Kronik: Menneskelig klimakontrol

Hensigten var, at disse centraler skulle kontrollere vejret for at forbedre produktionen af afgrøder.

Disse ”vejrfabrikker” blev anbragt i Frankrig, Finland og Litauen. De var sammenkørende og blev styret af en computer, der befandt sig i Belgien, hvor Europas Forenede Stater havde sit regeringssæde.

I over tyve år blev vejret styret på denne måde, og hvert år kunne der ses frem til en fortræffelig høst. En overgang eksisterede der en bevægelse, der var imod projektet, og der blev demonstreret med bl.a. slagordene: "Nej til vejrkontrol" og "Leg ikke med naturen" i alle større europæiske byer. Demonstrationerne ebbede ud og alle forstod, at projektet var til gavn for menneskeheden.

Den centrale computer, der styrede vejret og klimaet, begik dog en uoprettelig fejl. De tre ”vejrfabrikker” udløste historiens største meteorologiske katastrofe, og en evig vinter sænkede sig over det europæiske kontinent, hvor sne, is, ekstrem kulde og et evigt skydække var fremherskende. Europa gik for alvor ind i en nedfrossen og mørk tidsalder med bl.a. lovløshed, epidemier, kannibalisme og en evig kamp for overlevelse.

Sådan opleves den franske tegneserie "Neige 1 - Les Brumes aveugles", oversat til dansk, "Sne 1 - Den evige vinter", i tekst og billeder fra 1988. En fortælling, som på fængslende vis illustrerer, hvordan mennesket allerede tilbage i slutningen af sidste århundrede, i fiktionens verden, kunne påvirke og kontrollere klodens vejr og klima.

Konsekvenserne af den menneskelige klimakontrol blev katastrofale, og menneskeheden måtte efterfølgende indordne sig under ekstreme ukontrollerede vejr- og samfundsmæssige forhold.

At forfatterne til "Sne 1 - Den evige vinter" leger med tanken om menneskelig kontrol af vejret og klimaet ligger os måske ikke så fjernt i virkelighedens verden år 2008.

Men i hvor høj grad kan der tales om menneskelig kontrol, når den globale opvarmning søges ændret (minimeret) gennem en global politisk reduktionsplan vedrørende udledningen af den menneskeskabte CO -2 til atmosfæren?

Vi bør med rette stille os det spørgsmål, hvad vi egentlig ønsker at agere imod. Er det klimaforandringer som sådan, eller er det de menneskeskabte CO -2 -klimaforandringer. Eller er det simpelthen en kontrol over klimaet, vi ønsker?

Her 20 år efter tegneseriens tilblivelse, har klimaforandringerne, -debatten og CO -2 -hysteriet bredt sig til alle grene af samfundet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, EU-parlamentet og FN's Sikkerhedsråd taler om klimaet, dets forandringer og om deres effekt på klodens forskelligartede økosystemer.

Klimaet har sågar fået sit eget ministerium og givet Al Gore Nobels Fredspris.

Klimaforandringerne er for alvor kommet på den internationale politiske og nyhedsmæssige dagsorden. Medierne overdænger os med information om vejr- og klimarekorder, om global opvarmning, om effekten af disse ændrede klimaforhold og om mængden CO -2 , vi udleder til atmosfæren.

Der bliver fokuseret mere på vejret, klimaet og CO -2 end tidligere, samt om dets fremtidige konsekvenser på klodens forskelligartede økosystemer og på os mennesker.

I den engelsktalende del af verden er man gået så vidt, at diagnosen ”eco-anxiety” nu eksisterer. En tilstand der giver sig udslag i ukontrollabel angst over for klodens fremtid og klimaændringernes konsekvenser.

Fremtidige konsekvenser som hos nogle mennesker sætter sig så dybt, at det direkte medfører psykiske lidelser. Interessant er det, om årsagen egentlig skyldes truslen om global opvarmning, eller om det blot er en indgroet angst for det ukendte. Jo mere ukendt - jo værre.

Det er ikke kun i fiktionens verden, at mennesket forsøger at påvirke og kontrollere klodens vejr og klima. En kontrol af klodens vejr og klima ses ligeledes her i år 2008.

For et par måneder siden læste jeg en artikel i den amerikanske avis USA Today med overskriften: RainOut - China aims to control Olympics weather. I forbindelse med de olympiske lege i Beijing, august 2008, vil kineserne forsøge at kontrollere vejret.

August måned i Beijing er en af de varmeste, men samtidig også en af de vådeste måneder. Fra kinesisk side lyder det, at såfremt vejrprognoserne indikerer regnvejr til bl.a. åbnings- og afslutningsceremonien, vil der uden for Beijing være opsat militære raketbatterier, hvis formål er at bombardere skyerne med kemikalier, så nedbøren tvinges til at falde, inden skyerne når den olympiske by.

De olympiske lege er en stor investering, som på ingen måde må drukne i tilfældigheder. En menneskeskabt nedbørsforskydning, som den kineserne vil anvende under de olympiske lege, synes ikke at være helt ukendt for klodens folkerigeste land.

I perioden fra 1995 til 2003 blev der gennemført omkring 4.200 flyvninger med det formål at fremprovokere stigende regnvejrsmængder over Kina.

Aktiviteterne medførte en øget regnmængde på omkring 210 milliarder kubikmeter. En forøgelse i regnvejrsmængden som er tilstrækkelig til at imødekomme det årlige behov fra 400 millioner kinesere. Interessant tiltag, hvis det virkelig er muligt, men for mig som videnskabsmand forekommer det uvirkeligt og imod naturens egen orden.

I USA ses der med skepsis på kinesernes nedbørskontrol. Meteorologer ved U.S. National Center for Atmospheric Research spår ikke kineserne de store chancer for at forhindre regnvejr, såfremt et regnsystem entrerer de olympiske lege. Kineserne vil intet kunne stille op, lyder det fra amerikansk side.

Kineserne har i nyere historisk tid haft en ekstravagant idé om at kontrollere naturens gang og orden, såvel siden Sun Yat-Sen (grundlæggeren af det moderne Kina) som under Mao Zedong's og Hu Jin Tao regeringstider, hvor f.eks. de klimatiske og hydrologiske forhold i og omkring Yangtze-floden er blevet markant forandrede. Dette bl.a. ved at tæmme de voldsomme vandmasser gennem opførelsen af de Tre Kløfters Dæmning - til dato verdens største vandkraftværk.

Idéen om at kontrollere klodens fysiske forhold i og omkring Yangtze-floden strækker sig tilbage til 1919. Et projekt, der først blev realiseret i 2006 under voldsom kritik og frygt for de miljømæssige konsekvenser som følge af den menneskelige kontrol af naturen.

Det er ikke kun i Kina, men ligeledes på globalt niveau, at vejr- og klimakontrol finder sted. Her er omdrejningspunktet ikke at skabe varmere klimatiske forhold for at imødekomme en større efterspørgsel af landbrugsprodukter, som den franske tegneserie indikerer, eller at manipulere med nedbøren, som det ses i Kina, men derimod at reducere klodens temperaturer for derved at bremse den globale opvarmning. En temperaturstigning som har fundet sted siden 1850'erne og frem til i dag.

Den nutidige påvirkning og kontrol af klimaet søges politisk gennemført ved en global reduktionsplan vedrørende udledningen af den menneskeskabte CO -2 til atmosfæren.

Der er ingen tvivl om, at klimaet har behov for politisk handling. FN, repræsenteret ved organisationens klimapanel (IPCC), er en aktiv medspiller i kampen for at overskue og begrænse klodens klimaforandringer.

Forandringer, som netop af IPCC vurderes til at være menneskeskabt med 90 pct.'s sandsynlighed, og som af de såkaldte CO -2 -skeptikere vurderes til at være betinget af naturlige variationer i solens indstråling.

Det kan blot konstateres, at den simple klimaløsning ikke findes. Trods det forsøger FN at få de største industrilande USA, Kina, Indien m.fl. til at bakke op samt forstærke klimakampen, så topmødet i København i december 2009 bliver startskuddet for en succesfuld global handlingsplan.

Men hvem der tager det første skridt synes at være, hvad de alle venter på. Og i hvor høj grad er det realistisk at tro, at vi - menneskeheden - er i stand til med vores politiske ihærdighed at påvirke, styre og hindre klimaudviklingen for fremtiden via det globale miljøpolitiske samarbejde?

Det er bestemt ingen nem sag, som den i begyndelsen skildrede franske tegneserie ligeledes indikerer. Der er tale om en klimakontrol, som af CO -2 -skeptikerne på forhånd menes at være tabt.

Det er af og til sundt at stoppe op, gøre status og spørge sig selv om det, vi er en del af, er meningsfyldt.

Kan vi med den politiske fokusering og indsats imod de fremtidige klimaforandringer - med fokuseringen på stigningen af CO -2 -koncentrationen i atmosfæren som eneste udslagsgivende faktor for det ændrede klima - påvirke, kontrollere og hindre klimaudviklingen?

Får vi valuta for pengene - eller for at bruge den lomborgske formulering: Er det her, vi får mest miljø for pengene?



Sebastian H. Mernild er i perioden april til juli 2008 gæsteforsker ved Institute of Low Temperature Science, Hokkaido University, Sapporo, Japan.