Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Landsoldatens iskolde tilbagetog

I dag for 150 år siden sikrede københavnere og nordjyder i henholdsvis 1. og 11. regiment ved Sankelmark i et blodigt slag med nærkampe på blanke våben hovedhærens tilbagetog til Dybbøl. Kronikørens oldefar var med.

Under et besøg i Flensborg sidste efterår havde jeg lejlighed til at se Bissens Istedløve på byens gamle kirkegård. Jeg havde aldrig set den berømte løve før, men dér stod den, eller rettere sad, den så ”lyslevende” ud på sin fire meter høje sokkel og tronede, selv i 3,75 meters høj majestæt, med sit store hoved vendt trodsigt mod syd, dvs. mod Tyskland.

Jeg må indrømme, at jeg var imponeret – den er kolossal! Man kan forestille sig stemningen blandet de talrige tilskuere, da den en julidag i 1862 blev afsløret, og solen i det samme brød gennem et skylag og badede det kombinerede sejrs- og gravmonument i sine stråler. Og man forstår slesvig-holstenernes raseri over samme begivenhed; de var blevet slået ved Isted 12 år tidligere og følte endnu nederlagets ydmygelse.

Blandt de inviterede gæster ved afsløringen var i øvrigt H. C. Andersen, som gjorde sig sine egne tanker og bagefter ængsteligt skrev: »Hvad vil der ske, hvis en fjende her engang besejrer os?«

Han fik ret i sin forudanelse. Kun halvandet år senere kom krigen, og billedet vendte. I februar 1864 demonterede preusserne monumentet og førte løven til Berlin, hvor den indtil 1945 førte en skyggetilværelse for så atter at vende tilbage til Danmark og et fortsat liv i skyggen i Tøjhusmuseets gård, inden den endelig genfandt sin oprindelige plads i Flensborg.

”Uebermuth thut selten gut” var overskriften på et samtidigt, i Tyskland meget udbredt træsnit forestillende Istedløvens fjernelse; på dansk ”Hovmod står for fald”.

Det var i og for sig rigtigt nok, når man betænker den nationalliberale politik, der førte os ind i den ulyksalige krig for halvandet hundrede år siden; men alle senere historikeres bagkloge teorier om en alternativ politik er egentlig meningsløse, for en anden politik end den førte ville flertallet af den danske befolkning dengang næppe have fundet sig i. Det gik, som det måtte gå; der var ingen farbar vej ud af miséren.

En anden sag er så, om ikke også tyskerne burde have tænkt lidt over det uheldige i begrebet Uebermuth, den senere politiske udvikling i det næste århundrede taget i betragtning.

Hvorom alting er, kun halvandet år efter festlighederne i Flensborg var krigen en kendsgerning med alt, hvad det betød af ulykke, ikke mindst for den jævne befolkning, der måtte bære de tungeste byrder.

Til denne del af landets indbyggere hørte også min oldefar fra Thy, der i denne forbindelse kan tjene som et godt eksempel på ”landsoldaten” og hans indsats. Han hed Jens Hove, var født i 1833 og havde været værnepligtig soldat i 1853 (garnisoneret i Altona noget af tiden) og blev omkring årsskiftet 1863/64 som 30-årig genindkaldt. Men havde i første omgang mobiliseret otte årgange, men da det havde vist sig ikke at være nok, indkaldte man endnu to, hvilket man helst havde undgået, idet man godt var klar over, at det ville komme til at gå ud over mange familiefædre. Det gjaldt også min oldefar, der var blevet gift i 1860, og som foruden sin kone havde to små børn at sørge for.

Med hensyn til landbruget var tidspunktet, når galt skulle være, ikke det værste – her i vintertiden kunne konen nok tage sig af gårdens drift alene – men han drog næppe af sted med begejstring. »En goer si tur« (i oversættelse: Man tager sin tørn), skal han have sagt ved den lejlighed, og så var den ikke længere. Holdningen var sikkert karakteristisk for mange af soldaterne i 1864.

Den 1. februar, da krigen brød ud, stod han ved Dannevirke, tilkommanderet 11. regiment (med mandskab fra Vendsyssel, Thy og Mors) og ventede på, at preusserne og østrigerne skulle angribe.

Den nødtørftigt befæstede Dannevirkestilling var i virkeligheden mest af national-symbolsk betydning; her begyndte det egentlige Slesvig, den landsdel man frem for alt ville bevare på danske hænder.

I militær henseende var den svag, idet den kunne omgås over Slien i øst og via de tilfrosne åer og enge i vest.

Dersom hæren skulle bevares som en slagkraftig styrke til senere brug, var det derfor rigtigst at rømme stillingen, mens tid var. Dertil kom, at der ikke var tilstrækkeligt med mandskabsbarakker, hvorfor soldaterne i vid udstrækning måtte tilbringe natten under åben himmel. Den 5. februar gav den øverstbefalende, general de Meza, ordre til tilbagetog via Flensborg til flankestillingen ved Dybbøl; det fandt sted i løbet af samme aften og nat i bidende kulde ad is- og sneglatte veje, men var, selv om man måtte opgive at medbringe det tunge befæstningsskyts, faktisk vellykket, idet hæren slap bort, inden fjenden opdagede, at stillingen var rømmet.

