Kronik: Om det store i det små

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For ganske nylig så siden med dødsannoncer her i avisen anderledes ud. Ja, der var faktisk to forandringer: En annonce indeholdt et foto at afdøde, nemlig af Morgenavisen Jyllands-Postens tidligere chefredaktør og formand for fondsstyrelsen Asger Nørgaard Larsen. En anden annonce havde en lille vignet, et hjerte, dog ikke sort som sædvanligt, men rødt. At bringe et billede er i brug i såvel Frankrig som Tyskland, men er sjældent her i landet.

Der sker ganske langsomt ændringer, men ofte sker de så langsomt, at vi daglige dødsannonce-læsere ikke opdager det.

Jeg har altid fundet dødsannoncer interessante. Mon ikke mange har det som jeg, at vi læser annoncerne hurtigt igennem, danner os et billede af afdøde og lægger specielt mærke til årstallet. Jeg runder 60 år i nærmestefremtid, dvs. jeg er født i 1948, og min spontane opdeling er før eller efter 1948, altså ældre eller yngre end mig.

Jeg har foretaget min egen lille undersøgelse af dødsannoncer gennem årene. Jeg læste denne avis igennem cirka hvert kvarte århundrede de to første måneder af året fra avisens første udgivelse i 1871 til i dag. Det samme gjorde jeg med Aarhuus Stiftstidende fra dens første udgivelse i 1794. Dette giver ikke et videnskabeligt korrekt billede, men metoden viser tendenserne i udviklingen af dødsannoncer igennem mere end 200 år.

Aarhuus Stiftstidende udkom første gang januar 1794. På forsiden af avisens andet nummer kan man læse, at »Hr. Justiceraad Jens Thagaard er død i sit 76de Aar.« Øverst på næste side er der indrykket et mindedigt underskrevet F. C. Hjort. Digtets begyndelse er markeret med tre kors øverst, tre dødssymboler, og de første linjer lyder: »Du er ei meer ærværdige Olding! / vindskibelige Medborger! / retskafne Kristen! / gode / Jens Thagaard«.

Et mindedigt, ja, men ikke en annonce som vi kender det i dag. Begyndelsen af 1800-tallet er netop over hele landet det tidspunkt, hvor man i specielt i byerne begynder at bringe annoncer. Aarhuus Stiftstidendes første annonce i 1800 lyder: »Den 6te Januarii behagede det den Almægtige at bortkalde min højt elskede mand Henrich Berggren, i hans Alder 37 Aar 11 Maaneder 6 Dage, efter 9 Aar kierlig ægteskab i dette smertelige Tab for mig og 3 umyndige Børn bekiendtgjøres herved for fælles Slægt og Venner, overbeviist om deres Deltagelse i mit smertelige Tab.« Underskrevet: »Ane, salig Bergrensenke«.

I 1825 er dødsannoncerne opført under "Bekjendtgørelser." Man beskriver fortsat udførligt, hvad der er sket, bl.a. i en dødsannonce for en sognepræst: »Efter et Sygeleje, som begyndte med hans 84de Aars Fylde, og kun varede på 4de Dag, hensov den ærværdige Olding, blid, rolig og Gud hengiven«.

I årene omkring 1850 er dødsannoncerne nu systematisk tilstede. Den 3. januar 1856 er der tre dødsannoncer, og jeg ser her for første gang, at der som efterskrift står angivet tidspunkt: »Begravelsen skeer Mandagen den 7de dennes«. Det gør sig gældende overalt i landet, at man fra midten af 1800-tallet begynder at bekendtgøre tid og sted i annoncerne. Den 3. januar bemærker jeg også for første gang et citat sat ind, nemlig »Fred med Dit Støv«. Den første takkeannonce finder jeg medio januar, hvor en hustru takker såvel »Budne som Uinbudne, der besørgede min Salig Mand til hans sidste Hvilested«.

Søndag den 16. september 1871 udkom det første nummer af Jyllandsposten, som avisen hed dengang. I de første år er der ikke mange egentlige annoncer, formentlig fordi Aarhuus Stiftstidende havde eksisteret i så mange år. Man har dog en rubrik, ”Døde”, hvor man nævner de afdødes navne. bl.a. »Enken Ingeborg Oline Poulsen«. Der er dog også egentlige annoncer, bl.a.: »I dag hensov blid og rolig efter et langt og smertefuldt Sygeleje min elskede Hustru«

Aarhuus Stiftstidende har i året 1875 generelt flere og større dødsannoncer. En bestemt vending er kommet til: »om Gud vil«. Ved en aftægtsmand står: »Begravelsen skeer - om Gud vil - Torsdagen den 7de Januar fra Hjemmet«. Man mærker vækkelsesbevægelsernes indflydelse. I de fleste annoncer bekendtgøres nu tid og sted.



