Fodbold og politik smeltede endegyldigt sammen ved VM

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mange har berettiget stillet spørgsmål ved, hvorvidt dette VM’s eftermæle overhovedet ville komme til at omhandle spillet på banen. Kampen om et af fodboldens fornemste trofæer udspillede sig midt i højbetændte, storpolitiske konflikter.

De sidste tilbageværende betragtninger om fodbold og politik som definitorisk adskilte størrelser må være udryddet. Fodbold og politik er smeltet sammen og har egentlig altid været det.

Der har altid været langt mere på spil end fodbold, når slutrunder har udfoldet sig. Visse landes aktuelle eller historisk funderede anspændte politiske forhold til hinanden præger også deres rivalisering på banen og på tribunerne. Det har dog sjældent været så mange dimensioner i spil som ved dette mesterskab.

Den aktuelle konflikt mellem USA og Iran havde umiddelbare implikationer og sideeffekter. Iranernes håbløse forberedelsesvilkår og enorme rejsedistancer på grund af de amerikanske indrejserestriktioner blev nogle af de mest synlige konsekvenser.

Det er i forvejen svært at komme ind i ”Land of the Free”, som er den patriotiske konklusion på den amerikanske nationalhymne, og nu blev der strammet yderligere op. Det fik også konsekvenser for den somaliske fodbolddommer Omar Adulkadir Artan, der selv med et diplomatpas og gyldigt rejsevisum blev afvist i Miamis lufthavn.

Medværtslandenes forhold til USA er jo heller ikke just præget af positive vibrationer. Donald Trumps idé om at gøre Canada til en amerikansk stat eller selvsamme præsidents begejstring for en grænsemur til Mexico har sikkert ikke gjort samarbejdet om afholdelsen af VM nemmere. Det har været nogle af ingredienserne i et politiseret VM. Måske det mest højspændte nogensinde.

Rykker vi perspektivet tættere på den fodboldpolitiske del, så bliver det ikke meget bedre. Fifa med fodboldjuristen Gianni Infantino i spidsen er helt med rette ikke blevet overdynget med roser. VM 2026 har ikke bare været politiseret, men også voldsomt kommercialiseret. Billetpriserne har været skyhøje, og sammenholdt med indrejserestriktioner og diverse logistiske udfordringer er tilgængelighed næppe et ord, der kommer til at karakterisere eftermælet.

Det er ikke kun, når tv-linserne gavmildt og fortløbende indfanger endnu en celebritet på tilskuerpladserne, at tankerne henledes på eliternes VM. Det er Fifas kommercielle grådighed, der har skabt det billede, og det har ændret dele af kampafviklingen. Måske for altid. Som knæfald for tv-stationernes ekspanderende indtjeningsmuligheder har vi skullet udholde de kedsommelige, obligatoriske vandpauser. Selv på tempererede overdækkede stadioner med aircondition.

Infantinos arrogance er enorm, fordi der ikke findes en egentlig kritisk opposition i det internationale fodboldforbund. Manden, der ved sidste VM i Qatar både så sig selv som bøsse og immigrantarbejder, var egentlig en nødløsning til præsidentposten i 2016. Han blev kun valgt, fordi alle andre bejlere var dybt korrumperede. Nu er fodboldteknokraten urørlig og usårlig og bliver efter alt at dømme genvalgt uden modkandidat i 2027.

End ikke Fifa-præsidentens implicitte eller eksplicitte involvering i annulleringen af den amerikanske fodboldspiller Folarin Baloguns karantæne får øjensynligt konsekvenser. Nærmest komisk blev det, da præsidentkollega Donald Trump hoverende og for åben skærm storpralende fortalte, at han med en øjensynlig helt nyskabt fodboldindsigt fik afblæst karantænen efter en samtale med sin gode ven Infantino.

For en gangs skyld reagerede DBU med en officiel afstandtagen. En kærkommen udmelding fra det danske fodboldforbund, der ellers ikke har udmærket sig ved ret mange kritiske indspark i debatten om den notorisk tætte forbindelse mellem Trump og Infantino.

