Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Moralsk panik version 2.0

Udbrud af moralsk panik var tidligere forbeholdt mere reaktionære kredse. Men i det 21. århundrede er denne virus muteret til ”Moralsk Panik 2.0” og har skiftet vært fra hensygnende konservative til progressive kredse.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

En ny moralsk panik er brudt ud blandt borgere i frie demokratier, med konsekvenser for kunstens mulige udfoldelse, der ellers udgør et særtræk og en grundpille i et demokratisk, frit samfund. Udbrud af moralsk panik var tidligere forbeholdt mere reaktionære kredse, der til alle tider har angrebet moderne litteratur, billedkunst, musik m.v., der krænkede religiøse følelser og traditionelle moralopfattelser.

I 1930’ernes Danmark udspillede sig en ophedet debat om jazzen. I 1935 skrev komponisten Olaf Söby i bogen ”Jazz kontra Europæisk musikkultur” følgende svada om den nye musikform, der på daværende tidspunkt var vovet og provokerende, men i dag er forbeholdt intellektuelle og udtryk for finkultur:

»Jazzen mispryder den europæiske Kultur som et vædskende Saar, og kun Helbredelse kan finde Sted ved fuldkommen Bortskæring. At den hvide Race finder sig i en lavere Kulturs Indtrængen og Forsøg paa at dræbe vor egen højt udviklede Kultur turde være et Tegn paa, at vor Race er i Forfald.«

Adskillige andre kunstarter har mødt lignende modstand for senere at blive hyldet som udtryk for det ypperste af menneskelig formåen. Ja, selv Mozart blev udsat for krav om censur.

Men i det 21. århundrede er denne virus muteret til ”Moralsk Panik 2.0” og har skiftet vært fra hensygnende konservative til progressive kredse. Moralsk panik smitter nu først og fremmest folk, hvis demokratiske sindelag er uantasteligt, og som har været bannerførere for netop den frie kunstneriske udfoldelse. Folk, som ville have protesteret højlydt over forsøg på at forhindre jazzens udbredelse, og som insisterer på kunstens ret – pligt! – til at udfordre gængse snærende moralske og religiøse forestillinger.

I Danmark har udbruddet af moralsk panik været særlig slemt i forbindelse med den svenske provokunstner Dan Park, der blev fængslet for sin krænkende kunst, og svensk ”censur” af Pippi Langstrømpe. Tiltag, der lægger sig i forlængelse af Malmø Festivalens aflysning af den danske performanceudstilling ”Med Andre Øjne”, hvor makeupartister ændrede folks udseende, så de fremstod med en anden etnicitet eller køn.

Det fik mere end 200 svenskere til at kræve showet aflyst på grund af ”racisme”.

Eftersom moralsk panik også påvirker kunstneres, galleristers og redaktørers immunforsvar, blev udstillingen droppet. På forudsigelig vis har dansk kritik af den svenske fremgangsmåde givet anledning til en debat, der i virkeligheden udgør en proxy for fronterne i den danske værdikamp, ligesom det var tilfældet under Muhammed-krisen. Men at forholde sig kritisk til fængsling af en kunstner og stadigt mere omfattende folkelige krav om selvcensur er naturligvis ikke det samme som at tage afstand fra alle dele af det svenske samfund, herunder landets udlændingepolitik m.v. Ligeså lidt som en støtte til Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammed-tegningerne nødvendigvis var udtryk for ”islamofobi” eller opbakning til Dansk Folkepartis udlændingeretorik i 00’erne.

Moralsk panik kan da heller ikke isoleres til et spørgsmål om relationerne på tværs af Øresund. Virussen lader sig ikke stoppe af landegrænser, og den har inficeret adskillige lande. Det demonstreres måske bedst af nylige begivenheder i Storbritannien. I september blev udstillingen ”Exhibit B” lukket efter voldsomme protester og angiveligt også trusler mod museet, den ansvarlige kunstner og deltagerne i kunstværket. ”Exhibit B” udstillede bl.a. levende sorte mennesker i en slags zoo bag tremmer og i kæder. Det er ikke mere end 100 år siden, at afrikanere blev udstillet på denne måde i Europa, mens kæderne naturligvis henviser til slaveriet. Formålet var bl.a. at udstille racismens historiske rolle og den arv, som racismen stadig belaster moderne samfund med.

Der var altså ingen som helst tvivl om, at ”Exhibit B” var tiltænkt som en kritik af racismen. At der var tale om et erklæret antiracistisk værk gjorde dog ingen forskel for de krænkede, som var ligeglade med intentioner og kunstneriske virkemidler og blot krævede retten til at censurere en udstilling, som de kunne være blevet væk fra.

