Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik: Oh, at være et menneske!

Det er ikke børns ansvar at bære de voksnes ansvar. Derfor kan sandheden sagt af børn blive pinlig for de voksne - i overraskende sammenhænge, skriver Emilia van Hauen.

»Jamen, du ved jo godt, at din mor ikke vil have, at du tager med mig hjem og leger!« Sådan sagde min søn en dag til sin veninde (lad os kalde hende Anna) nede i børnehaven.



Jeg var der ikke selv. Men det havde åbenbart været ret pinligt. Det fik jeg senere at vide af en mor, da jeg kom for at hente William. Det viste sig nemlig, at Annas mor havde været der for at hente sin datter, og på et tidspunkt havde Anna så spurgt William, om hun ikke måtte komme med hjem og lege.



Det var ikke første gang.



Problemet var bare, at Annas mor ikke ville have det, fordi hun var uvenner med mig. Et - i mine øjne - ligegyldigt slagsmål mellem børnene nogle måneder før, havde udviklet sig til en personlig sag mellem hende og mig. Og derfor var vi blevet »dem, man ikke må lege med«.



Når Anna efterfølgende spurgte, om hun måtte komme med hjem og lege, svarede jeg altid lidt tåget. Jeg ville jo gerne passe lidt på hende. Indtil det en dag gik op for mig, at den jeg egentlig passede på, var Annas mor. Jeg blev enig med mig selv om, at pigen ikke skulle bære morens ansvar.



Næste gang hun spurgte, fortalte jeg hende derfor, at hun var meget velkommen, men at hendes mor ikke ville have, at hun legede hjemme hos os.



Da den anden mor fortalte mig, at det havde været pinligt med Williams kommentar, spurgte jeg derfor:



»For hvem?«



William havde bare sagt sandheden. Det må have været pinligt for Annas mor, at hun blev mødt med sin egen opførsel. Og det kan vel kun have været pinligt, fordi moren ikke ville stå ved den.



Alligevel er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de voksne syntes, det var pinligt for William, for man udstiller jo ikke sociale ubalancer på den måde. Da det heller ikke var Williams opgave at bære de voksnes ansvar, talte jeg med ham om det. Og roste ham for at være ærlig.



Hvad er det egentlig for et slags samfund vi vil have? Det er et spørgsmål, der ofte presser sig på, når folk har fået børn. Hvad vil vi lære dem? Hvilke prioriteter giver vi dem med? Hvilken selvforståelse? Og hvilke egenskaber har vi været med til at dyrke i dem, så de kan klare sig, når de bliver voksne? I dag går William i 1. klasse, og han er stadig en meget ærlig og lige-ud-af-posen-dreng. Det har han selvfølgelig ikke fra fremmede. Som alle andre børn er han et produkt af sine forældre. Og det er nu begyndt at udfordre mig. For hvor meget sandhed skal man egentlig diske op med? Og hvornår? Og i hvilke situationer?



Min opgave som forælder, er to ting: At støtte ham i at finde ud af, hvad der gør ham glad (dvs. hvem han er), og at socialisere ham ind i vores samfund, så han ikke opfører sig asocialt, og dermed udstøder sig selv fra fællesskabet og bliver ensom.



Jeg synes, balancen er svær. Men også spændende at udforske. I bund og grund handler det jo om at bevæge sig ind på spørgsmålet: Hvad vil det sige at være et -lykkeligt - menneske?



Det, der undrer mig er, at vi som samfund ikke prioriterer svaret på dette spørgsmål langt højere end antallet af matematiktimer i skolen.



At være et menneske i pagt med sig selv og omverdenen, giver overskud og original skaberkraft, og gør én langt stærkere rustet til at klare alt det andet, samfundet og livet også består af - såsom matematiske formler og engelsk poesi. Og det er præcis den slags mennesker, vi skal leve af i fremtiden, for det globale marked bliver ikke mindre konkurrencepræget.



Jeg elsker at fantasere over, hvilket samfund vi mon ville have, hvis vi i blot én generation lavede børnehave og skolesystem om, sådan at det vigtigste var at lære dem, hvem de var, og hvordan de fungerede i et fællesskab. Lærte dem at kommunikere på en assertiv måde, så de stod ved sig selv uden at jokke andre over hjertet. Lærte dem at forhandle i stedet for at skændes. Lærte dem at konfliktløse i stedet for at slås. Lærte dem at kroppen skal bruges hver dag og gives ordentlig føde. Lærte dem sindet at kende gennem meditative praksisser, så de har et indre værn mod verdens uro. Lærte dem, at livet ikke altid er sjovt, dejligt og fnugfrit, men at det også indeholder masser af konflikter, skuffelser, svigt og uopfyldte drømme, og at man kan bruge dem til at finde ud af, hvad der er vigtigt for én selv. Lærte dem at et lykkeligt liv, ikke er lig et gnidningsfrit liv, men et levende liv, som hele tiden er i bevægelse - inde i én selv. Lærte dem, at magt er en god ting at have, fordi det giver os muligheden for at skabe noget, i stedet for bare at være et offer for andres skaberkraft. Og at vi alle har magten - som minimum over os selv. Lærte dem, at alt udspringer fra dem selv, så de hele tiden er med til at skabe den virkelighed, de er en del af - og derfor skal de være bevidste om, hvilken virkelighed de gerne vil være en del af!



På mange skoler og børnehaver er man allerede begyndt at tage disse spørgsmål op, hvilket er en glimrende start. Men jeg synes, vi som samfund bør være mere ambitiøse. Fremtiden kalder med behov for mennesker, der tør, kan og vil tænke innovativt, frit og kreativt samtidig med, at de er i stand til at indgå i frugtbare sociale fællesskaber - og den slags mennesker har vi for stramt et socialt system til at producere nok af, som det er nu.



Vi forældre har selvfølgelig også et ansvar for at få hele og sociale væsener ud af vores børn. Og det er jo en daglig udfordring, der hele tiden er med til at sætte din egen identitet og egne værdier på spil.







Forleden var jeg i Netto med William, der i køen med meget højt stemme pludselig udbrød: »Se mor, fedberg!« og pegede på kvinden foran os.



Jeg blev meget rød i hovedet og skulle lige til at skælde William ud bare for at vise resten af køen, at mit talent for børneopdragelse findes.



Jeg nåede at tælle til ti, før jeg sagde: »Det er rigtigt, at hun er tyk, og du må tænke præcis, hvad du vil, men hvis du gør andre mennesker kede af det, skal du ikke sige det højt.«



Jeg følte mig meget pædagogisk, men i det samme hørte jeg en rå latter foran mig, og den tykke kvinde vendte sig om og kiggede direkte på William:



»Ja, gu' er jeg fed - og hva' så?«



William sendte hende et stort smil og sagde: »Så ikk' noget. Du er bare fed!«



»Nemlig!«, sagde hun og vendte sig grinende om. Jeg er stadig usikker på, hvad min konklusion på denne historie egentlig skal være.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen