Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tvivlen – den trofaste følgesvend

Vi kan bekæmpe fanatisme med frimodighed. Undertrykkelse med frihed. Det må vi ikke glemme i overlevelseskampen.

Artiklens øverste billede

HIROSHIMA

Illusioner brister, som man bliver ældre. Som ung var jeg grundlæggende overbevist om, at enhver handling foretaget af De Forenede Stater var rigtig. Ingen nuancer, ingen diskussion.

Det er blot et eksempel på, hvordan man med alderen lærer tvivlen at kende – og på et tidspunkt begynder at holde af den som en trofast følgesvend. Jeg er lige nu i Japan, og det selvfølgelige besøg i Hiroshima bragte tanken til mig.

Jeg stod og kiggede på en lille rusten og ødelagt trehjulet cykel og fik det fysisk dårligt. Knude i maven og klump i halsen. Meget var gået forud.

Den japanske regering havde venligt forespurgt, om jeg ville modtage et tilbud om at besøge Japan som led i landets officielle gæsteprogram, hvor de inviterer 10 udlændinge udvalgt af deres ambassader til at lære Japan nærmere at kende. Gennem en intensiv uge på ministerniveau bringes man på en personlig, individuel rejse gennem japansk kultur og samfund.

Hiroshima var uundgåelig. Og der stod jeg. Jeg, der altid har været så overbevist. Naturligvis var det rigtigt at kaste bomben. Selvfølelig. Hvad skulle man ellers. Kiggede på en ”overlevende” smeltet, bombet trehjulet cykel…

Her mange år senere priser jeg mig lykkelig over, at det ikke var mig, der som USA’s præsident skulle træffe den beslutning. I et glimt hundredtusinder ramt, udryddet, dræbt. Et andet billede viste et før og efter, hvor et menneske sad, for siden kun at have efterladt en sort skygge på monumentet som følge af den atomariske hede.

I disse år, hvor kaos kalder os tilbage fra drømmen om evig udbredelse af frihed og demokrati i form af reaktionens reaktion – Rusland i Ukraine, islamisterne i Syrien, kommunisterne i Kina – er det vigtigere end nogensinde at lære af historien.

Vandt vi egentlig noget på atombomberne over det japanske kejserrige eller for den sags skyld ildstormene over Hamborg og Dresden? Er det den vestlige verdens selvforståelse at anvende civile i den moderne krigsførelse for at fremme egne mål?

Churchill er en af mine historiske største forbilleder. For ganske nylig passerede vi 50-året for hans bortgang. Uden ham ville Vesten være sunket ned i historiens glemsel og et rædselsvækkende diktatur havde fjernet al lys og ånd fra menneskeligheden.

Men hvad havde børnene i Hamborg og Dresden egentlig med det at gøre? Var de nødvendige genstande for en total krigsførelse rettet mod Hitler og Tyskland?

Måske. Jeg nægter at være historiens dommer på den vægt. Jeg har selv forsvaret den unge Napoleon for hans samling af den franske republik og hans forsvar mod de reaktionære monarkier over hele Europa, der stræbte ham og Frankrig efter livet, mens han indførte Code Napoleon og menneskerettigheder over det europæiske kontinent. Men ikke hans senere megalomani og diktatur og, ja, krigsforbrydelser ville man vel kalde dem nu om dage.

Dog: At dømme mennesker og handlinger ahistorisk har aldrig givet mening.

Den stilfærdighed og samtidig altovervældende tungsindighed, der præger Hiroshima-parken og museet er uafrystelig. Den stiller spørgsmål gennem årtier og spørger: Hvem er du? Tilføjende et ”Glem ikke”. Mange spørger, nu hvor mørket kommer tilbage – det gør mørket altid, så sikkert som solen – hvordan man skal bekæmpe det. Skal vi stå som sataniske kræfter overfor hinanden og anvende hvert et tænkeligt middel i kampen for sejr? Eller kan noget være så forfærdende, så alternativet – at afstå fra det – er at foretrække, da forskellen mellem mørket og lyset ellers vil være uskelnelig?

Jeg tror ikke, man kan bekæmpe islamismen med islamisme. Og jeg tror ikke, vi kan bekæmpe den med halshugninger, kidnapninger og terror.

Vi kan derimod bekæmpe fanatisme med frimodighed. Undertrykkelse med frihed. Og ikke mindst må demokratierne i disse år atter fremelske en folkelig forankring og ansvarlighed.

Det er i folket, i vi’et, at svaret på ensporet fanatisme kan findes. Legitimering. Så meget desto vigtigere er det, at både den moderne politiker, men også det moderne folk, forstår, hvilket ansvarsåg, vi alle lever under.

Mere end nogensinde er vi hinandens forudsætninger. Den ulykkelige elitære opdeling, der sker i disse år, er så dybt bekymrende som noget – og meget mere bekymrende end den mærkværdige og ligegyldige økonomiske ulighedsdiskussion, nogen prøver på at fremelske igen.

Der er en grænse for, hvad vi skal og kan. Nogen ser den grænse som en hindring for sejr over mørket.

Tværtimod tænker jeg, at netop moderation, menneskelighed, empati, omsorg, nysgerrighed og åndsfrihed er gaver for ethvert fællesskab, der i sidste ende ønsker, alle andre deler denne kultur.

Det er heri, man skal finde årsagen til vreden hos verdens reaktionære. For der går frihedens grænser. Vi kan ikke leve side om side. Den ene må sejre. De reaktionære opfatter netop det som imperialisme.

Men deri ligger den sandhed, der kendetegner os som kultur: At vi af vores skaber er blevet begavet med visse ufortabelige rettigheder, og til disse hører livet, friheden og stræben efter lykke.

Vi må ikke glemme netop den i vores kamp for overlevelse. For så kan det være det samme. At udrydde børn på trehjulede cykler i sin kamp for sejr – kan det virkelig være vejen til sandheden og livet?

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.