Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Læseoplevelser på gammelt papir

Gamle aviser gider Peder Hove godt blade i. Kommer jeg først rigtig i gang, skriver han, forsvinder øjeblikket, nuet, for mig på en ganske anden måde end f.eks. ved læsning af almindeligt historisk stof.

Artiklens øverste billede

Der er især én ting, der har glædet mig her i decembermørket; det er konstateringen af, at flere og flere børn læser bøger – altså rigtige bøger af papir. Så er de da endnu ikke allesammen blevet totalt iPad-formede inde i hovedet. Det giver håb for fremtiden. Og det går vist også hæderlig godt med salget af bøger til voksne – jo, »jeg glæder mig i denne tid«.

Men inden jeg kommer for højt op, må jeg samtidig konstatere, at det går tilbage med salget og dermed læsningen af aviser, dvs. papiraviser, og det stemmer mig lidt vemodig, for det er et tegn på, at man mangler ro og tålmodighed til at fordybe sig. Nuvel, helt galt står det vel ikke til, men det er alligevel lige som et stille, glidende fravalg af en århundredgammel tradition, hvilket igen bringer mig videre til mit egentlige ærinde.

Jeg er på ingen måde samler, hverken af frimærker eller andre antikviteter, men jeg har en lille samling af gamle aviser – meget gamle – som jeg har arvet efter min far og han igen efter en onkel fra Thy, og den tager jeg frem og kigger i engang imellem. Kommer jeg først rigtig i gang, forsvinder øjeblikket, nuet, for mig på en ganske anden måde end f.eks. ved læsning af almindeligt historisk stof. Det har noget at gøre med at sidde med disse, gamle,møre stykker papir med deres fugtskjolder og flossede kanter mellem hænderne, papir, som jeg ved, at mennesker for halvandet, snart 200 år siden også har haft i deres hænder og gransket for at skaffe sig et indblik i verden uden for deres isolerede hjemegn.

Samlingen rummer ingen sjældenheder og omfatter kun en halv snes aviser fra tiden mellem 1825 og 1865, men alle forskellige og, mindre overraskende, alle jyske. De består af et enkelt papirark, foldet én gang, og måler ca. 18x25 cm, altså et meget lille format; typerne er ligeledes små – man har skullet have så meget som muligt med. Jeg skal nu give et par eksempler på,hvad man kan finde ved at dykke ned i dette mit private kulturhistoriske ”museum”.

Det ældste blad , ”Den til Forsendelse med Rideposten kongelig priviligerede Viborger Samler, No.33. Løverdagen den 19.Marts 1825", indeholder i og for sig intet særligt opsigtvækkende, og dog. På bagsiden under ”Bekjendtgørelser” finder man en notits: »Ved Hr. Pastor S.S. Blicher i Thorning have vi endvidere til de Vandlidte modtaget følgende goddædige Gaver: Fra Thorning Sogns Beboere: 24 Rbd.og 2 Sk. Fra Lysgaard Sogns Beboere: 13 Rbd. 42Sk. hvorfor vi bevidne de ædle Givere vor erkjendtligste Tak.”

De vandlidte? Det var ofrene for den voldsomme stormflod,der hærgede vestkysten dette år og bl.a. gennembrød Agger Tange for første gang i århundreder (den nuværende Thyborøn Kanal befinder sig lidt længere mod syd). Også inde i bladet finder man hentydninger til den store naturkatastrofe. Hertuginden af Cambridge har således i Hannover(dengang britisk)»ladet danne et Lotterie« og sammen »med flere Damer forfærdiget arbejder for at understøtte de ulykkelige Kystbeboere«. Selveste kongen af Preussen har givet 3.000 Rd til »de Oversvømmede i Ostfriesland« og vores egen Frederik VI har forordnet,at alle varer »bestemte til Understøttelse af de ved Oversvømmelsen ødelagte Egne«" må passere Altona (dengang dansk) toldfrit. Med andre ord: Stormen har raset fra Skagen til Holland.

Fra Randers Amtsavis og Avertissements-Tidende No.7 Torsdagen den 17de Januar 1828. plukker jeg en kort meddelelse om en eksplosionsulykke på krudtværket i Frederiksværk,hvorved en af arbejderne, Ole Jacobsen, omkom. Meddelelsen slutter lakonisk: »Ole Jacobsen efterlader sig tre Børn,der alle ere døvstumme.« Hvordan mon det er gået dem?

