Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Multikulti er dobbeltmoralsk

Den britiske økonom Paul Collier har skrevet en bog, der i stedet for den evindelige snak om fremmede i stedet vil have os til at tale om mennesker med forskellig og foranderlig adfærd og økonomi.

Artiklens øverste billede

Den britiske økonom Paul Collier fik et gennembrud med den prisbelønnede ”The Bottom Billion” (2008) – ”Den nederste milliard” – der fokuserede på klodens fattigste og mulige skridt for at forbedre deres situation.

Med den omdebatterede ”Exodus” (2013) kaster han et befriende køligt blik på indvandring. Økonomens blik er naturligt anti-kulturalistisk: Økonomisk interesse er vigtigere for mange mennesker end urgamle traditioner. Men Colliers blik er ikke det nøgne ”rational-man”-argument. Mange økonomer – det, han kalder Economist-partilinjen – støtter stor indvandring ud fra et utilitaristisk argument: Når indvandrere generelt får indtægtsstigning i forhold til hjemlandet, så overvejer denne gevinst ulemperne for befolkningen i indvandringslandet, og den samlede sum er positiv.

Her finder Collier, at befolkningen i indvandringslandet har en legitim interesse i at regulere indvandringen. Hvad mere er, en sådan regulering finder han gavnlig for alle sagens parter. For et af hans afgørende argumenter er, at alle parter sjældent inddrages i argumentationen.

De to idealtypiske positioner – i Danmark sådan cirka DF versus De Radikale – identificerer sig med hver sin part: lokale lavindkomstgrupper versus indvandrere. Men hermed overses en tredje gruppering: de tilbageblevne i hjemlandet, der ikke har råd til at udvandre, og som må blive tilbage i et fattigt land udsat for ”brain drain”. Collier kigger på migrationens konsekvenser for hver af de tre grupper.

Hans overordnede model sammenholder indvandringens omfang med omfanget af den diaspora, der efterhånden etablerer sig i indvandringslandet – altså f.eks. herboende somaliere. Hans centrale iagttagelse er, at jo større diasporagruppen bliver, jo større bliver indvandringen også alt andet lige fra det pågældende område. Det skyldes, at diasporagruppen faciliterer indvandring: Den hjælper nyankomne med rejse, støtte, bolig, vejledning og måske jobs og udgør samtidig en sfære, hvor indvandrere kan bo under relativt velkendte vilkår. Det er langt lettere at indvandre til et land med etableret diaspora end til ét, hvor ingen landsmænd har etableret sig.

Colliers anden variabel angår så ”absorptionsraten” – i hvilket omfang gruppen efterhånden ”opsuges” i det etablerede samfund.

Hvis absorptionsraten er høj, skrumper diasporaen efterhånden igen, og indvandringen vil finde en ligevægt. Hvis absorptionsraten derimod er lav, vedbliver diasporaen med at vokse og tiltrække sig mere og mere indvandring, og ingen ligevægt vil indfinde sig. I det ekstreme tilfælde, hvor der ingen begrænsninger er på indvandringen, vil hele oprindelseslandets befolkning potentielt blive suget over i diasporaen.

Det viser Collier ved et bizart eksempel: den tyrkiske del af Cypern, siden 1960’erne med fri indvandring til Storbritannien. Mere end 2/3 af denne befolkningsgruppe bor nu i Storbritannien. Utilitaristiske økonomer for fri indvandring har, som Collier siger, ingen indvendinger mod, at hele lande som f.eks. Mali på denne måde kunne blive tømt for indbyggere.

Collier hævder det mere common-sensiske synspunkt, at man ikke kan samle hele verden i højindkomstlandene, men snarere skal sprede økonomisk udvikling ud over kloden.

Men det indebærer en kontroversiel konsekvens: at høj absorptionsrate er et vigtigt politisk mål. Altså det, man ofte har kaldt assimilation. Collier skelner fire forskellige strategier angående indvandring – assimilering og fusion på den ene side, separatisme og bosættelse på den anden.

Assimilation angiver, at indvandrere over en vis periode overtager indvandringslandets kultur og sociale adfærd – især sprog lægger Collier vægt på. Fusion angiver, at de to hybridiserer til en mellemting – men med mest vægt på de ”indfødtes” numerisk stærkere kultur. Separation angiver multikultis løsningsforsøg, hvor indvandrerkulturerne bevares uforandret i enklaver og parallelsamfund. Bosættelse, endelig, er det modsatte ekstrem, hvor indvandrerne på sigt vil marginalisere den indfødte kultur. Her får Colliers analyse ham til at pege på fusion og assimilation som den efterstræbelsesværdige ende af spektret, fordi den muliggør, at en ligevægt mellem indvandring og absorbering på et tidspunkt indfinder sig.

