Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Europa har intet at frygte

Kan vi forestille os en europæisk historie uden udviklingen af institutioner designet til at bringe de europæiske lande sammen under fælles værdier og idealer? Det er utænkeligt.

Artiklens øverste billede

Eurozonen vil ikke falde fra hinanden, fordi prisen ved at træde ud simpelthen vil være for stor for et hvilket som helst land. Da Mario Draghi den 6. september meddelte, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil påtage sig ubegrænsede støtteopkøb af statsobligationer, krydsede kontinentet broen til sin fremtid.

Europas ledere må indse, at vindebroen har løftet sig bag dem. De har ingen vej tilbage og må derfor blive stålsatte, før de begynder rejsen frem. Endvidere må de erkende, at for at det europæiske projekt kan blive en succes – hvilket det må blive – må den pengepolitiske union følges af fire andre unioner: En bankunion, en finanspolitisk union, en konkurrenceevneunion og i alt væsentligt en politisk union. Og for at være bæredygtig på lang sigt må kontinentets politiske økonomi være i stand til at geninkludere de unge og præsentere et ideal, som det er værd at kæmpe for.

Dette er en lang og ambitiøs liste, men jo dybere man funderer over den europæiske situation, des mere uundgåelige bliver disse konklusioner. Fortsat tættere europæisk integration, siden Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Vesttyskland i 1951 underskrev Paris-traktaten, har været til varig gavn for generationer. Kan vi forestille os en europæisk historie uden udviklingen af institutioner designet til at bringe de europæiske lande sammen under fælles værdier og idealer? Det er utænkeligt.

Euroen har i sig selv skabt store økonomiske gevinster: Den har elimineret valutarisici, sænket inflationen, øget samhandelen i eurozonen og ført til en tættere integration af de finansielle markeder i Europa. Mere generelt har den fælles valuta bidraget til en underliggende kultur af pengepolitisk stabilitet og forudsigelighed inden for eurozonen. Det er et kritisk punkt, der ofte glemmes i dagens diskussioner.

Krisen har imidlertid blotlagt kritiske fejl i eurozonens konstruktion. Europa har manglet en stærkt og fælles finanspolitik; ligesom forskelle i konkurrenceevne mellem de nordlige og sydlige økonomier har skabt risici for statsbankerot, der er gået upåagtede hen; og mangelen på en bankunion har skabt uacceptable systemiske risici. Endvidere har kompleksiteten af de europæiske institutioner og det stigende demokratiske underskud, som de repræsenterer i befolkningen, hældt brændstof på bålet og ført til et ”ledelsesmæssigt underskud”: En manglende evne til at træffe realistiske beslutninger.

Hvad der står klart, er, at euroen må overleve mere eller mindre i sin nuværende form, men ufuldkommenheden i de institutioner, der omgiver euroen, må have opmærksomhed. Det første skridt er en bankunion: En absolut forudsætning for at en valutaunion kan lykkes. En robust bankunion må have et fælles finanstilsyn, en fælles rekapitaliseringsmekanisme og en fælles indskydergarantiordning. Den gode nyhed er, at den første af disse forudsætninger blev etableret den 12. september med forslaget om én tilsynsførende mekanisme under ECB. De to øvrige skridt vil utvivlsomt følge med den evigt tilstedeværende hage i Europa, at sådanne forhandlinger er komplekse og vil tage år at færdiggøre.

I takt med, at drøftelserne om en bankunion trækker i ud, vil de uundgåeligt føre til diskussioner om en finansunion, da de forskellige elementer er flettet ind i hinanden hinanden. Af samme grund giver en bankunion uden en finansunion ringe mening.

Der vil være tre elementer i enhver finansunion i Europa: et program til direkte rekapitalisering af banker – i Europas tilfælde i skikkelse af Den Europæiske Stabilitets-Mekanisme (ESM); en EU-dækkende indskydergarantiordning, der både forhindrer stormløb på banker i svagere lande og reducerer de moralske risici, samt en form for gensidig gældshæftelse.

Før antiføderalisterne viger tilbage i ængstelse, er det vigtigt ikke at blive offer for en binær tankegang – at det er ”alt eller intet”. Mellem ingen finansunion af nogen art og en fuldskala ”Forenede Stater” eller schweiziske konføderationsmodel eksisterer der mange mulige mellemstadier, der vil bidrage til en langt større fornemmelse af finanspolitisk solidaritet og disciplin.

En reform af den finanspolitiske ledelse af Europa er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for succes. Den vil ikke være i stand til at sminke det emne, der står centralt i krisen: gabet i konkurrenceevne mellem nord og syd i Europa. At få repareret banksystemet i EU og genskabt den makroøkonomiske stabilitet vil gøre meget for at hjælpe de sydlige lande med at styrke deres produktivitet, men disse lande vil – og dette er meget vigtigt – være tvunget til at engagere sig i langtrækkende projekter, der skal øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, styrke konkurrencen og konkurrenceevnen samt foretage større og bedre investeringer i vækstfremmende områder som uddannelse, teknologi og innovation.

En afgørende konsekvens af alle disse reformer må være at sprøjte iværksætterenergi ind i kontinentets ”tabte generation”. Ungdomsarbejdsløsheden er en kræftsvulst i hjertet af europæisk økonomi, der stjæler fremtiden og udmarver vækstpotentialet i de kommende årtier. Den gode nyhed er, at reformer er undervejs. Trods beskedne fremskridt i implementeringen er Europa 2020-Strategien designet til at kickstarte konkurrenceevnen i regionen. Jeg tror, at vejen frem er klar, at Europas ledere vil begynde at se fremad med håb og optimisme og ikke se tilbage med frygt, og at Europa med større sandsynlighed vil gøre pessimisterne til skamme, som årene folder sig ud.

Kontinentets optimisme vil styrkes, efterhånden som de politiske ledere indser, at Europa står eller falder sammen. Der er intet land på kontinentet, der kan undgå at mærke krisens smerte. Hvad der er vigtigt nu, er, at kontinentets politiske ledere er i stand til at forestille sig de fremskridt, der vil dukke ud af smerten, og er i stand til at artikulere dette på en sådan måde, at det bringer dem sammen mod en fælles fremtid.

LINK:  Klaus Schwab udgiver fredag e-bogen "The Re-Emergence of Europe" - hent den gratis her.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.