Og her kunne epilogen så afrundes med et VM, hvis politisering og kommercialisering har nået nye højder eller lavpunkter, om man vil, og muligheden for tilbagevenden til fodboldens inderste sjæl endegyldigt er forpasset. Infantinos oplyste enevælde vil fortsætte uden udsigt til kritisk opposition.

Det kunne også være fristende med en sådan dansk udgave af afrundingen, hvor selve fodbolden er fraværende. Vi har jo trods den historiske udvidelse til 48 deltagere mirakuløst ikke formået at kvalificere os.

Det er blot en alt for endimensionel udgave. Når først kampene fløjtes i gang, så flakker blikket for de politiserede konklusioner hos det fodboldelskende publikum. Øjnene og interessen rettes mod de store fortællinger med fodboldens største som omdrejningspunkt.

De mange franske profilerede enere, der nok kom til at slide i det som hold, men i lange perioder fremstod lige så uimodståelige, som holdkortet indikerer. Med Kylian Mbappé på kransekagens top har vi sjældent været vidne til en så stor sum af indiskutable klassespillere på et enkelt hold.

De norske darlings, der med Erling Haaland som styrmand roede sig ind i hjerterne hos det kræsne fodboldpublikum. Norge har ventet så lang tid på noget, der bare minder om slutrundesucces, så alle norske fans og medier svømmede over i glæde undervejs mod kvartfinalen.

De i klubmæssig henseende pensions- og retrætemodne superstjerners revitalisering afstedkom både undren og fascination. Den lille argentinske troldmand Lionel Messis målrekord med hele 18 scoringer i seks VM-turneringer får selvfølgelig pendulet til at svinge. Ikke mindst fordi han og Argentina var snublende tæt på at vinde trofæet for anden slutrunde i træk.

Der var dog også andre, der leverede ved deres formodentlig sidste slutrunde. Mohammed Salah har unægtelig ikke haft en ret imponerende sæson i Liverpool. Den egyptiske prins formåede ikke desto mindre at lede Egypten til en ottendedelsfinale for første gang nogensinde i nationens historie. End ikke Cristiano Ronaldo floppede, selvom det portugisiske landshold skuffede. Den ældste markspiller til at starte inde og den første spiller, der har scoret ved seks slutrunder i træk.

VM kulminerede ikke kun i de fleste mål, de fleste kampe og de største stjerner. Udvidelsen af deltagerlande betød, at små nationer som Curacao og Kap Verde skrev sig ind i VM-historien. Inden slutrundebegyndelse afstedkom udvidelsen af deltagere voldsom kritik fra flere sider. Dog viste de fleste deltagere sig at have deres berettigelse. Særligt Kap Verde leverede varen.

Det hele sluttede med, at kollektivet sejrede. Vel har VM-vinderne fra Spanien en ubestridt stjerne i Lamine Yamal, men han udgjorde ikke på samme måde som Messi for Argentina tungen på vægtskålen. Landstræner Luis de la Fuente har på fornemste vis skabt et hold, og det var holdet, der sejrede. Vi elsker de store stjerner, men fodbold er et holdspil, og vi elsker tilsvarende, når det bliver præmissen for vinderne.

Så vi har haft med et politiseret, kontroversielt og kommercialiseret VM at gøre. Det vil fylde i efterdønningerne. Da kampene blev sat i gang, var det dog, som om håbet satte ind. Håbet om, at fodboldens sjæl fortsat er der. Håbet om, at nye, store stjerner træder ind på scenen næste gang, når nogle andre har takket af. Håbet om, at det afrikanske kontinent kommer endnu bedre med i de afgørende faser. Håbet om, at DBU vil sætte sig i spidsen for en kritisk opposition i Fifa, selvom den vil være i mindretal.

Jeg tillader mig at håbe på fodboldens vegne. Tak for VM 2026.