Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ågerkarle udnytter sårbare forbrugere

Siden kviklånene kom til Danmark, er der år efter år blevet sat nye kedelige rekorder. Udviklingen går den skrupforkerte vej, og politikerne må ind i kampen mod ågerkarle.

Artiklens øverste billede
Peter skyldte 400.000 kr. væk, da han kom til os i Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning. Han var førtidspensionist og retarderet.

Peter skyldte 400.000 kr. væk, da han kom til os i Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning. Han var førtidspensionist og retarderet. Alligevel havde han ingen problemer med at blive godkendt til det ene dyre forbrugslån efter det andet. Da han kom til os, medbragte han et nyt brev med en forhåndsgodkendelse, der blot krævede en underskrift, før han havde optaget lån på yderligere 8.000 kr. Til tårnhøje renter. Peters sag er ekstraordinært grov. Men det er desværre langt fra enestående, at ekstremt dyre lån bliver markedsført mod og bevilget til de allermest sårbare forbrugere.

I 2007 kom de første såkaldte kviklån til Danmark. I Forbrugerrådet Tænk råbte vi dengang højt og advarede mod de ekstraordinært dyre lån med kort løbetid, som kunne optages øjeblikkeligt blot ved hjælp af en sms eller en mail. Vores bekymring var, at lånene i deres konstruktion var skræddersyet til mennesker, der ikke kunne overskue, hvad de gik ind til og ikke ville kunne betale dem tilbage. Og vi frygtede, at disse nye lån med deres enorme renter kunne få ubehagelige personlige konsekvenser for økonomisk sårbare forbrugere – f.eks. arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere.

Kviklån markedsføres målrettet og aggressivt mod dem, der i forvejen har privatøkonomiske problemer.

I dag kan vi desværre konstatere, at vores værste forestillinger er blevet til virkelighed.

I vores fem gældsrådgivninger rundt om i landet hjælper vi mennesker, der er havnet i en økonomisk sump, de ikke selv kan komme op af, og som er ved at kvæle deres tilværelse. I en stor del af disse tilfælde har kviklån været en medvirkende årsag til den personlige ulykke. Ligesom for Peter.

Det er desværre ikke overraskende for os. Siden kviklånene kom til Danmark, er der nemlig år efter år blevet sat nye kedelige rekorder:

Opgørelser fra Forbrugerombudsmanden viser, at forbrugerne i 2013 tog sms- og weblån for et rekordstort beløb – omkring 100 mio. kr. Og rekordmange – omkring en fjerdedel – kunne i de sidste to kvartaler af 2013 ikke betale lånet tilbage. Alt tyder desværre på, at den udvikling siden da kun er eskaleret. Og at den vil fortsætte, indtil politikerne griber ind.

I loven står der, at man som låneudbyder skal foretage en kreditvurdering, inden man låner penge ud. Men det gør kviklånsudbyderne tydeligvis ikke meget ud af, når omkring en fjerdedel af deres kunder ikke kan betale lånene tilbage.

Det høje antal af folk, der må opgive at tilbagebetale deres kviklån og dermed ender i gældsproblemer, sættes i relief af, at Forbrugerrådet Tænks økonomer vurderer, at det typisk er mellem 0,5 og 2 pct. af forbrugerne, der må opgive at betale deres lån hos en ”almindelig” bank eller et pengeinstitut.

Men hvordan kan det være en god forretning at låne penge ud, som man ikke kan få tilbage? Svaret er, at nogle kviklånsvirksomheder har lavet en forretningsmodel, der går ud på at tage så vanvittigt høje renter, så de kunder, der faktisk ender med at betale lånet tilbage, betaler for de kunder, der ikke kan.

Ud over de personlige tragedier, der følger af overgældssætning med påvirkning af hele familien og vennekredsen omkring den gældsramte, har gældsproblemer også store samfundsmæssige omkostninger. Det er dyrt at behandle de psykiske lidelser og psykiske problemer, der ofte følger med overgældssætning, og vi kan se i vores gældsrådgivning, at de økonomiske problemer også følges af manglende mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet.

Den seneste tid er vi i Forbrugerrådet Tænk desværre stødt på en ny tendens i form af hjemmesider, der er camoufleret som uvildig forbrugeroplysning, men som aggressivt markedsfører kviklån – særligt mod kontanthjælpsmodtagere og RKI-registrerede. Siderne giver indtryk af, at de er uafhængige, men samtidig er de fyldt med annoncer fra bestemte kviklånsfirmaer – ligesom de f.eks. kan indeholde opskrifter på, hvordan man på trods af RKI-registrering kan optage flere kviklån, der selvsagt bringer en i yderligere økonomiske problemer.