Der er dog ikke tale om et enestående tilfælde. Den britiske superkunstner Banksy fik i oktober fjernet et vægmaleri af myndighederne i den lille by Clacton-on-Sea efter klager over, at værket var ”racistisk” og ”krænkende”.

Værket forestillede en række duer siddende med skilte vendt mod en enlig svale. Skiltene udtrykte fremmedfjendske paroler såsom ”Tag tilbage til Afrika”, ”Hold dig fra vores orme”, og ”Migranter er ikke velkomne”.

Der er næppe megen tvivl om, at værkets budskab skulle forstås som en kritik af indvandrerkritiske strømninger i det britiske samfund, og ligesom Exhibit B derfor var vendt mod racisme og fremmedhad. Selvom USA’s forfatning indeholder en robust beskyttelse af ytringsfriheden, der går meget videre end i Europa, er landet ikke immun over for moralsk panik.

I juni 2014 aflyste New Yorks Metropolitan Opera en planlagt live tv-udsendelse af forestillingen ”The Death of Klinghoffer”, der tager udgangspunkt i en palæstinensisk terrorgruppes kapring af et krydstogskib. Aflysningen skyldtes jødiske gruppers anklager om, at operaen var ”antisemitisk”.

Heldigvis er det stadig sjældent, at demokratiske stater griber ind over for kunstnere med strafferetlige sanktioner som i tilfældet med Dan Park.

Men når toneangivende dele af civilsamfundet i stedet træder ind med krav om censur fulgt op med trusler, kan det være farligere for kunsten, fordi det vidner om en grundlæggende ændring af normer i retning af øget intolerance, selvom kravene om censur paradoksalt nok er begrundet i tolerancens navn.

Hvad siger det eksempelvis ikke om vores tilgang til kunstnerisk frihed, når flere bestyrelsesmedlemmer af Dansk PEN, der tæller landets fremmeste litterater, som lever af de frie ord, ikke finder det problematisk at straffe en kunstner for nogle tegninger eller sanere ældre litteratur med henblik på at undgå stødende indhold?

Hvis ikke PEN skal kæmpe til sidste bloddråbe for den frie kunstneriske udfoldelse, hvem skal så? Og hvordan kan nogen tage PEN seriøst, næste gang foreningen protesterer over et krav om censur, der går ud over en af de kunstnere, som bestyrelsen finder tilstrækkelig lødig til at nyde godt af ytringsfriheden?

Netop vilkårligheden og den selektive forargelse er både et kendetegn og en fare ved moralsk panik. Én gruppe kan slippe af sted med at udtale stærkt racistiske og direkte voldelige ytringer, mens andre bliver ramt af krav om censur på grund af langt mindre grove ytringer.

Tag eksempelvis hiphopgenren. En af hiphoppens mest succesfulde kunstnere er rapperen Ice Cube. Det første nummer på Ice Cubes album ”Predator” fra 1992 er ”When will they shoot”, der bl.a. indeholder følgende tekst:

But I never run, never will/Deal with the devil [nedsættende slang for hvide mennesker] with my motherfuckin steel - BOOM!/White man, is somethin’ I tried to study/But I got my hands bloody, yeah/They said I could sing like a Jaybird/But nigga, don't say the J-word/I thought they was buggin’/Cause to us Uncle Sam, is Hitler without an oven/burnin’ our black skin/Buy my neighborhood - then push the crack in.

På ganske få linjer får Ice Cube udtrykt dybt had til hvide mennesker, som han udtrykker ønske om at slå ihjel. Disse tekster er helt åbenlyst langt grovere end Dan Parks billedkunst. Ice Cube har optrådt adskillige gange i Danmark. Men koncertgængerne skulle ikke kæmpe sig igennem en kødrand af rasende antiracistiske aktivister, der krævede showet stoppet, og ingen danske intellektuelle tog afstand fra, at Ice Cube skulle optræde på dansk grund.

Her havde man tilsyneladende forståelse for, at gangsta rap ikke skal tages bogstaveligt, og at kunstnerisk frihed også må rumme den hårdkogte og voldelige attitude, som er en del af denne genres virkemiddel. Derimod var der i 1980’erne og 1990’erne en række kristne konservative amerikanere, der prøvede at få stoppet gangsta rappere som Ice Cube, og hvis argumenter – på tragikomisk vis – er nærmest uadskillelige fra dem, som de progressive bærere af ”Moralsk Panik 2.0” fremfører i 2014.

Kunsten bliver muligvis ikke fattigere af, at Dan Parks værker ikke bliver udstillet. Men kunsten bliver utvivlsomt fattigere, når kunstnere som Dan Park bliver mødt med krav om censur snarere end kritik og debat, blot fordi indholdet falder for de protesterendes krænkelsesbarometer. Det bliver hypersensitivt, når det angribes af ”Moralsk Panik 2.0.”

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.