Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik: Mellemøstens rolle i Europa

I tidligere tider ville en vurdering af muligheden for fred i Mellemøsten have tildelt udefra kommende magter en betydelig, ja måske afgørende rolle. Sådan er det ikke i dag. Nu er det ikke så meget Europas rolle i Mellemøsten som Mellemøstens rolle i Europa, der betyder noget, skriver den amerikanske forsker og forfatter Bernard Lewis.

Kamphandlingerne i Gaza rejser nok engang det velkendte, uhyre vanskelige spørgsmål: Er det overhovedet muligt at nå til en forståelse mellem Israel og araberne og i givet fald hvilken?



Ikke blot i Mellemøsten, men også andre steder har der længe hersket den opfattelse, at det var umuligt at opnå fred, og at arabernes kamp mod Israel ville fortsætte, indtil de nåede deres mål at knuse den jødiske stat. I mellemtiden kunne Israel leve videre og endda tjene et nyttigt formål ved, som det eneste autoriserede utilfredshedspunkt i de forskellige arabiske diktaturer, at udgøre en relativt uskadelig ventil for vrede og fortørnelse, som ellers kunne rettes indad. Den eneste fred, der var at vente i denne fase, var gravfreden.



Mellemøstens nyere historie betegner en betydelig forandring og anviser ikke mindst to mulige veje frem mod fred. Den ene er snæver og frembyder derfor den største mulighed; den anden er bred og dermed mere problematisk.



En mulighed for fred eksemplificeres ved den politik, som førtes af Anwar Sadat - præsident i Egypten, indtil han blev myrdet i 1981.



Han forsøgte at få skabt fred og erklærede offentligt, at han var villig til endog at tage til Jerusalem. Han skred ikke til handling, fordi han pludselig blev overbevist om zionismens dyder. Hans bevæggrund var mere praktisk og umiddelbar - i lighed med en voksende del af sine landsmænd forstod han, at Egypten hastigt var ved at blive en sovjetisk koloni. Den sovjetiske tilstedeværelse i Egypten var allerede mere omfattende og mere påfaldende, end den britiske havde været.



Sadat nåede til den erkendelse - ud fra det bedst mulige skøn over Israels styrke og det værst tænkelige skøn over Israels planer - at Israel udgjorde en langt mindre fare for Egypten end Sovjetunionen. Derfor fremsatte han sit epokegørende fredsinitiativ.



Trods mange vanskeligheder har fredsaftalen, der blev indgået mellem Egypten og Israel i 1979, varet ved lige siden - i de lyseste øjeblikke har den været kølig, undertiden har den været iskold, men den er blevet opretholdt til gensidig fordel for parterne. Den blev endog udvidet med underskrivelse af en fredstraktat mellem Israel og Jordan i 1994 og en uformel dialog mellem Israel og en række arabiske lande. I Iran hædres Sadats morder som islams helt, og en gade i landets hovedstad, Teheran, er opkaldt efter ham.



I adskillige arabiske lande - og i videre arabiske kredse - breder den opfattelse sig, at de endnu engang står over for en fare, der er mere dødbringende og truende end Israel, når dette land viser sig fra sin værste side: truslen om militant, yderliggående shiitisk islam, styret fra Iran.



Dette betragtes som en dobbelt trussel. Iran - som ikke er et arabisk land, og som har en lang og gammel stormagtstradition - forsøger at udvide sit herredømme hen over arabiske områder frem mod Middelhavet. Og det er et forsøg på at vække og styrke shiiterne i Irak, Saudi-Arabien og Golf-staterne samt andre arabiske lande, hvor sunnierne længe har domineret. Iran spreder sine fangarme vestpå til Irak og længere nordover til Syrien og Libanon og sydover til de palæstinensiske områder, især Gaza.



Denne dobbelte trussel - et iransk imperium og en shiitisk revolution - opfattes af mange arabere, og især deres ledere, som en større trussel, end Israel nogen sinde kan komme til at udgøre, en trussel mod deres samfund, mod deres identitet. Og nogle arabiske ledere reagerer på samme måde, som Sadat reagerede på den sovjetiske trussel, nemlig ved at rette blikket mod Israel for at finde en mulig løsning der.



