Tiden er til et europæisk Nato uden USA

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Nu må europæerne erkende, at præsident Donald Trump ikke har nogen interesse i Europa og forsvarsalliancen Nato.

De bør ikke vente på, at han måske trækker sig ud eller gør alliancen til en parodi.

De må genskabe alliancen uden USA, og de må forsøge at få andre lande uden for Europa med, så der kan skabes en global alliance og uden at gøre den til en aggressor, som Trump forsøgte under Iran-krigen.

I en ideel verden ville det bedste være at smide Trump ud og dermed USA. Men sådan fungerer verden ikke. Europæerne kan bare ikke leve med en leder, der optræder som Trump – ikke bare med hans ulovlige krig. Hans nylige tale til nationen viste en næsten sygelig lyst til at tale om udryddelse og udslettelse. Han vil »bombe landet tilbage til Stenalderen, hvor de hører hjemme«.

Hvem er ”de”? Er det den ledelse, som endnu ikke er blevet slået ihjel, eller er det hele befolkningen?

Selv ikke Hitler udtrykte sig sådan, ud over hans grusomhed mod jøderne. Trump sagde, at »hvis der ikke er en ”deal”, så vil vi ramme hvert eneste elværk meget hårdt«. Han vil ramme hele befolkningen. Det er en krigsforbrydelse.

Sådan vil europæerne aldrig optræde, og derfor må de have et helt andet fundament for sikkerheden som de oprindelige. Nato er en forsvarsalliance.

I praksis kan Nato ikke bare nedlægges, men medlemmerne kan melde sig ud helt eller delvist, som Frankrig gjorde det under præsident Charles de Gaulle.

Men da Europa har brug for en forsvarsalliance, kan de europæiske medlemmer og Canada mødes i et andet regi for at etablere en ny forsvarsalliance. Selvfølgelig vil det være kompliceret, men det handler ”kun” om at koordinere de enkelte landes forsvar på en ny måde.

USA kan siden hen – efter Trump – melde sig ind, men så kan den nye alliance have en struktur, så intet land per definition har hovedrollen eller optræder som garanten og beskytteren for hele alliance. Det er denne garant-rolle, som Trump udhuler, men det var den allerede under forgængeren Joe Biden, og der har generelt været for megen utryghed ved USA’s ledelse af alliancen og Europa siden Murens fald.

Europæerne har blot været bange for at miste beskyttelsen, som også omfatter det amerikanske efterretningsvæsen og rumforsvaret.

Nu er der imidlertid kommet en helt anden tone i Europa, og det skyldes i høj grad Danmark. Danskerne rejste sig mod Trumps tale om at overtage Grønland.

Statsminister Mette Frederiksen sagde klart nej, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fik i Washington gjort det klart for USA, at det er USA’s rolle i Nato, der står på spil. Danmark blev en af de største støtter for Ukraine med både statsministeren og forsvarsminister Troels Lund Poulsen i spidsen.

Endelig meldte Mette Frederiksen sig til den franske præsident Emmanuel Macrons tilbud om at lade de franske atomvåben dække over Europa eller i hvert fald de lande, der vil samarbejde med Frankrig om landets atompolitik, f.eks. Tyskland og Danmark.

Statsministeren ændrede dermed fundamentalt den danske sikkerhedspolitik, fordi Danmark hidtil har sagt nej til atomvåben på dansk jord, selv om vi gerne vil lade os beskytte af de amerikanske atomvåben. Men det var altså et skridt væk fra den meget pro-amerikanske holdning i Danmark. Vi bevæger os ind i en europæisk forsvars- og atompolitik. Det var modigt og klogt.

Når vi kommer til realiteterne, bliver det slet ikke så enkelt at være med i en fransk/europæisk atompolitik, men atompolitik er først og fremmest politik. Det er en metode, hvorved landene kan afværge en storkrig uden at bruge våben, men det kræver, at der er troværdighed om politikken.

