EU skal ud af Putins gaslænker – og ikke ind i Trumps
Når EU endegyldigt bliver fri af russisk gas, bør det ikke betyde overgangen fra ét giftigt afhængighedsforhold til et andet – men et paradigmeskifte i et halvt århundredes fejlslagen energipolitik.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
For fire og et halvt år siden bragte Jyllands-Posten en kronik med titlen ”Klogt energiforbrug er grøn sikkerhedspolitik, der løsner Europa fra Putins lænker”. Den var skrevet af halvdelen af nærværende kroniks skribenter og advarede om Europas farlige afhængighed af Putins gas.
Det var inden Ruslands overfald på Ukraine og i en tid, hvor mange stadig betragtede energi som en almindelig vare, der blev handlet på lige fod med fødevarer eller legetøj.
I dag står det klart for enhver, at energi er lig med sikkerhedspolitik. At afhængighed af russisk gas ikke bare var en markedsrisiko, men en geopolitisk satsning, der fejlede. Og at Putin med hånden på Gazproms gashane kunne – og stadig kan – køre europæiske regeringer rundt i manegen.
Europas fabrikker, kraftværker og bygninger var i alt for høj grad vævet ind i et afhængighedsforhold til et regime, der ønsker at underminere EU og bruger indtægterne fra energieksporten til at sønderbombe Ukraine.
Vi kunne dengang ikke bare lukke for Putins gas fra den ene dag til den anden. For mere end 60 pct. af vores energibehov blev dækket gennem import af især russisk energi. Derfor er det godt, at EU nu omsider har sat en slutdato på importen af russisk gas. Flydende russisk gas (LNG) skal udfases senest ved udgangen af i år, og russisk rørgas senest i 2027. Det er en nødvendig beslutning. Den skulle være truffet for længe siden. Men den er ikke nok.
For Europas grundlæggende problem er ikke kun russisk gas. Det viser den nyeste og anden energikrise på fem år, der ikke bare udfordrer forsyningssikkerheden, men også virksomheder og borgeres økonomi. Den egentlige kerne i truslen mod Europa er derfor i højere grad selve behovet for at dække 57 pct. af energiforbruget gennem import.
EU skal derfor ikke bare vikle sig ud af Putins gaslænker – vi skal sørge for ikke at binde os til nye lænker med Trump som nøglebærer.
Desværre er det netop, hvad EU er i gang med. På få år er USA blevet EU’s klart vigtigste leverandør af LNG. I 2021 stod amerikansk LNG for omkring en fjerdedel af EU’s LNG-import. I 2025 var andelen ca. 58 pct. Det er en markant forskydning fra russisk rørgas til amerikansk flydende naturgas og en naturlig konsekvens af krigen i Ukraine. Men som langsigtet løsning svarer det til at skifte fra at være passager i én gummibåd til en anden i midten af et stormfuldt hav.
For Donald Trumps USA kan åbenlyst ikke længere betragtes som den stabile sikkerhedspolitiske garant, Europa gennem årtier har lænet sig op ad. EU skal selvfølgelig handle med omverdenen. Men vi må ikke gøre vores kritiske energiforsyning afhængig af politiske luner i hverken Moskva, Washington, Beijing eller hovedstæder i andre tvivlsomme regimer uden for Europa. Det handler ikke om at isolere Europa. Det handler om frihed og uafhængighed. Det opnår vi ved at blive kaptajn på eget skib.
Der er behov for et paradigmeskifte i både EU og medlemslandenes tilgang til energipolitik. Både udbygningen af vedvarende energikilder og i særdeleshed energieffektiviteten skal op i et helt andet gear. Det indebærer ikke mindst et opgør med EU’s historiske halvhjertede forsøg på at gøre sig energiuafhængig.
I denne måned er det 50 år siden, EU vedtog sin første politik for energieffektivitet i bygninger. Den 4. maj 1976 anbefalede Ministerrådet, at medlemslandene skulle bruge energien mere rationelt i varmesystemerne i eksisterende bygninger.