Da der i 2006 var krig i Libanon mellem Israel og den iranskstøttede shiitiske milits Hizbollah, udeblev den normale arabiske støtte til den arabiske part i konflikten bemærkelsesværdigt nok. Nogle arabiske lande og arabiske befolkninger håbede klart nok på en israelsk sejr, som dog ikke blev til noget. Deres skuffelse var mærkbar.



Vi er vidner til en lignende ambivalens med hensyn til situationen i Gaza. På den ene side fordrer panarabisk loyalitet støtte til Gaza imod israelerne, uanset hvilken form for arabisk styre der måtte være i Gaza. På den anden side betragter mange Gazastriben - der styres af Hamas, som er en sunnibevægelse, der i voksende grad kontrolleres af Iran - som en dødbringende trussel imod sunniarabere i nabolandene.



I den situation er det ikke utænkeligt, at der kan opnås en vis enighed - sådan lidt a la Sadats aftale med Israel - om at opretholde status quo. En sådan fred, som den mellem Egypten og Israel, ville i bedste fald være kølig og altid være truet af yderliggående kræfter både internt og eksternt. Men den ville i hvert fald være bedre end krig, og den kunne vare længe.



Den anden faktor, der kunne frembyde forandring, er, at der opstod sandt demokrati i den arabiske verden. Det er ikke sandsynligt for nærværende, men der er tegn på, at en sådan udvikling ikke er umulig.



Nogle arabere har endog taget bladet fra munden og hilst Israel velkommen som en demokratisk bannerfører i regionen - et forbillede, der kan hjælpe dem til at udvikle deres egne demokratiske institutioner.



Nogle har gjort opmærksom på, at det periodevis underprivilegerede arabiske mindretal i staten Israel har flere muligheder for at klage og give udtryk for utilfredshed end nogen anden gruppe i noget arabisk land. Et slående eksempel er den nuværende bølge af protester blandt israelske arabere mod Israels aktion i Gaza; protesterne er offentlige, uforbeholdne og finder sted uden repressalier. Det går ikke ubemærket hen.



Det er upopulært, ja endog farligt og somme tider skæbnesvangert at give udtryk for proisraelske holdninger i arabiske lande. Derfor er det mildest talt problematisk at vurdere, i hvilket omfang sådanne holdninger næres.



Der er imidlertid tydelige tegn på, at de eksisterer, og nogle har sat livet på spil for at fremsætte dem. Hvis de griber om sig og fører til accept og samarbejde mellem de to parter, kan Mellemøsten måske igen genindtage sin plads som et vigtigt midtpunkt for civilisationen - en plads som regionen indtog i Oldtiden og Middelalderen.



I tidligere tider ville en vurdering af muligheden for fred i regionen have tildelt udefra kommende magter en betydelig, ja måske afgørende rolle. Sådan er det ikke i dag. USA står ikke længere over for den udfordring at have en global rival og er rigeligt forsynet med billig olie, så amerikanerne vil næppe involvere sig i den vanskelige politik i regionen.



Rusland vil ikke længere finde sig i at være marginaliseret og har tiltaget sig en vis rolle i Mellemøsten igen, men den er ubetydelig, og Rusland hæmmes alvorligt af islamiske problemer på hjemmefronten.



Tidligere ville Europa have fået tildelt en betydelig rolle, men nu er det ikke så meget Europas rolle i Mellemøsten som Mellemøstens rolle i Europa, der betyder noget.



En fremtrædende syrisk intellektuel bemærkede for nylig, at det vigtigste spørgsmål med hensyn til Europas fremtid er, om det bliver et islamiseret Europa eller en europæiseret islam?



Det kan godt være, at der ikke bliver fred. I så tilfælde havner regionen efter al sandsynlighed i kaos og gensidig ødelæggelse, måske med deltagelse af et islamiseret Europa. Dermed vil det være overladt Asien og Amerika at deles eller strides om verdens fremtid.



Forfatteren har i et langt forskerliv været en førende kapacitet på islam og er forfatter til en stribe bøger om emnet, bl.a. ”Hvad gik galt?”



Oversættelse: Anna Marie Andersen



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen