Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er brug for en etisk befolkningspolitik

Det er uetisk af de rige lande at tømme fattigere lande for deres ressourcestærke borgere og udviklingspotentiale.

Artiklens øverste billede

Selv om det er vigtigt at skelne mellem flygtninge og indvandrere, kan man indrette flygtningepolitikken på en sådan måde, at en flygtning reelt set bliver behandlet som en indvandrer. Det gør svenskerne i disse år, og svenske politikere kalder tilmed denne politik for ”humanistisk”. Den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldt lagde som bekendt ikke skjul på, at hans synspunkter på svensk asyl- og indvandringspolitik var etisk motiverede. Sverige skulle være en ”humanistisk stormagt”, sagde han. Men etikken i den politik, som hans efterfølger har videreført, er højst tvivlsom.

Det må nemlig anses for uetisk af de rige lande at tømme fattigere lande for deres ressourcestærke individer. Samtidig bør et lands flygtninge- og indvandringspolitikken tage hensyn til dets integrationsevne. Jeg vil derfor i det følgende forklare, hvorfor vi har brug for en mere etisk gennemtænkt indvandringspolitik, der tager hensyn til både værtslandet og de lande, indvandrerne kommer fra. Indlægget skal læses som forsvar for ”den danske model” for indvandring, nemlig en kontrolleret indvandring, som der stort set hersker politisk enighed om herhjemme i øjeblikket.

De færreste synes at have bemærket det, men et vigtigt argument bag den svenske model er, at Sverige vil blive et rigere land af at øge sin befolkning. I 2013 voksede den svenske befolkning med 88.871. På længere sigt – når først udfordringerne med at løse problemet med at integrere de mange nytilkomne – vil svensk økonomi få gavn af et større befolkningsgrundlag og større kulturelle mangfoldighed på arbejdsmarkedet, lyder argumentet. I øjeblikket kan man da også høre asylpolitikken over for syriske flygtninge, som bliver tildelt permanent opholdstilladelse, forsvaret med, at der for de flestes tilfælde er tale om mennesker fra de veluddannede middelklasselag. De kan derfor blive nyttige for Sverige. Man kan stille spørgsmål ved det etisk legitime i argumentet, som jo også kan tolkes som en måde at profitere økonomisk på tragedien i Syrien.

Det er jo den slags mennesker, Syrien vil få brug for, når landet kommer ud af borgerkrigen. Det ville derfor være mere etisk at give flygtninge fra Syrien midlertidigt ophold og forberede dem på at kunne vende tilbage til Syrien.

Det andet etiske problem gælder i forhold til de oprindelige beboere i det svenske samfund. »Er det her et land, som ejes af dem, som har boet her i tre eller fire generationer, eller er Sverige det, som mennesker, som kommer hertil midt i livet, udvikler det til?« Sådan spurgte Reinfeldt retorisk i et interview 24/12 på TV4. Hans eget svar lød: »For mig er det klart, at det skal være det sidste, og at det er et stærkere og bedre samfund, hvis det får lov til at være åbent.«

Selv om Sverige stadig har visse begrænsninger for økonomisk begrundet indvandring, har landet en asyl- og familiesammenføringspolitik, der er langt mere generøs end noget andet sted i verden. Den kommer altså tæt på det, der populært kaldes ”åbne grænser”. I dele af den teoretiske litteratur om migration kan man møde den opfattelse, at åbne grænser er en mere etisk politik end den, vi og alle andre stater i Europa og Nordamerika, ja, i hele verden, praktiserer, nemlig begrænset og styret indvandring.

Sådan lød det f.eks., da den canadiske politolog Joseph Carens før jul besøgte Københavns Universitet. Ved den lejlighed udtalte han til Weekendavisen, at det er uetisk af rige lande at begrænse indvandring. Åbne grænser er en mere etisk måde at indrette verden på; for det ikke kan anses for retfærdigt, at nogle mennesker tilfældigvis er født til fattigdom og andre til rigdom. De mange millioner mennesker, der lider under fattigdom, miljøforarmelse og ernæringsproblemer rundt omkring i verden, har derfor ”krav” på beskyttelse og ”ret” til et bedre liv, lyder det. Denne ret medfører en, om end ikke juridisk så en etisk ret til udvandring til rigere lande. Etik handler dog ikke kun om individer, men gælder også grupper, deriblandt nationer. Og med ”nationer” mener jeg historiske staters politisk-kulturelle fællesskaber uanset deres nuværende etniske og religiøse sammensætning. For nogle få år siden foretog Gallup en undersøgelse i en lang række af verdens fattigste lande. Den viste, at 40 pct. ønskede at udvandre, hvis de kunne. Konsekvensen af åbne grænser for de fattige lande vil derfor være, at de vil blive tømt; ikke for alle, men for deres mest veluddannede og ressourcestærke borgere. De fattigste vil nemlig ikke have uddannelse eller økonomiske midler nok til at udvandre. For de rige lande vil konsekvensen blive, at deres befolkningstal vil blive øget voldsomt på så kort tid, at det vil være umuligt at integrere dem. Åbne grænser vil altså betyde, at afgiverlandene vil blive endnu fattigere, end de var i forvejen, og samtidig vil de miste potentialet for at udvikle sig. Modtagerlandene ville samtidig se grundlaget for deres rigdom smuldre.

For et lands rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller, som i Vesten især har været kendetegnet af en høj grad af samarbejde, tillid og respekt for kontrakter og love. Den skyldes en lykkelig kombination af institutioner, nationale fortællinger, normer og organisationsformer. I 1700-tallet blev først Storbritannien og siden mange andre europæiske lande løftet ud af den fattigdom, de havde levet under i århundreder, i kraft af de samfundsmodeller, de udviklede. Selvfølgelig betød koloniale besiddelser dengang også noget, men det er langt fra den afgørende grund til nutidens globale ulighed, som man ofte påstår på den yderste venstrefløj. Hovedårsagen er dysfunktionelle samfund.

Da funktionsduelige modeller er resultater af årtiers og århundreders sociale fremskridt, kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom. Derfor har den ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land. Og dermed også til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love. Til gengæld har dens stat en etisk pligt til at hjælpe de fattige lande med at udvikle samfund med politiske og civile værdier som dens egne. Hverken Reinfeldt eller Carens har således nogen grund til at anse grænser og styret indvandring for uetisk.

Men hvad er så målet med kontrolleret indvandring? Målet må naturligvis være at lægge rammerne for en bæredygtig indvandring. Hermed mener jeg en indvandring, der ikke ændrer de institutioner, værdier og normer, som værtssamfundet skylder sin velstand, sociale orden og sit høje tillidsniveau. For så vidt er det også målet for svensk indvandrerpolitik. I sit nu berømte interview med Politiken før jul sagde Fredrik Reinfeldt, at det for ham hele tiden havde »handlet om, at idéen om åbenhed skal rummes inden for rammerne af en svensk, nordisk model«.

Selv om den svenske befolkning ville se anderledes ud i fremtiden, skulle den svenske samfundsmodel altså fortsat bestå. Problemet er blot, at det vil kræve en indvandringstakt, der svarer til integrationshastigheden, ja, som forudsætter god integrationsevne i samfundet og blandt indvandrerne. Indvandrere har altid tænkt opportunistisk. Det gjorde danske indvandrere til USA også i sin tid. En af de væsentligste grunde til, at de vælger at udvandre fra deres eget land, er, at der i forvejen findes en diaspora i værtslandet, altså en befolkningsgruppe af deres egen slags. Jo større diaspora, desto hurtigere vil indvandringstakten vokse. Det påviser den anerkendte britiske økonom Paul Collier i sin bog ”Exodus” fra 2013.

Han viser imidlertid samtidig, at størrelsen af diasporaen til gengæld sænker den hastighed, hvormed dens medlemmer bliver integreret i samfundet. Det gælder især indvandrere, der kommer fra en helt anderledes kultur og et samfund, hvor borgerne har lav tillid til hinanden og til de offentlige myndigheder og institutioner. For så søger de nytilkomne ”sikkerhed” blandt deres egne.

Andre faktorer, der nedsætter integrationshastigheden, er generøse velfærdsordninger og politikker, der ikke opmuntrer indvandrere til at lære sig modtagerlandets sprog og tilpasse sig dets sociale normer og politiske værdier, men tværtimod bekræfter dem i en opfattelse af, at det er i orden at bevare en stærk identifikation med deres oprindelsesland og dets kultur. Selvfølgelig har indvandrere ret til deres egen kulturelle identitet og til at blive anerkendt i deres forskellighed fra flertallet. Men man skal blot vide, at såkaldt ”multikulturelle politikker” kan antage en sådan karakter, at de sammen med meget generøse velfærdspolitikker gør integrationsprocessen langsommere end i lande, hvor det forventes, at indvandrere bliver selvforsørgende og selv gør en indsats for at tilpasse sig værtssamfundet. Det viser bl.a. et stort studie fra 2010 af den hollandske samfundsforsker Ruud Koopmans. Integrationspolitikkens mål må derfor altid være at sørge for, at de gradvist bevæger sig ud af diasporasamfundet.

Min konklusion er, at vi har brug for en gennemtænkning af de etiske aspekter ved flygtninge- og indvandringspolitikken. I stedet for at lade den styre af en diffus ”humanisme” bør vi føre en indvandringspolitik, der bl.a. bygger på etiske principper. For modtagerlandet vil der uundgåeligt være økonomiske hensyn at tage, hvis indvandringen skal være til gavn og samtidig undgå at underminere velfærdssystemet. Men det ville være uetisk kun at fokusere på egne økonomiske interesser. En etisk indvandringspolitik må indebære, at der bliver taget hensyn til både modtagerlandets og afgiverlandets sociale, kulturelle og økonomiske bæredygtighed i et længere tidsperspektiv. Det vil på sigt også tjene udvandrernes egne interesser. For langt de fleste udvandrere er udvandring nemlig den sidste udvej. Til gengæld bør vi føre en aktivistisk bistandspolitik, som kan bidrage til større global lighed.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.