*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Den sproglige forkrøbling hærger

Den vigtigste person og den, som hele public service-tanken er bygget på, er seeren/lytteren.

»Det er slut! Jeg vil aldrig mere bruge tid og penge på at se danske film! Det var, det samme i sidste uge, da vi så ”Fasandræberen”.«

Min ven var tydeligt ophidset, da vi forlod biografen efter at have set en af efterårets danske film, ”Kapgang”.

»Det er spild af tid, det er spild af penge, for jeg forstår ikke, hvad de siger, skuespillerne. Jeg kan sagtens høre lydene, men de mumler, og de japper ordene af. Jeg føler mig dum, og jeg vil ikke betale for at føle mig dum.«

Jeg var enig. Jeg mistede også mange af replikkerne. Det skulle jo ikke være en gætteleg at se en dansk film.

Den samme kritik kunne jeg rette mod de danske dramaserier i tv.

Kriminalserier som ”Broen” og ”Forbrydelsen”, der foregår i mørke og skumle miljøer, er håbløse at forstå. Mundaflæsning er umulig på grund af de dystre billeder, så selv med en normal hørelse er det nødvendigt at sætte tekstning på. Det er ikke lydkvaliteten som sådan, der er dårlig. Det er ganske enkelt skuespillernes dårlige artikulation, der skaber problemer, og ikke mindst den hastighed, ordene bliver spyttet ud af munden med – dem, der kommer ud over tandsættet.

Også i ”Borgen”, som udspiller sig på Christiansborg og i fuldt dagslys, må mange seere ty til tekstning for at få udbytte af replikkerne.

Når man ved, hvad der bliver sagt, som instruktør, skuespillere, redigeringsteknikere og filmklippere gør, fordi de kender manuskriptet, så er der naturligvis ikke problemer med at forstå replikkerne.

Det danske sprog er præget af et rigt udvalg af vokaler og af halslyde i form af karakteristiske stød af stemmelæberne, så bemærkningen om, at dansk for udlændinge lyder som en halsbetændelse, har en årsag. Mange lyde skabes bagest i mundhulen og halsen, og når lydene så bliver hængende inde bag ved tænderne, og læberne næsten ikke anvendes til at forme ordene, så har vi balladen.

Den sproglige forkrøbling er foregået de seneste årtier, og det er ikke helt urimeligt at antage, at det er sket parallelt med den eksplosive udbredelse af tv-udsendelser og –kanaler.

Da Danmarks Radio var den eneste tv-kanal, var der et begrænset antal mennesker, der skulle anvendes til den daglige tv-avis og de relativt få programmer, der blev produceret.

Der skulle aflægges en stemmeprøve, og en sprogtest afgjorde, om man kunne få adgang til en mikrofon.

I DR’s public service-kontrakt står der, at der skal tales »et korrekt og forståeligt dansk i DR’s programmer.«

At definere, hvad der er korrekt dansk, svarer ifølge sprogforsker Jacob Thøgersen, Københavns Universitet, til, at politiet skal rette sig efter en uskreven lov. »For der er ingen instans i Danmark, der har ret til at udtale sig om, hvad korrekt talesprog er.« Han fortsætter: »Der findes ikke nogen sprogvidenskabelig lineal, der angiver, hvad der er korrekt eller ukorrekt« (Politiken 24/11).

At talesproget forandrer sig, er indlysende, og det sprog, som anvendes i medierne smitter af på talesproget. Og omvendt.

Forståelighed er for mig det væsentligste i mediesproget.

Dialekter eller en ukorrekt udtale, f.eks. ”færve” i stedet for ”færge” eller ”kraft” i stedet for ”kræft”, irriterer og afslører en umusikalsk journalist, der skulle til en sprogprøve, inden vedkommende blev sluppet løs med en mikrofon. Men det rykker ikke ved forståeligheden. Det er sprogæstetik.

Men hvis modtageren ikke forstår budskabet, er det »spildte Guds ord på Balle-Lars« som min bedstemor ville have sagt.

Den tiltagende sproglige ligegyldighed, dovenskab og sjusk forårsager misforståelser og deraf følgende fejl og irritation.

Talehastigheden forhindrer, at lydene, specielt vokalerne, bliver udtalt tydeligt, og endelser synes at være overflødige. Nogle tænker så hurtigt, at de ikke får tid til at udtale ordene færdigt. De klipper endelserne af, og de gør ikke sætningerne færdige, før de begynder på en ny, som så også bliver revet over. Formentlig tror de, at det er forståeligt dansk, men halvfærdige ord og afbrudte sætninger affyret som en maskingeværsalve kan kun karakteriseres som stammesprog. Man skal være indviet for at forstå meningen med lydene.

Nu kunne man umiddelbart tro, at det er ”gadens sprog”, men der tager man fejl.

I mange tv-udsendelser med såkaldte eksperter som deltagere udøves den disciplin, der kunne betegnes som ”sproglig spurt.” Hvem får sagt flest lyde på kortest mulig tid? Tilsyneladende tror de, at jo flere lyde, de får spyttet ud, jo bedre. I diskussioner som eksempel Debatten på DR opildner værten Clement Kjersgaard også med sin evige traven rundt og store armbevægelser til et forhøjet pulsslag. Angsten for kedsomhed lyser ud af programkonceptet. Tempo, tempo, tempo.

Den vigtigste person og den, som hele public service-tanken er bygget på, er seeren/lytteren. Det er ham, udsendelserne bliver produceret for, og det er ham, der betaler.

Det bliver ofte glemt i medieverdenen.

Deltagerne argumenterer, ler, taler i munden på hinanden, afbryder hinanden og skaber i det hele taget en ”fed” stemning i studiet, for nu at anvende et rædselsfuldt og voldsomt misbrugt udtryk. Resultatet er desværre bare, at seeren/lytteren bliver hægtet totalt af.

Arrogancen over for udsendelsens hovedperson er ikke af ny dato. Jeg husker en kollega i 1970’erne, som var meget imponeret over sig selv, fordi han som en af de første måtte producere tv-udsendelser ”i farver”.

Han viste mig en sekvens i klipperummet, og da jeg gjorde opmærksom på en detalje, som jeg ikke forstod, så han på mig og sagde: »Hva’ fa’n. Bare lortet bevæger sig ik’ og så i farver, så er de sgu tilfredse, dem derude.«

Det forstod jeg ikke.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Hvis man behandler de offentligt ansatte som burhøns, skal man ikke fremstille den offentlige sektor, som om den producerer økologiske æg

Harun Demirtas
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv.

Blog: Tak til Martin Schulz

Morten Uhrskov Jensen
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand.

Blog: Mennesker trænger menneskerettigheder

Josephine Fock
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu.
Annonce
Annonce
Biler
Så er den her: Den koreanske GTI, som vil ind fra kulden
Hyundai er klar med sin første GTI. Det første møde med Hyundai i30 N viser, at Hyundai mener det seriøst, når de vil ind på markedet for sjove biler og blandt andet tage kampen op med Volkswagen Golf GTI. 
Se flere
Nye familier: »Julen er et potentielt minefelt«
Med stigningen i antallet af skilsmisser er der også kommet en stigning i antallet af sammenbragte familier. De forskellige traditioner og høje forventninger kan føre til konflikter, men med de nye familiemedlemmer kommer også muligheden for at gentænke julen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her