Det er ganske enkelt usmageligt. Hvis man er i gæld til op over begge ører, har man brug for gældsrådgivning, så man kan få styr på økonomien. Man har ikke brug for at blive bombarderet med tilbud om endnu et forbrugslån til overpris, som man ikke kan betale tilbage.

Kviklån kan have årlige omkostninger på op over 1.000 pct. Kviklån bliver givet uden ordentlig kreditvurdering. Og kviklån markedsføres målrettet og aggressivt mod dem, der i forvejen har privatøkonomiske problemer. Det er de ingredienser, der indgår i bedømmelsen af, om man, ifølge straffelovens paragraf 282, kan dømme folk for åger.

»For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder …, (til) at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen …«

Alligevel har der indtil nu ikke været politisk flertal for at tage et opgør med kviklånsindustrien. Og domstolene afviser at bruge ågerparagraffen med henvisning til, at udlånerne ikke kender deres kunder personligt og derfor heller ikke kan siges at udnytte en speciel situation.

I flere af landene omkring os har politikerne ellers for længst fået nok af at se på, mens ågerkarle medvirker til at skubbe de mest sårbare grupper i samfundet længere og længere ned i gældssumpen.

Derfor har politikerne f.eks. i Holland og Belgien indført et loft over, hvor dyre lånene må være. Et såkaldt ÅOP-loft (Årlige Omkostninger i Procent). Tilbagemeldingen fra vores søsterorganisation i Belgien er, at loftet fungerer, og at markedet for kviklån er blevet begrænset.

I Forbrugerrådet Tænk efterlyser vi ikke et forbud mod kviklån. Men vi ønsker at få sat en stopper for, at kviklånsfirmaer kan udnytte de mest sårbare forbrugere.

Det vil et ÅOP-loft sørge for. Virksomhederne vil stadig kunne tjene penge på at låne penge ud, hvis loftet f.eks. bliver lagt på en ÅOP på 15 pct. eller følger diskontoen plus en bestemt procentsats. Det vil blot kræve, at de – som loven tilsiger – laver en ordentlig kreditvurdering. På den måde vil et ÅOP-loft ødelægge den usympatiske forretningsmodel, hvor kviklånsfirmaerne tjener ind på de enorme renter, hvad de taber på forbrugere, der må opgive at betale lånene tilbage.

Det argument, vi oftest hører imod et ÅOP-loft, er, at det vil hindre, at nogle grupper af forbrugere vil få adgang til lån. Men her er vores holdning, at hvis en ordentlig kreditvurdering viser, at man ikke har mulighed for at betale et lån tilbage, bør man slet ikke have lånet bevilget. Det er faktisk almindelig sund fornuft.

Et andet argument, vi bliver mødt med, er, at et ÅOP-loft vil presse forbrugerne ud i at låne penge af gedulgte typer på det illegale marked. Men vi mener ikke, at det er realistisk, at almindelige forbrugere, der får afslag på et dyrt forbrugslån, i stedet opsøger organiserede, hårdkogte kriminelle for at høre, om de kan låne af dem.

Modstanderne af et ÅOP-loft frygter også, at med et loft vil alle låneudbydere lægge sig lige under loftet. Til det er der bare at sige, at det ikke er erfaringen fra de lande, der har indført et ÅOP-loft, og det kan dårligt blive værre end de niveauer, vi ser i øjeblikket.

Kort sagt har vi endnu til gode at høre et validt argument mod et ÅOP-loft. På skift har Folketingets største partier da også varslet et opgør med kviklånsindustrien.

Venstre har således tidligere meldt ud, at de ville have loft over renten på de såkaldte sms-lån. Og Socialdemokraterne fremsatte et beslutningsforslag om ÅOP-loft, da de var i opposition. Men selvom både antallet af kviklån og antallet af gældsramte forbrugere er steget voldsomt siden disse udmeldinger, har der indtil nu ikke været et politisk flertal, der har villet sætte en stopper for galskaben.

Vi ser desværre rigtig mange i øjnene i Forbrugerrådet Tænks gældsrådgivning, der økonomisk og mentalt er drevet så langt ud, at de f.eks. ikke tør åbne deres post eller tage telefonen af frygt for inkasso.

Udviklingen går den skrupforkerte vej, og hvis antallet af grumme personlige skæbner, som Peters, der indledte dette indlæg, ikke fortsat skal eskalere, må politikerne komme ind i kampen mod ågerkarlene.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.