Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik: 100 år med Alberti-skandalen

Det er 100 år siden, at dansk politiks største jordskælv indtraf med Alberti-skandalen. På 100 års afstand må man spørge, hvordan det kunne komme så langt? Albertis eget svar var, at man i Danmark kan gøre alt, bare man gør det! skriver Jens Peter Christensen i den første af to kronikker om den justitsminister, der forandrede dansk politik - ved sin kriminalitet.

Ttirsdag den 8. september 1908 forrmiddag. Efter i distraktion at have været hos barberen to gange, en gang før og en gang efter frokosten på Glyptotekskafeen, indfandt den næsten 150 kg tunge herre sig på Domhuset på Nytorv, henvendte sig til den vagthavende overbetjent og sagde:

»Jeg er kommet herop for at anmelde et bedrageri. Ja, det er mig selv«.

For en sikkerheds skyld havde han medbragt corpus delicti i form af en af de falske bankdirektionserklæringer, han have udarbejdet for at dække over bedragerierne. Han ville ikke risikere ikke at blive troet.

Overbetjenten - nr. 10 Jacobsen - optog derefter følgende rapport: »Tirsdag den 8. september 1908. Fhv. Justitsminister Alberti indfinder sig Dags Formiddag kl. 11 ¾ på Politikammeret og meldte sig som skyldig i Falsk og Bedrageri med Hensyn til meget store Beløb, men hvis Størrelse i Øjeblikket ikke kan opgøres«.

Til bunds i sagen kom man dog. Bedragerierne løb op i over 15 mio. kr. Et astronomisk beløb efter datidens forhold.

Som formand for landets næststørste pengeinstitut, Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, havde Alberti i dølgsmål solgt ud af sparekassens obligationer under foregivelse af, at de lå trygt og godt deponeret i Privatbanken.

Obligationssalget finansierede Albertis fejlslagne spekulationer i sydafrikanske guldmineaktier samt det underskud, der var i landets største smøreksportvirksomhed, Danske Landmænds Eksportforening, hvor Alberti ligeledes var formand.

Alberti solgte smørret billigere til englænderne, end han købte det af de sjællandske bønder. Det sikrede hans politiske popularitet.

Da alle sparekassens obligationer var solgt, og da et telegrafisk afslag på en låneansøgning om morgenen den 8. september indløb fra Albertis bankforbindelse i London, var slaget uigenkaldeligt tabt.

Forinden Alberti meldte sig på Domhuset, havde han siddet på sit kontor i Ny Vestergade og funderet over, om han hellere skulle gøre kort proces. Men han endte med at lægge de to skarpladte revolvere tilbage i det gulmalede pengeskab. Her dukkede de ved politiets ransagning op sammen med en cigarkasse med kobberskillinger og det lille legetøjstrykkeri, Alberti havde anvendt til at fremstille sagens falske dokumenter. Legetøjstrykkeriet var af mærket ”Perfekt”.

Den 17. november 1910 faldt dommen. Synderegistret var omfattende. 56 trykte sider fylder dommen i Ugeskrift for Retsvæsen. Straffen stod mål med dommens længde. Otte års tugthus.

De første år tilbragte Alberti i Horsens. De resterende i Vridsløselille. Vægten faldt i løbet af kort tid til det halve. 71 kg. Den tids afsoningsforhold var effektiv slankekur.

Én ulykke kommer sjældent alene. Og sådan også her. Alberti trak datidens politiske parnas med sig i faldet: Konseilspræsident I. C. Christensen og med ham hele regeringen.

Den 12. oktober 1908 trådte I. C. Christensen tilbage. Alberti-sagen gav ham et banesår, han aldrig forvandt. Som Søren Mørch bemærker, havde I. C. Christensen været, hvad man i sagaerne ville kalde en ”lykkemand”.

Nu var lykken sluppet op, og han blev aldrig igen regeringens leder.

Angrebene havde regnet ned over Alberti i årene forud for hans selvanmeldelse. Alberti var som justitsminister kendt som en skrupelløs og hård administrator, en mand fra det praktiske liv, der ikke holdt sig tilbage for at pleje egne økonomiske og personlige interesser, når afgørelser skulle træffes.

I 1907 havde Alberti eksempelvis udpeget den agtværdige, men ikke særligt fremragende birkedommer Schou fra Fredensborg, til højesteretsdommer. Det opsigtsvækkende springavancement var udtryk for Albertis anerkendelse af, at birkedommeren havde ansat Albertis svigersøn som fuldmægtig ved birket. Noget for noget. Efter at have prøvevoteret i tre sager i Højesteret måtte dommer Schou dog trække sig i erkendelse af, at hans evner ikke var på højde med hvervet.

På lignende måde blandede Alberti offentlige og private interesser sammen, når han skulle fordele biografteaterbevillinger, give lotteribevillinger, tage stilling til sager om udsættelse af strafafsoning og give byggedispensationer. Hvad angår det sidste, spillede det en rolle, at Alberti ud over sine mange andre stillinger og hverv også var ejer af et teglværk og leverandør af mursten.

På 100 års afstand må man spørge, hvordan det kunne komme så langt? Svindlerierne var startet endnu før, Alberti i 1892 slog Hørup i Køge-kredsen og blev valgt ind i Folketinget.

Hvordan kunne Alberti gennem så mange år holde sine kritikere fra livet? Og hvordan kunne Alberti gennem syv år som justitsminister fra 1901 til 1908 opretholde sin troværdighed på en måde, så regeringen og flertallet i Rigsdagen spillede med på hans melodi og gav ham dækning?

Albertis eget svar var, at man i Danmark kan gøre alt, bare man gør det! Sandheden synes dog at være mere kompleks. Alberti var regeringens stærke mand, konseilspræsidentens sjællandske sidestykke. Angrebene på ham fra oppositionen blev fortolket som politisk forfølgelse og som de radikales og socialdemokraternes forsøg på at komme Venstre-regeringen til livs.

I. C. Christensen betragtede Alberti som sin mest loyale støtte. Et angreb på ham var et angreb på regeringen.

Angrebene på Alberti kulminerede i foråret 1908, hvor Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Højre krævede en tilbundsgående undersøgelse af Albertis forhold.

Da bølgerne gik højst under Folketingets debat den 16. marts 1908, udtalte konseilspræsident I. C. Christensen fra talerstolen, at han ikke havde »nogen som helst Grund til Misbilligelse overfor min Kollega eller hans Administration«.

I. C. Christensen afviste derfor også kravet om at få nedsat en undersøgelseskommission, der kunne se nøjere på Albertis forhold.

Kravene om en sådan undersøgelse viste jo bedre end noget anden, sagde I. C. Christensen, at han selv havde ret i, at der ikke var ført tilstrækkelige beviser. Havde der været det, havde det jo ikke været nødvendigt at kræve en undersøgelseskommission!

Denne paradoksale argumentation kom I. C. Christensen til at fortryde.

Læs Jens Peter Christensens anden og afsluttende kronik om Alberti-skandalen i morgen: ”Magtens farlige fristelser”



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.