Kronik: Et sjældent arktisk jubilæum

I en tid, hvor klimaforandringer og global opvarmning i stigende grad fylder i vores bevidsthed og dagligdag, er behovet for en bredere og bedre forståelse af klimaets variationer, indvirkning på og samspil med jordoverfladens forskellige økosystemer i såvel det marine som i det landskabelige naturmiljø steget betydeligt.

Klimaforandringerne er kommet på den internationale politiske dagsorden med blandt andet de observerede effekter i Grønland som en af de væsentligste øjenåbnere. Ændringer i de arktiske landskaber samt flora- og faunaarter fortæller historien om klimaets indflydelse. En væsentlig betingelse for en øget forståelse af nutidens og fremtidens klima og dets effekt på naturlandskabet er, at vi forstår fortidens variationer.

Herved er vi bedre rustet til at forudsige fremtidens klimatiske variationer og den efterfølgende indvirkning på klodens forskellige økosystemer. Særdeles vigtigt synes det for de følsomme arktiske områder og i særdeleshed for det landskabelige naturmiljø i Østgrønland, hvor der netop de sidste årtier er set en markant temperaturstigning og efterfølgende iøjnefaldende ændringer i cryosfæren (is, sne og permafrost).

Der er tale om global opvarmning, som øver indflydelse på blandt andet afsmeltningen og varigheden af sne- og isudbredelsen ved henholdsvis indlandsisen og gletschere. Smeltningen forårsager en øget ferskvandstilstrømning til havet og medvirker til stigningen i det globale havniveau. En stigning som af FN's klimapanel vurderes til at stige med omkring 20 - 60 cm i dette århundrede fra gletschere kloden rundt; heri er bidraget fra indlandsisen dog ikke medtaget.

En bredere og bedre forståelse er tilvejebragt gennem 75 års videnskabelig forskning (1933-2008) i Sydøstgrønland, i det lavarktiske gletschertypeområde - Mittivakkat - ved byen Tasiilaq på Ammassalik ø. Her er tale om feltmålinger, observationer og eksperimenter, som påbegyndtes tilbage i 1933 af geolog Keld Milthers, der deltog i polarforsker Knud Rasmussens syvende Thule ekspedition.

Ved Mittivakkat forskes der ikke i, hvorfor klimaet ændrer sig, men i effekterne af klimaforandringerne som i Arktis aldrig er set større og også fremover vil være langt større end andre steder på kloden. Opmålinger som i dag 75 år efter viser sig at have været til direkte gavn for blandt andet lokalsamfundet samt for det internationale forskningsmiljø, idet der er fremskaffet grundforskningsmæssig information fra dette isolerede, følsomme arktiske område, hvilket bidrager til vor viden om langsigtede variationer i klimaet og dets indflydelse på naturlandskabet.

Den løbende kortlægning gennem de sidste 75 år har desuden medført, at en udnyttelse af det grønlandske smeltevand i form af CO -2 -fri el-produktion (vandkraftenergi) blev en realitet. En produktion der er tilstrækkelig til at dække det årlige el-behov for Tasiilaqs godt 1.900 indbyggere, men potentialet er større. Her er tale om et 75 års jubilæum, som hører til sjældenhederne i arktisk forskning.

Loft og kældres gemte dagbøger med notater, optegnelser og originale fotografier foretaget af Milthers i sommeren 1933 af en række kystnære sydøstgrønlandske gletschere på øen Ammassalik blev grundstenen til det, der i dag kendes som forskningsstationen "Sermilik" ved Mittivakkat-gletscheren i Sydøstgrønland.

Sermilik Stationen er i dag én af to fungerende kystnære forskningsstationer på den cirka 3.000 km lange østkyst, hvor der videnskabeligt ses på de direkte konsekvenser af klimaændringerne på økosystemet samt på de såkaldte feedback-processer, som er processer, der styres af klimaet, men som i sig selv også påvirker klimaet.

Den anden kystnære forskningsstation er Zackenberg, beliggende i det højarktiske Nordøstgrønland, i verdens største nationalpark nær bygden Daneborg.

I slutningen af juli 1933 sejlede Milthers på skibet "Manne" ud fra Tasiilaq med kurs mod Mittivakkat-gletscheren (den største gletscher på Ammassalik ø). Datidens forskningsarbejde og -udstyr var primitivt sammenlignet med det elektroniske GPS-, landmåler-, satellit- og sikkerheds- og overlevelsesudstyr, der i dag anvendes.

Alligevel formåede Milthers ekspeditionshold at opmåle og indsamle eksakte og detaljerede data om Mittivakkat-gletscherens beskaffenhed, således at gletscheren senere i forbindelse med det internationale geofysiske år 1957-58 (også kendt som det tredje internationale polarår) blev udvalgt som et af de danske undersøgelsesområder i det arktiske netværk af forskningssteder.

Formålet med 1957-58-undersøgelserne var for første gang detaljeret at undersøge klimaets effekt på gletscheren, og om hvorvidt klimaet havde forårsaget en nettoakkumulation (en fremrykning af gletscherfronten) eller netto-ablation (en tilbagetrækning) siden de første undersøgelser i 1933.

Samtidig hermed blev klimaets effekt på ferskvandsafstrømning målt. At måle afstrømningen var krævende i 1950'erne. Datidens målinger krævede, at man stod én til to timer i det kolde smeltevand, og ikke som i dag, iført neopren waders, men derimod iført uldne underbukser. Her var tale om en kold fornøjelse. Sammenlignet med Milthers opmåling af gletscherfrontens placering i 1933 kunne det konstateres, at klimaet havde forårsaget en markant tilbagesmeltning af gletscherfronten på omkring 600 meter frem til 1958 (svarende til en gennemsnitlig afsmeltning på 24 meter pr. år), og dermed en forøget afstrømningen til havet.

I perioden fra 1969 til 1980 blev der udviklet forskellige forskningsmetoder og lagringsudstyr, som muliggjorde, at dels fortidens klima udfra isboreprøver og dels nutidens klima kunne måles og gemmes. Brugen af for eksempel de såkaldte "dataloggere" gjorde det muligt at indsamle og gemme klimadata, selv når man fysisk ikke var til stede på Grønland. Et fast årligt overvågningsprogram blev derfor iværksat ved Sermilik. På baggrund af ulemperne ved at arbejde fra en teltlejr blev der allerede i 1970 oprettet og indviet en permanent feltstation under overværelse af daværende kronprinsesse Margrethe og prins Henrik.

Med oprettelsen af denne logistiske platform blev rammerne for en intensivering af forskningen i området skabt.

Sermilik Stationen er i dag en international forskningsstation og medlem af forskellige globale forskningsprogrammer og -netværk. I de seneste årtier synes den internationale interesse på ny at samle sig om Østgrønland, da Mittivakkat-gletscheren - den eneste kontinuerligt observeret og opmålt gletscher i hele Østgrønland - er en god indikator for klimaudviklingen.

En udvikling, der indikerer en netto-ablation af gletscherfronten på 1,3 km gennem de sidste 75 år (lig en gennemsnitlig afsmeltning på 18 meter pr. år). Modelberegninger fra 1898 bekræfter denne ablations-tendens, da 89 ud af 107 år havde negativ massebalance, altså tab, og forøgede afstrømning til oceanet. Et tegn på at gletscheren er ude af balance med nutidens klimatiske forhold som følge af global opvarmning, hvilket er generelt for langt de fleste gletschere i det arktiske område.

Studierne af de terrestriske cryosfæriske forhold og deres relation til klimaforandringer på Sydøstgrønland gennem de sidste 75 år har gjort det muligt at efterligne processerne i matematisk-fysiske computermodeller. Modeller, der ved en opskalering til for eksempel hele Grønland, inklusive indlandsisen, er i stand til på troværdig vis at simulere den fremtidige udvikling i afstrømningen til oceanet, ved at anvende klimaværdier baseret på FN's klimapanel's fremskrivninger for det 21. århundrede.

Trods kraftige besparelser ved Københavns Universitet har Sermilik Stationen formået at overleve samt bevise sit værd ved på troværdig vis at koble forståelsen i klimaudviklingen i for-, nu- og fremtid, fra lokal til regional skala, sammen med afstrømningen til det Nordatlantiske ocean.

En viden som på længere sigt vil stille FN's klimapanel endnu bedre i vurderingen af klimaets effekt på afstrømningen fra henholdsvis indlandsisen og hele Grønland, og den efterfølgende truende stigning i det globale havniveau.