Kronik: Fred Nordpolen som arktisk laboratorium

Holdet af klima- og polarforskere befinder sig for tiden på Østgrønland. På en klippevæg ses en gulrød streg og et årstal: "1972" malet med penselstrøg hvilket indikerer gletscherkantens position fra et tidligere forskerhold, der var på besøg i området. Forskerholdet ser henover mere end 600-700 meter frilagt goldt klippe- og dallandskab, samtidig med at stilheden brydes af lyden fra brusende hastig strømmende smeltevand og store løsrevne klippeblokke, hvilket endnu engang minder dem om, at det barske og idylliske arktiske naturmiljø er under kraftig forandring som følge af klimaforandringer.

Det sårbare arktiske naturmiljø gennemgår i disse årtier en hastig forandring som følge af global opvarmning: stigende temperaturer og nedbør er et faktum. Faktum er ligeledes, at over de sidste 100 år er temperaturen på kloden steget mellem 0,3 og 0,6 grader celsius. I den periode er ni ud af de 10 varmeste år globalt målt mellem år 1990 og 2001.

Rekonstruerede temperaturforhold fastslår at 1990'erne var det varmeste årti globalt gennem de sidste 1.000 år. Siden afslutningen af "den lille istid" omkring år 1920 og frem til i dag er temperaturen steget i det arktiske område, dog mest markant inden for de sidste 35 - 40 år.

Observationer fra 1957 og til i dag viser, at temperaturen på årsbasis er steget med op til 2 - 4 grader celsius i visse områder af det nordlige Canada, men hovedsagelig ligger stigningen i det arktiske område på 1 - 2 grader celsius. Undtaget er dog Kangerlussuaq (Sønderstrømfjord) i Vestgrønland, hvor forøgelsen kun er 0 - 0,2 grader celsius. De stigende temperaturer er blevet efterfulgt af stigende nedbør på godt 1 pct. pr. årti.

I dag falder der mere og mere nedbør i form af regn frem for sne. De stigende temperaturer og den stigende regnmængde er ikke konsekvent fri - det idylliske billede af et hvidt Grønland og en hvid nordpol er ved at ændre sig til et mere grønt Grønland og en blå nordpol.

Temperaturændringerne er ved at gøre et alvorligt indhug i den arktiske natur.

Ændringerne i de arktiske cryosfæriske (is, sne, permafrost og havis) elementer sker nu primært som følge af en stigende temperatur og deraf en længere periode med tø - positive temperaturer. Tøperioden er indenfor de sidste 10 år i Nord- og Sydøstgrønland blevet forlænget med mellem 50 og 60 dage, og noget nær tilsvarende ses enkelte steder i Alaska. Arktis bliver grønnere. En kædereaktion af processer er igangsat i det arktiske, hvilket har konsekvenser for cryosfæren i det terrestriske naturmiljø. Dette vil sige, at der sker ændringer på land af is, sne og permafrost samt ændringer i oceanet i forhold til havis. Cryosfæren er under forandring! En længere snefri periode på mellem 14 og 40 dage er observeret siden 1995 i bl.a. Østgrønland. Dette kombineret med en længere periode med tø samt at mere og mere nedbør falder som regn medfører, at afsmeltningen og nettotabet af is fra lokale gletschere og indlandsisen er tiltagende.

Siden de første observationer fra 1920'erne og 1930'erne har lokale gletschere i såvel Østgrønland som i Nord- og Sydalaska trukket sig radikalt tilbage i landskabet med i gennemsnit 15 - 18 meter pr. år. Lokale gletschere er blevet tyndere samtidig med, at arealet er blevet mindre - mere land bliver frilagt.

En tendens som er entydig i stort set hele det cirkum-arktiske område, dog med undtagelse af gletschere i Vestgrønland ved Kangerlussuaq og i det Euroasiatiske arktiske område. I Østgrønland viser observationer og computerberegninger, at gletschere i snit årligt mister, hvad der svarer til 600 til 1.300 mm vand fordelt over hele gletscheren (til sammenligning er den danske middelårsnedbør omkring 600-700 mm). Forholdene vedrørende indlandsisen synes ligeledes dramatiske.

Siden 1979 og frem til 2002 er arealet, hvorved der forekommer smeltning af sne og is, steget med 16 pct. Denne tendens er allerede forstærket, idet der på Indlandsisen i år 2005 blev observeret det hidtil største smeltningsareal nogensinde på omkring 50 pct., med en smeltning op til 2.950 meters højde over havet. Sammenhængen mellem øget smeltning og hurtigere isflydning betyder, at indlandsisen reagerer hurtigere på klimaforandringer end tidligere antaget. Seneste undersøgelser af indlandsisen beregnet ud fra satellit-, flyopmålinger og computerberegninger, viser en ændring fra et nettotab på omkring 100 km +3 vand pr. år i 1996 til 225 km +3 pr. i 2005. Dette er mere end en fordobling på mindre end 10 år, hvilket er hurtigere end tidligere antaget.