Bagtæppet var den første oliekrise. Dengang havde Europa også på den hårde måde mærket, hvad det betyder at være afhængig af energi udefra. Energieffektivitet blev derfor tænkt som en del af svaret på både høje priser og usikker forsyning. I samme periode foreslog EU-Kommissionen i en ny energipolitisk strategi også at sænke energiimporten fra 63 pct. af forbruget i 1973 til 40 pct. i 1985. Det skulle bl.a. ske ved at øge effektiviteten i forbruget med 10 pct.
Der blev dog aldrig for alvor taget livtag med hverken energieffektiviteten i bygninger eller den allerede dengang enorme energiafhængighed. Det er meget sigende, at energi ikke fik et selvstændigt kapitel i de forskellige EF- og EU-traktater før Lissabon-traktaten fra 2009. I stedet bandt EU, anført af den tyske kansler Angela Merkel (2005-2021), sig til Ruslands energiressourcer trods bl.a. annekteringen af Krim i 2014.
Resultatet er velkendt. Vi står i dag, hvor vi altid har stået: EU var og er totalt afhængig af energi udefra. Ikke på et eneste tidspunkt de seneste 35 år har EU dækket mere end halvdelen af sit energibehov gennem egenproduktion. Ifølge fremskrivninger bliver det med den nuværende politik ikke meget bedre de kommende år.
Den amerikanske centralbank gnider i en analyse salt i såret: »Den Europæiske Union kan forblive afhængig af energiimport på mellemlangt sigt, hvilket indebærer fortsatte økonomiske og sikkerhedsmæssige risici. Denne afhængighed af importerede energikilder kan gøre kontinentet mere sårbart over for eksterne energiforsyningschok, herunder geopolitiske konflikter.«
EU har altså i et halvt århundrede med skiftende styrke og af forskellige årsager haft ambitioner om at blive mere selvforsynende med energi. Derfor foregøgler vi ikke, at vejen mod europæisk energiuafhængighed er nem. Foreløbig har EU lanceret ”Accelerate EU”-pakken, der bl.a. opfordrer medlemslandene til at øge energieffektiviteten.
Men der er flere steder, hvor EU og medlemslandene kan og bør sætte ind. Det gælder ikke mindst netop det område, som Ministerrådet tog hul på for 50 år siden. For bygninger er fortsat en af unionens allerstørste energislugere. 40 pct. af EU’s energiforbrug er knyttet til de rammer, hvor europæerne bor, arbejder og uddanner sig i.
Af samme årsag bliver både virksomheder, boligejere og -lejere ofte hårdt ramt af eksploderende varme- og elregninger under energikriser. Alene årtiets første energikrise fra 2021 kostede Europas statskasser knap 5.000 mia. kr. til at afbøde konsekvensen for virksomheder og borgere. Tænk, hvor langt man kunne være kommet med langtidsholdbare investeringer i et lavere energiforbrug og -regninger i stedet for varmechecks og andre symptombehandlinger.
Under den nuværende energikrise som følge af USA’s krig mod Iran har statsminister Mette Frederiksen klogeligt peget på, at der fremover skal skabes større sikkerhed om danskernes varmeregninger. Behandlingen af selve sygdommen ”høje energipriser” snarere end af dens symptomer er et lavere, smartere forbrug.
Det gælder i Danmark såvel som i resten af Europa. Vi skal have mere fart på udrulningen af de energieffektive, grønne varmekilder som fjernvarme og varmepumper, der får mere varme ud af mindre energi. Og vi skal have energismarte bygninger uden energispild – modsat i dag, hvor tre af fire af EU’s godt 260 mio. bygninger er umoderne og ineffektive i deres forbrug af energi.
Den styrkede energiindsats bør samles under en ny, vigtig ledestjerne for EU de kommende mange år: Et konkret energiuafhængighedsmål med delmål for udviklingen frem mod den fuldstændige energiuafhængighed af energikilder uden for Europa.
Når de næste fire og et halvt år er gået, nærmer vi os 2031. Til den tid bør både Danmark og Europa være langt på rejsen mod uafhængighed: Udbygningen af vedvarende energikilder buldrer af sted, og EU’s enorme energispild er mindsket markant. Kun på den måde kan Europa blive fri af Putins, Trumps og alle andres fossile energilænker.