, og som får nogle af dem til næsten at segne under byrden. Denne kategori af amatører må ikke blot observere og indmåle fundene – de må også, når de holder sig til pløjelaget og diverse fredningsbestemmelser, opgrave og hjemtage de fundne objekter.

Ganske anderledes på det marine område, hvor de dykkende amatører stort set ikke må noget som helst. Nix pille. Jo, de må observere, fotografere, foretage GPS-indmåling og indberetning, ikke andet. Det ville også være fint nok, hvis det var sådan, at museerne med marinarkæologisk ansvar i tilstrækkeligt omfang reagerede på disse henvendelser og kunne overkomme denne Sisyfos-opgave, men her gør der sig nogle nærmest tragikomiske forhold gældende.

Hvis jeg skal holde mig til det sydvestlige Danmark – det er især dér striden står – så råder Øhavsmuseet kun over en til to dykkende arkæologer, der også har oceaner af andre opgaver at varetage. Prøv lige at sætte det i relation til, at de skal holde styr på hundredvis af kvadratkilometer søterritorium - fra det sydfynske øhav og helt op til nordsiden af Vejle fjord. Det har de naturligvis, hvis vi skal fortsætte med de saltholdige metaforer, ikke en kinamands chance for at klare.

Her er det så, at Marine-Arkæologisk-Gruppe Fredericia, under ledelse af Hans Dal, tilbyder deres gratis assistance og rækker hånden frem til samarbejde. De vil gerne fungere som lokale “øjne” og sporhunde, observere, fotografere og indmåle, men ønsker at gå et i mine øjne fuldt forståeligt skridt videre: De ønsker at have mulighed for at redde især objekter af organisk materiale, hvis de stikker op af havbunden og er akut truet af ødelæggelse. Og da i det mindste, hvis de professionelle marinarkæologer ikke har ressourcerne, tiden, den geografiske rækkevidde eller kræfterne til at komme til stede. Jeg tænker ikke her så meget på genstande, der løsrevet fra deres oprindelige leje ligger og “svømmer rundt” og dermed er af ringe videnskabelig værdi, men på mere eller mindre eksponerede genstande, der ligger ”in situ” (på oprindeligt leje), og som inden for ganske kort tid vil blive ødelagt af naturens eroderende kræfter, hvis der ikke gribes resolut ind. Der kunne f.eks være tale om en ornamenteret padleåre eller en fiskekrog af ben med endnu påsiddende linestump.

Denne fremstrakte hånd ønsker man ikke at tage imod - og peger meget bekvemt på stive love og paragraffer. Der er for nogle år siden, ved Kulturstyrelsens mellemkomst, underskrevet en samarbejdskontrakt, men den har den ene part, Øhavsmuseet, af uransagelige grunde ikke opfyldt. Hvad Kulturstyrelsen angår, så synes formalia, hensigterklæringen, de honnette ord, at være tilstrækkeligt.

Fredericia-gruppen og især Hans Dal er ikke hvad-eller-hvemsomhelst. Der er tale om dykkende amatørarkæologer med årtiers teknisk og logistisk erfaring, indvundet ved et stort antal undersøgelser, hvor især de undersøiske 6.000-7.000 år gamle bopladser fra Ertebøllekulturen ved Tybrind Vig og i Gamborg Fjord på Vestfyn må fremhæves. Der er her ubestrideligt tale om de vigtigste udgravninger af submarine bopladser fra Danmarks jægerstenalder. Det meste af tiden har lektor Søren H. Andersen, Aarhus Universitet, stået for den faglige ledelse – og dermed det faglige ansvar – og han har for nylig i to i dobbelt forstand vægtige monografier publiceret de spektakulære videnskabelige resultater. Jeg har selv, med bopæl på Svinø få kilometer fra de nævnte lokaliteter, haft lejlighed til i mange år at følge disse undersøgelser og kan ligeledes, som stenalderspecialist, skrive under på undersøgelsernes høje kvalitet.

Der består således et besynderligt misforhold, når man sammenligner, hvad landværts amatører må, og hvad de dykkende må – eller rettere ikke må, en forskel, som ikke lader sig logisk eller rationelt forklare. Vær forberedt på, at visse professionelle marinarkæologer vil henholde sig til, at der ikke foregår pløjning på havbunden og dermed forstyrrelse af det øverste lag - et af argumenterne for at lade detektorfolket foretage udgravning i pløjelaget på landjorden. Skudt forbi: Det kræver ikke megen abstraktionsevne at sidestille naturens eroderende virkning, strøm og bølgeslag med bondemandens pløjning. Vær også forberedt på, at nogle fagfolk vil forsøge at undervurdere den videnskabelige værdi af de objekter, som fritidsdykkerne hjertens gerne vil bistå med at redde.

Jeg er ked af at sige det, men noget kunne tyde på, at såvel Kulturstyrelsen som nogle af fagarkæologerne hellere ser, at værdifuldt videnskabeligt materiale går til grunde, end at kærlige amatørhænder i første omgang tager vare på det. En højst besynderlig holdning, som nu kun politikerne kan gøre noget ved. F.eks. ved at udstede en beordring, som man kalder det inden for militæret: Det bør ikke være den enkelte institutions eller medarbejders personlige, private holdning eller for den sags skyld sym- eller antipatier, der skal afgøre sagen: I skal samarbejde, og de folkevalgte sørger for det rammeværk af tidssvarende love og regler, der skal sikre det og dermed i sidste ende væsentlige dele af dansk kulturarv.

For bare et par årtier siden var marinarkæologien og ikke mindst skibsarkæologien dansk arkæologis flagskib, ja ligefrem verdensførende. Tænk f.eks. på vikingeskibene fra Roskilde fjord. I dag flyder denne vigtige fagdisciplin – også på grund af helt utilstrækkelige bevillinger – slingrende med strømmen. Med bugen i vejret.