Og mens jeg er ved dødsfald, så finder man selvfølgelig også dødsannoncer i de fleste af aviserne, men relativt få; det var kun det mest velhavende borgerskab i byerne og på landet i regelen kun præster og proprietærer, der havde råd til at indrykke dem. De taler deres helt eget sprog om tidens livsvilkår. I Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis fra ”Mandagen den 16de Mai 1836” bekendtgør Laurits Hastrup med sorg, at »den algode Gud har hjemkaldt min fromme, inderligt elskede Kone, Ida f. Gleerup. Kun 25 Aar talte hun her.« Og nedenfor: »Efter flere Ugers Sygdom bortkaldte Forsynet igaar Aftes vort inderlig elskede Barn Johannes Georg 1½ Aar gammel ...« Kun de to annoncer, og betænk så, hvor mange flere, der døde uden ”Bekjendtgørelse”. Unge kvinder som Ida døde som fluer af barselsfeber, og småbørn som Johannes Georg af alle mulige grasserende sygdomme i et for nutiden ufattelig højt tal – ikke en familie så at sige, der ikke havde prøvet at miste et barn.

Lidt mere lysteligt er det at studere listen med ”Reisende”. ”Med Dagvognen fra Aalborg igaar. Til Aarh.: Cand.jur. Schmidt, Jfr. D. og S. Bonnesen. Til Randers: Købmd. Wedersøe”. Det er såmænd den samme dagvognsrute, Blicher fortæller om i sin muntre novelle ”Kjærlighed på Dagvognen”; den er ganske vist fra 1842, men forholdene har næppe været meget anderledes i 1836.

»Vi var syv på vognen«, beretter Blicher – eller rettere Per Spillemand – »Fem Herrer og to unge Damer.« Afsted går det sydpå med vederkvægende stop i Støvring og Spørring kroer. Syd for Hobro kommer man til ”Lyngregionen” hvilket giver anledning til, at Per synger den karske vise om Mads Doss og Mett Kølvro, der i sidste vers »lo ve hweranner«, men de to unge damer påstod, at de ikke forstod jysk!

Alt i alt bydes der ikke på specielt ophidsende nyhedsstof i disse første numre; men af Thisted Amtstidende eller Den nordcimbriske Tilskuer fra 18. september 1849 fremgår det tydeligt, at store begivenheder har fundet sted – vi er midt i Treårskrigen.

Det storpolitiske stof fylder væsentligt mere, der er våbenstilstand, men Danmark er i alvorlig krise, fanget i magtspillet mellem de europæiske stormagter, hvoraf flere har deres egne svare vanskeligheder med efterdønningerne af revolutionerne året før og kravet om frie forfatninger – en sådan havde vi været så heldige at få på fredelig vis – og andre liberaliseringer. De enevældige fyrster, kongen af Preussen og kejseren af Østrig, slår sig i tøjret, i Frankrig er der konstant uro, i Italien blusser stridigheder op i syd og nord, den gamle orden er brudt sammen, det er en kaotisk tid.

Trods våbenstilstanden har vi stadig vore egne oprørere, slesvigholstenerne, at trækkes med. I Husum er »Statssecretairen ved sin ankomst blevet afvist af Magistraten, hvorefter Man endog kastede Steene efter ham, da han igjen forlod Byen«. I Slesvig by ulmer det, og selv så langt mod nord som i Aabenraa er der tumulter, »hvorved en Dame blev hårdt truffen af en Steen«.

Man fornemmer, at det kun er et spørgsmål om tid, før krigen atter bryder løs. Imens begraves den tapre general Olaf Rye, der faldt i juli ved Fredericia, ved en storslået højtidelighed i Garnisonskirken, og i Thisted takkes »enhver, der har ydet sin Skjærv til Understøttelse for fraværende Krigeres Efterladte«. Nationen er på standby, og vi kender jo fortsættelsen. Det blev til en militær sejr i 1850, som bare ikke løste det grundlæggende problem, spørgsmålet om Slesvigs statsretlige stilling.

Den fortsatte politiske spænding i årene efter fornemmer man i en enkelt notits i Morsø Avis fra den 5. juni 1857 – nok bevaret på grund af af et digt på forsiden i anledning af grundlovsdagen – hvori det hedder, at Preussen og Østrig truer med at klage til Det Tyske Forbund i Frankfurt, »dersom Udfaldet af den danske Regjerings Forhandlinger med de holstenske Stænder ikke skulde svare til deres forventede Hensigter angaaende Hertugdømmernes Rettigheder«. Det gjorde intet udfald af nogen forhandlinger desangående – katastrofen 1864 er allerede under opsejling.

I 1865 var krigen endt, og dens følger mærkbare. I Koldingposten den 17. februar 1865 hedder det i en artikel om ”Det danske Agerbrugs Tilstand”, at »vel har Krigens Forløb været bedrøveligt og Udgangen høist sørgelig, men dog nære vi ingen Tvivl om, at Landet kan hæve sig til sin tidligere Velstand« – og det fik Koldingposten heldigvis ret i.

Alt ovenstående er selvfølgelig kun et lille udpluk af,hvad der findes i disse gamle blade,men jeg håber at have skabt et indtryk af, at talemåden »løgn og hallo og gamle aviser« ikke altid holder stik.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.