Dette forøgede massetab peger i retning af, at indlandsisen er på vej til at blive en vigtig bidragyder til stigningen af det globale havniveau. I dag svarer ferskvandstilførelsen fra Grønland til oceanet til en global havniveau stigning på 1-1½ mm pr. år, og inklusiv bidraget fra Alaska ligger stigningen i alt på 3-4,5 mm pr. år. Effekten af klimaforandringer kan vise sig at forøge havniveauet yderligere. Da havvandet samtidig er blevet varmere, kan vandstandstigningen være endnu større, fordi vand udvider sig i takt med at det bliver varmere. Men omvendt betyder varmere havvand også en større fordampning, hvilket kan trække i den modsatte retning.

Fremtidig CO -2 -fri energiproduktion fra arktisk. Et enormt energipotentiale ligger gemt i de smeltende ismasser og i afstrømningen af ferskvand. For fremtiden (år 2071-2100) vil afstrømningen af ferskvand alene fra Østgrønland til oceanet stige med omkring 50 pct. fra de i dag cirka 450 km +3 vand pr. år til omkring 670 km +3 pr. år. Visse gletschere vil smelte to til tre gange mere vand bort end i dag. De skrumpende gletschere og smeltningen af indlandsisen vil bane vej for en billig CO -2 -fri energiproduktion. Vi har derved en mulighed for at minimere anvendelsen af fossile brændstoffer, minimere CO -2 -udslippet til atmosfæren og derved muligvis forebygge de værste klimascenarier for fremtiden samtidig med, at det grønlandske samfund opnår en økonomisk gevinst.

Global opvarmning kan give 'grøn energi'. For tiden findes der kun tre vandkraftværker på Grønland, hvoraf det største ligger ved Buksefjord i Vestgrønland nær Nuuk. Det totale grønlandske energipotentiale er på omkring 13.000 GWh pr. år, hvoraf grønlændernes eget elforbrug er under 400 GWh pr. år (tal for 2004) - potentiale for et stigende antal CO -2 -fri vandkraftværker samt en CO -2 -fri el-produktion er tilstede. Fremtiden vil yderligere begunstige dette potentiale på grund af klimaforandringer og effekten af disse over de næste 100 år.

Men udnyttelsen af vandkraft i fx Grønland er ikke let, idet dels afstanden mellem producenten og forbrugeren vil være stor, og dels at overskudsenergiens videreførelse til andre forbrugere ikke er mulig, da et fælles elnetværk ikke findes. Et kabel eller omdannelsen af vandkraftenergi til brint ved elektrolyse sejlet til forbrugerne andet steds i verden gør, at de arktiske egne kan blive en vigtig energileverandør i fremtiden. Ydermere er de arktiske egne også rig på andre energiformer, og absurd og ironisk er det, når diskussionen blandt Christiansborg-politikere om olieudvinding af Nordpolens undergrund forestås som en mulighedsrig konsekvens af den globale opvarmning. Den hastigt nedsmeltende havis på Nordpolen giver naturligvis oplagte muligheder, men en udvinding af fossile brændstoffer fra nordpolens undergrund i det sårbare arktiske miljø vil blot yderligere medvirke til en forstærket smeltning af is, sne og permafrost.

Kan en nordpolsløsning svarende til sydpolsløsningen, der blev underskrevet i 1959 af bl.a. de daværende ærkefjender USA og Sovjetunionen - The Antarctic Treaty - tænkes forhandlet igennem og anvendt på Nordpolen, for dermed at frede Nordpolen og sikre, at området holdes fri for bl.a. mineraludnyttelse?

Dette synes bestemt på sin plads i takt med, at flere lande gør krav på området. Det vil føre til indstilling af ressourcejagten.

Således vil man dels kunne gøre området til et arktisk islaboratorium for os klima- og polarforskere med deraf følgende muligheder for en bedre forståelse af, hvad der sker ned i mindste detalje i fremtiden; dels vil man kunne sikre, at oliekatastrofer i lighed med ExxonValdez-forureningen i slutningen af 1980'erne i det sydlige Alaska ikke gentager sig i det følsomme arktiske miljø i og omkring Nordpolen. En nordpolsløsning er værd at overveje.

Den til en begyndelse skildrede gruppe af forskere arbejder sig forsat stille og roligt frem gennem det frilagte golde klippe- og dallandskab til mødet med dette års gletscherkant. Nye streger og årstal markeres.

Holdet udtager sneprøver, måler gletschertykkelsen og smeltevandet for at fastlægge gletscherens bevægelse og massetab, samt smeltevandets strømning gennem gletscheren. Den kortlægges ved brug af sporestoffer.

Resultatet af undersøgelserne på de skrumpende gletschere gør det muligt for forskerne at forudsige, om og hvor smeltevandet vil løbe i fremtiden, og om der i området er potentiale for etablering af CO -2 -fri energi baseret på fremtidige klimaforandringer.

Om få dage brydes stilheden igen. Denne gang af lyden fra helikoptere, hvorefter klima- og polarforskerne forlader det barske og idylliske arktiske naturmiljø - et miljø under kraftig forandring - for at vende retur til civilisationens forurenende verden.