Han tilføjer det yderligere kontroversielle argument, at ”kulturer” ikke er lige. Det er forskellige ”sociale modeller”, der ligger bag, at højindkomstlande på en lang række parametre fungerer bedre end lavindkomstlande – det er det, der tiltrækker indvandring overhovedet. Men det indebærer, at modtagerlandene har en legitim interesse i, at indvandrere ikke beholder de ringere sociale modeller, de måske medbringer. Og den modsatte ende af spektret med multikulti og adskilte grupper vil muliggøre videreførelsen af uproduktive sociale former, som indvandrerne uafvidende kan medbringe, selv om det egentlig er dem, de er udvandret fra.

Collier må som konsekvens vende sig imod multikulturalisme, som han mener, opstod i 1990’erne – ikke som noget positivt valg, men fordi man opdagede, at assimilation tager meget længere tid end antaget, især fordi diasporaens størrelse i sig selv influerer på absorptionsraten. Men multikulti er også af en anden grund problematisk: Dden er dobbeltmoralsk.

Den forsøger på den ene side at beskytte indvandrerkulturernes ”renhed” og opfordrer til fortsat klandannelse og isolering. Men hvad angår de ”indfødtes” kultur siger den det stik modsatte: De ”indfødte” skal opgive deres klaner, deres ”renhed” og åbne sig for indvandrere på alle niveauer, ellers bliver de kaldt racister.

Af disse grunde er begrænsning på indvandring for Collier at se nødvendig. Han mener, at indvandring i det omfang, de fleste vestlige lande har modtaget i de seneste tiår, overvejende er positiv, med forhøjet produktivitet og diversitet (selv om han anerkender moderat negative konsekvenser i form af løntryk og boligmangel) – men at fortsat vækst af indvandring vil få negative konsekvenser. En social faktor, der optager ham, er ”mutual regard” – tillid eller social sammenhængskraft – hvor han med Robert Putnam siger, at diversitet har den bieffekt, at den mindsker tilliden mellem borgerne, en effekt, der vokser med antallet. Og dalende tillid giver øgede transaktionsomkostninger i økonomien og sociale problemer i politikken.

Gavnligheden af indvandring er derfor en omvendt U-formet kurve: En vis indvandring er positiv, men der er et maksimum, hvorefter gavnligheden igen falder.

Hvilke indvandrere skal så have adgang? Tillid og sociale former taler for, at man kan optage flere fra kulturer tæt på end langt fra – ligesom de taler for, at der stilles krav til uddannelse og integrationspotentiale hos de udvalgte. Men støder dette ikke på argumentet om ”brain drain” i hjemlandet? Det vier Collier en omfattende analyse. I små, ludfattige lande (som Haiti) er brain drain et seriøst problem, fordi næsten al lokal talentmasse suges væk. Men i andre lande har selv de fattige tilbageblevne nytte af udvandringen. Det skyldes, at udvandrerne ofte ikke er isolerede enkeltpersoner, men nærmest sendt på indtjeningsmission af familien, der så får månedlige summer sendt som afkast på investeringen. Men selve det forhold, at mange lande – anført af Canada og Australien – har hårde uddannelseskrav til indvandrere, udgør nu et incitament til de tilbageværende fattige om at tage sig en uddannelse, så de dels også kan forsøge at tjene til den bekostelige udvandringsproces, dels klare indvandringskravene. Da ikke alle kan udvandre, øger det uddannelsesniveau og produktivitet i hjemlandet.

I konklusionen afvejer Collier overvejelserne og når til et sæt politiske målsætninger. Højindkomstlande bør have indvandringsbegrænsninger især angående uddannelse, både for deres egen og for udvandringslandenes skyld. Indvandreres krav på familiesammenføring bør begrænses af to grunde: Den medfører ukontrolleret vækst af diasporaen med sin ”genvej” uden om uddannelseskravene, ligesom den stopper den gavnlige tilbagesendelse af penge (en strøm, han skønner, er dobbelt så stor som den samlede ulandshjælp). Hvis familien også udvandrer, ophører pengestrømmen hjem naturligvis. Derfor mener han, at familiesammenføring bør nedbringes til et niveau på højde med de indfødtes indbringelse af nye ægtefæller – det kan f.eks. ske ved lodtrækning, idet indvandrere i modsætning til flygtninge ikke har noget krav på særbehandling af deres familie ang. indvandring. Flygtninge udgør naturligvis en særlig kategori: For Collier bør de have omfattende og generøs hjælp både for deres egen skyld og for de hjælpende landes selvrespekt. Men det skal for ham foregå uden lovning på indvandring og med pligt til at vende tilbage efter krige og revolutioner – også fordi flygtninge typisk omfatter landenes eliter, som der er akut brug for i den efterfølgende genopbygningsfase.

Bogen svarer ikke på alt, men den kunne måske bidrage til at stoppe den evindelige snak om ”fremmede” og deres uforanderlige ”kultur” – og i stedet tale om mennesker med forskellig og foranderlig adfærd og økonomi.

Paul Collier: ”Exodus. Immigration and Multiculturalism in the 21st Century”, 309 sider, Penguin.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.