Kronik: Med Frankrig i førersædet

Med det irske nej, rumlerierne i Tjekkiet og Sverige er Lissabon-traktatens skæbne pludselig blevet uvis. Dertil kommer store beslutninger på f.eks. klimaområdet, krisen i den vestlige økonomi og tilrettelæggelsen af en transatlantisk alliance med en ny amerikansk præsident.

EU's nye formand, den franske præsident Nicolas Sarkozy, er formentlig den bedste egnede til at nå konstruktive resultater blandt Europas ledere. Han har brug for resultater, og han har på rekordtid opbygget et godt personligt forhold til sine europæiske allierede i EU.

Ingen tvivl om at Sarkozy har glædet sig til de kommende seks måneder som EU-formand. Normalt er efterårsformandskaber ikke helt så indholdsmættede som forårets, men denne gang tegnede alt mere lovende.

Lissabon-traktaten så ud til at blive ratificeret (også i Irland, hvor kun Sinn Fein var Lissabon-kritisk), og det betød, at Europa kunne samle sig om sine reelle udfordringer. "Europe de concret" skulle i forgrunden. Slut med alle de endeløse traktatdiskussioner, som skaber mistillid blandt borgerne (fordi de ikke er nemme at gå til, og fordi de udsættes for en nok så demagogisk behandling i offentligheden), og som ikke bringer Europa nærmere på sine borgere gennem fælles løsninger på fælles problemer.

Og så var efteråret 2008 det sidste "rigtige" af de roterende formandskaber, for med Lissabon i hus skulle der vælges fast formand for EU. Men så stemte 53 pct. af de irske vælgere nej den 12. juni. Tableau!

Præsidenten og hans markante europaminister, socialdemokraten Jouyet, har rejst Europa tyndt det sidste halve år for at berede vejen med hensyn til de fire franske "prioriteter" under formandskabet: Fælles klimaindsats, ny EU energipolitik, europæisk forsvars/sikkerhedspolitik og fremtiden for den fælles landbrugspolitik.

Sarkozy, der på hjemmebane er blevet dygtigt upopulær, har demonstreret uventet smidighed i EU. Trods hendes uvilje mod franske kindkys og overdreven maskulin stoltseren, har den tyske kansler Angela Merkel gendannet alliancen med Frankrig under Sarkozy. Han og hans stab har tillige udrettet mirakler med den polske præsident og hans tvillingebror, og han har i høj grad normaliseret Frankrigs forhold til USA, Storbritannien og Centraleuropa.

Hvad er så Frankrigs chancer for succes inden den 1. januar?

Irlands nej vil franskmændene i praksis være bedre end andre til at løse end mange andre medlemslande. Da franskmændene sagde nej til forfatningstraktaten, var der ingen snak om en "fransk" løsning. Derfor har Sarkozy forståelse for, at irerne skal have noget nyt og juridisk forpligtende at tage stilling til ved en evt. ny folkeafstemning i begyndelsen af 2009. Det kan være en irsk ”opt out” af den fælles forsvarspolitik (som styret i Dublin ville være ked af). Det kan være en juridisk forpligtende aftale (a lÀ Edinburgh-afgørelsen) om, at Irland ikke kan tvinges til at forhøje sine (absurd lave) selskabsskatter. En lignende løsning kan måske tænkes til at sikre konfliktretten på arbejdsmarkedet (dog ikke kun for irerne), så der ikke kan herske tvivl om retstilstanden.

Endelig ville et forpligtende løfte om en enstemmig beslutning - i henhold til Lissabon-traktaten - om at bevare en kommissær pr. medlemsland kunne være meget hjælpsomt.

Dette sidste støder dog mod principiel tysk modstand, fordi en sådan kommissærløsning er en realitetsændring af Lissabon-traktaten. For giver man sig først her i forhold til irerne - hvordan ender det så med svenskerne, polakkerne, tjekkerne og andre besværlige parlamenter?

Danskernes problemer med de selvpålagte undtagelser kan naturligvis heller ikke klares, så længe Irlands blokering ikke er løst.

Klima- og energipakken betragter franskmændene selv som deres største udfordring. Skal det hele nås - og det vrimler med løse ender i forhandlingerne (Frankrig selv volder kvaler med sin forkærlighed for atomkraft og modstand mod energiliberalisering) - skal der være en afklaring i november, så Det Europæiske Råd kan træffe endelig principbeslutning i december. Derefter skal Europa-Parlamentet have to - tre måneder til sin vedtagelse, og så er det hele forhåbentlig klaret til marts - hvor man også kan håbe på en afklaring af klimastrategien hos den nyvalgte amerikanske administration.

Tidsperspektivet bliver endnu meresammenpresset, og det er en stor fordel for det europæiske klimasamarbejde, at Frankrig får formandsansvaret.

Igen har Sarkozy valgt èn uden for sit eget gaullistiske parti - den tidligere miljøminister Brice Lalonde - til at stå i spidsen for den diplomatiske indsats inden klimamødet i København i december 2009.

Som ikke-formand ville Frankrig være tunge at danse med, men som EU- formand vil landet gøre en konstruktiv indsats for den europæiske klimapolitik.

ESDP - det europæiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde - vil få forrang under det franske formandskab. Sarkozy har erkendt, at ESDP ikke kan blive et alternativ til Nato - men som begyndelsen til en egentlig europæisk søjle i Nato, der også i krisesituationer kan stå på egne ben, er perspektiverne for et EU-forsvarssamarbejde spændende.

Frankrig har i konsekvens af denne nye erkendelse besluttet at genindtræde i den integrerede kommandostruktur (mon så Nato kun flytte tilbage til Paris - og Europa-Parlamentet kunne få formelt hovedsæde i Bruxelles?) og stillet en række spændende forslag til en fælles europæisk forsvarsindsats indenfor eller i forståelse med Nato.

Opbygningen af et europæisk militært hovedkvarter, oprettelsen af en fælles indsatsstyrke og en styrkelse af samarbejdet i de allerede eksisterende EU- forsvarsorganer (hvor Danmark ikke deltager på grund af sin "opt out" på forsvarsområdet) - Agenturet og de militære komitéer.

Alle de franske forslag til en europæisk identitet på forsvarsområdet virker pragmatiske og konstruktive - og et yderligere argument for fjernelse af de danske undtagelser.

Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen har formentlig ingen chance for at blive fast EU-formand. Han tilhører ikke den store kristeligt demokratiske/konservative gruppe, som helt bestemt regner med at besætte denne stilling, og Anders Fogh er på grund af sin tætte alliance med et af Europas mest fremmedfjendske og islamhadske partier ikke nogen "mainstream"kandidat. Dertil kommer identifikationen med præsident Bush og Irak-krigen som i denne sammenhæng er et handikap.

Derimod er Nato-generalsekretærposten en mulighed for Fogh. I Nato tæller det proamerikanske som en fordel, men til gengæld er jobbets reelle betydning meget mere beskeden. Ikke uden grund har det aldrig før været besat af en statsminister, men altid af enten en forsvars- eller udenrigsminister.

I dette job ville Fogh imidlertid kunne spille en spændende rolle i opbygningen af den europæiske forsvarssøjle - hvis han kan frigøre sig fra sin stærke binding til Det Hvide Hus.

Den fælles landbrugspolitik ønsker franskmændene for enhver pris at bevare, men de erkender, at skal det ske, må der store forandringer til: Den produktions og arealkoblede støtte må udfases.

Til gengæld kan der være grund til at give EU-landbrugsstøtte til forskning og produktforædling, miljø, naturbeskyttelse, økologi, udsatte egne og til at sikre liv og velstand i landdistrikterne, synes både vi og franskmændene.

Men hvor langt kan man få dem med? Det bliver et af de helt store spørgsmål i den nærmeste fremtid. En prøvesten på den franske reformvilje møder vi allerede om et par uger, hvor det bliver knald eller fald for den såkaldte Doha-runde under WTO, hvor franskmændene hidtil har været meget kritiske overfor kommissionens frihandelsvenlige linje. Men nu hvor Frankrig er EU-formand - hvordan spiller klaveret så?

Det økonomiske tilbageslag, der har ramt Vestens økonomier hårdt (USA mere end EU), har hidtil ikke fået tilstrækkelig opmærksomhed i Det Europæiske Råd og i kommissionen. Her har Sarkozy ikke holdt sig tilbage med både gode og dårlige forslag. Tankerne om afgiftsnedsættelser for at afbøde de høje oliepriser er mindre velgennemtænkte og er da også blevet skudt effektivt ned af kommissionen og af en stribe medlemslande.

Interessant er derimod hans forslag om en ny statut for ECB, hvor man som forbillede tager den amerikanske forbundsbank, som skal tilrettelægge sin pengepolitik ud fra en samlet vurdering, der både prioriterer bekæmpelsen af inflationen og af arbejdsløsheden, hvorimod ECB kun skal tænke på at holde priserne i ro.

Jeg ved godt at Frankrig altid er under mistanke for at ville mele sin egen uliberale kage, men har Sarkozy faktisk ikke ret her? Kampen mod prisstigninger og sikring af arbejdspladser er ingen modsætninger, men to sider af samme mønt.

EU-samarbejdet går ind i en meget spændende, men også problemfyldt fase under fransk formandskab. Men meget tyder på, at franskmændene har flere idéer til løsning og tilpas ydmyghed efter nej'et for tre år siden end noget andet land, og at der er en meget bred politisk opbakning bag præsidentens positive europapolitik.

Tænk, at man skulle komme dertil, at man ikke kunne sige sin europæiske aftenbøn til ende uden at nævne Sarkozy!