Ved århundredskiftet 1900, sætter Jyllandsposten annoncerne op, som vi kender det i dag, og deler dem op i to grupper: dødsfald i provinsen eller i hovedstaden. Undertiden ses formuleringen: »Begravelsen foregaar efter Afdødes eget Ønske i Stilhed.« Vi får hyppigt de forskellige familiebetegnelser at vide, eksempelvis: »Vor kjære Hustru, Moder og Svigermoder.« Det beskrives ofte, hvor døden er indtruffet: Død på Kommunehospitalet, død i Wisconsin, død i Berlin.

I 1925 er dødsannoncerne nu samlet under ”Dødsfald”. Jyllandsposten angiver hyppigt angivet mandens titel: »Pens. Stabssergent«, »Pens. Lokomotivfører«, »Partikulier« eller »Bogholder«. Så at sige alle annoncer bekendtgør tid og sted for begravelsen f.eks.: »Begravelsen foregaar Torsdag den 8. Januar kl. 1 3/4 fra Hjemmet, de Mezasvej 5, og kl. 3 fra Nordre Kirkegårds Kapel. Eventuelle Kranse bedes bragt til de Mezasvej 12.« Nu er der også kommet nekrologer på en tekstside, som vi kender det i dag, undertiden med foto. Der er ganske få angivelser af bisættelse, altså ligbrænding, selv om lov om ligbrænding kom i 1892, hvorefter præster kunne medvirke ved legal bisættelse.



I 1950 skelner man avisernes annoncer systematisk imellem bisættelse eller begravelse. Ligbrænding er slået helt igennem. Jyllands-Posten har både en- og tospaltede annoncer. I begyndelsen af januar er der i Aarhuus Stiftstidende 10dødsannoncer, og de ni angiver tid og sted for begravelsen. Af de ni skal de otte foregå fra kapel, kun én fra kirke. Det forekommer nu forholdsvis hyppigt, at en arbejdsplads indrykker en dødsannonce.

I året 1975 nævner Morgenavisen Jyllands-Posten mange navne på døde i hele landet. Det er ikke i annonceform, men oplistet under hinanden, undertiden med nogle få linjer om det pågældende menneske.

Der er en klar tendens til, at begravelse eller bisættelse foregår i stilhed eller allerede har fundet sted. I en tilfældig udvalgt måned angiver 81 pct., at handlingen fundet sted eller foregår i stilhed. Man bekendtgør det ofte kort og uden titel. Samlet set viser annoncerne her i 1975 tydeligt den stigende sekularisering og fremmedgørelse over for kirken.

Omkring 2000 begynder man at se to, undertiden tre dødsannoncer for det samme menneske, og man fortæller nu langt mere udførligt end tidligere, hvad der er sket: En mor »døde uventet ved en trafikulykke«, og en far har »efter fem måneders kamp mod kræften fået fred.« Det er næsten som i midten af 1800-tallet. Der er hyppigt sat en taksigelse ind nederst i dødsannoncen til f.eks. et plejehjem eller en hospitalsafdeling. Annoncerne er ofte tospaltede, og tendensen er, at handlingen er flyttet fra kapellet til kirken.

I nogle annoncer skrives, at afdøde har ønsket, at der i stedet for blomster skal betænkes andre; det kan være Kræftens Bekæmpelse eller Scleroseforeningen. Nu er der hyppigt nekrologer og mindeord. I Ringkøbing Amts Dagblad og Kristeligt Dagblad ses fortsat ofte, at afdøde er »kaldt hjem til Gud« eller »sovet ind i troen på sin frelser«. Det ses sjældent i denne avis.

I dag ser man også, at afdøde selv har udformet sin egen dødsannonce, hvor han eller hun siger farvel. Det er givet udtryk for et ønske om at have indflydelse på sit eftermæle, men er også en åbenhed, et udtryk for en ny døds- og farvelkultur. Der er også den tendens, at der kan være flere dødsannoncer for det samme menneske, hvor det foruden familien er et firma, en idrætsforening el.lign. som rykker annoncen ind. Mange vælger et symbol i annoncen, og aviserne har ofte som denne avis et symboludvalg, som de efterladte kan vælge imellem.

I avisens første år var det specielt mænd, der døde - i hvert fald hvis man skulle pejle efter hvem, der blev indrykket annoncer for! Dette ændrede sig hen over årene, men stor forskel er der stadig. Jeg valgte at registrere Morgenavisen Jyllands-Postens dødsannoncer hen over en måned i 2008. De 73 pct. af annoncerne er over mænd. I samme måned registrerede jeg, om der blev angivet tid og sted, eller om det var i stilhed. Her angav 83 pct. tid og sted. Altså en tydelig forandring i forhold til 1970'erne.

Det var interessante dage, da jeg læste de mange aviser. Mere end 200 år kan være lang tid. Der er langt fra annoncen i 1800 om en bortgået stud, som er brændt på venstre horn, til beretningen i 2008 om en international rumstation, som er blevet ramt af en computerorm.

Ser jeg på udviklingen i dødsannoncerne synes 200 år kort. Man ønskede dengang som nu at fortælle om et menneskes død, men også at berette lidt om det menneskes liv. En navneside i en avis beretter om stort og småt. Om det store i det små.