Psykologisk set stillede sagen sig anderledes. Rømning uden kamp af Dannevirke, Thyras gamle vold, det føltes af alle som dybt deprimerende; oveni måtte man døje med kulde og dødelig udmattelse efter flere døgns søvnmangel samt dårlig kostforplejning – ikke sært, at deltagerne aldrig glemte den nat.

1. og 11. regiment, der dannede en brigade (under oberst Max Müller) på ca. 3.000 mand, forlod som nogle af de sidste enheder Dannevirke og påbegyndte den ca. 30 km lange march mod Flensborg. På dette meget kritiske tidspunkt, eller umiddelbart forinden, fik min oldefars sidemand i marchkolonnen – en mand, han i forvejen kendte hjemmefra – feber og følte sig naturligt nok ekstra mat, hvilket medførte, at min oldefar under marchen foruden sin egen udrustning også bar kammeratens og til sidst mere eller mindre manden selv.

Det lyder måske ikke af så meget, men udrustningen var tung, og at slæbe den ekstra vægt kilometer efter kilometer under de vanskelige forhold har krævet gode kræfter.

Imidlertid var den gamle i modsætning til sin nulevende efterkommer i lige linje, dvs. undertegnede, en stor og stærk mand, så det gik. Den syge kammerat overlevede både marchen og krigen, men påstod altid senere, at min oldefar havde reddet hans liv under tilbagetoget, og det er vel ikke usandsynligt.

Ved tretiden næste eftermiddag, den 6. februar, indhentede en østrigsk enhed (ca. 6.000 mand, infanteri, rytteri og artilleri) den danske bagtrop ved Oversø.

Efter indledende kampe her tog Max Müllers brigade opstilling nord herfor med 1. regiment (københavnsk mandskab) på Flensborglandevejen i det ret flade terræn umiddelbart syd for Sankelmark Sø, med 11. regiment i bakkerne øst for vejen. Østrigerne angreb københavnerne med rytteri og infanteri, efterhånden også med kanoner; en voldsom nærkamp udviklede sig, men 1. regiment måtte vige for overmagten.

Regimentets stilling med ”ryggen” mod Sankelmark Sø var mildt sagt uheldig, idet den vanskeliggjorde en ordnet tilbagetrækning – isen på søen kunne ikke bære – og da Max Müller så, at et totalt sammenbrud truede, besluttede han at lade 11. regiment foretage et kraftigt modangreb fra højdedraget.

Med påsatte bajonetter stormede nordjyderne ned fra bakkerne og gav sig i kast med østrigerne, som blev tvunget tilbage med betydelige tab.

Men lidt efter lidt tabte angrebet momentum; enhederne blev spredt, og de enkelte afdelingers kommandanter mistede overblikket. Efterhånden ebbede kampkraften ud på begge sider, og regimentet kunne, da mørket samtidigt begyndte at falde på, trække sig tilbage i nogenlunde ro og orden.

Resultat: Den danske hærs hovedstyrke kunne takket være 7. brigades indsats ved Sankelmark uantastet fortsætte marchen mod Dybbølstillingen. De samlede danske tab var 210 døde og sårede samt 553 fanger, de sidste hovedsageligt fra 1. regiment.

Østrigerne havde i alt 650 døde og sårede, et relativt stort tab, som nok til dels skyldtes, at den østrigske brigadekommandant, von Nostiz – i øvrigt ligesom sin danske modstander, Max Müller – havde en forkærlighed for bajonetangreb, der alle dage har været en meget blodig affære og derfor primært tiltalt et genetisk betinget slagsbrorinstinkt hos visse officerer. De menige soldaters indsats var upåklagelig, ikke mindst i betragtning af, at de optog kampen efter en udmattende march og uden at have haft hvil i flere døgn.

Selv om min oldefar ikke kom til Dybbøl, var krigen ikke slut for ham; i marts deltog han også i kampene omkring Vejle. Først da de ældste årgange under våbenhvilen efter Dybbøls fald blev hjemsendt, kunne han vende tilbage til kone og børn i Thy efter at have ”gået si tur”.

Følg
Jyllands-Posten
JP mener: JP mener: ”1864” må få konsekvenser
Ingolf Gabolds megalomane og arrogante udgydelser har formentlig også gjort en stor del af hans gamle kolleger i DR sure. For ham er det en gratis omgang, for han er for længst væk, men for dem, der skal bære DR videre, er det langtfra omkostningsfrit.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu

Kommentar: Sorte Knud tog ordentligheden med ud af Danske Bank

Steen Rosenbak
At netop Danske Bank er involveret i en af verdenshistoriens største hvidvaskskandaler er kulminationen på to årtiers langsom nedbrydning af bankens kultur. Men banken er ikke den eneste aktør i affæren, der demonstrerer flosset moral.
Om temaet

150 år efter stormen på Dybbøl sætter vi fokus på krigen mod Preussen og Østrig i 1864 og dens konsekvenser for Danmark.


Annonce
Oldefars dagbog fra krigen
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her