Det var der ikke under Joe Biden, da Putin i forbindelse med invasionen truede med at bruge atomvåben. Joe Biden turde ikke sende tropper til Ukraine, og samme opfattelse havde den daværende tyske kansler, Olaf Scholz.

Desuden var begge ekstremt tilbageholdende med at komme Ukraine til undsætning med de mest avancerede våben. Det var ødelæggende for Ukraine – og for Nato. Alliancen stod med halen mellem benene. I dag erkender tyskerne, at eftergivenheden var en fejltagelse, og Trumps ubegribelige følgagtighed over for Putin har kun forstærket Tysklands selvransagelse over eftergivenheden. Forsvaret af Europa skal være markant anderledes.

Selv om kansler Friedrich Merz har været vaklende over for Trump, også i starten omkring Iran-krigen, så har han sammen med sin forsvarsminister, Boris Pistorius, og sin britiske kollega, Keir Starmer, klart afvist at deltage i en militærmission i Hormuzstrædet – med ordene: »Det er ikke vores krig.«

Trump havde bedt om en militær deltagelse. Merz har efter et møde hos Trump den 3. marts tilføjet: Vi blev ikke engang spurgt på forhånd. Men han sagde også, at det, Trump foretager sig, ikke er deeskalation, men en massiv eskalation. Der ramte han kernen: Nato skal ikke bruges til en angrebskrig.

Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, har udtrykt sig klarere og mere principielt om krigen i Iran: Den tyske udenrigspolitik bliver ikke mere overbevisende, hvis vi ikke kalder folkeretsbrud for folkeretsbrud. Han mener, at krigen er et brud på folkeretten. Men det tøvede Merz med at sige ved krigens start.

I Tyskland er der en intens debat om, hvor meget Tyskland skal gå imod Trump. Den stedfortrædende chefredaktør for den seriøse ugeavis Die Zeit, Holger Stark, har i sin nylige bog om ”Tyskland som et land, der er ved at blive voksen” skrevet, at et Tyskland uden USA er »en historisk chance for Tyskland«.

Det siger kun de færreste. Mange tyskere, herunder Olaf Scholz, tør ikke træde ud af den amerikanske afhængighed.

Men det er også en historisk chance for Europa. Militært er Europa ikke på niveau med USA, Kina og Rusland, og Europa har ikke et stærkt rumforsvar eller ligger i toppen med højteknologien. Men Europa kan se sin styrke i at etablere en global forsvarsalliance med lande i Asien som Australien, Japan og Sydkorea og med et samarbejde med Indien og Kina.

Det vil være en udvidelse af den nuværende Koalition af Villigere, som blot ikke er kommet ud af stedet. Men den bliver nødvendig for at sikre Ukraine, når Trump tydeligvis trækker sig mere og mere ud af konflikten. Det kan blive Europas – og Danmarks – største bidrag til en verden, der ikke bliver opdelt i stridende blokke, men som arbejder sammen, som der er tradition for i EU.

For at etablere en ny alliance – i virkeligheden på den franske præsidents initiativ – vil det være klogt af alle aktører at studere, hvad den franske filosof og skribent Raymond Aron skrev i efterkrigsårene. Han var optaget af at skabe magtbalance i atomalderen, og han var optaget af, at atommagter ikke skal kunne bruge deres overmagt over for små nationer.

Det er nøjagtigt dét, vi ser i Ukraine og Mellemøsten. Han talte om magtens afmagt. Det er, hvad vi ser med Trumps, Putins og Netanyahus ryggesløse magtudøvelse med enorme ofre for de direkte berørte og med omkostninger for hele verden.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk, som mange tyske toppolitikere har rådført sig med, har henvist til Raymond Aron og den klassiske magtteoretiker Niccolo Machiavelli: I en tid med opbrud er det vigtigt, at statsledere også tør bruge magt og ikke lader sig underkaste.

Der er behov for en verdensomspændende alliance med økonomiske og militære muskler, der kan træde op mod supermagterne og standse formålsløse og brutale krige som i Ukraine, Iran og Gaza, og som aktivt tør bruge et overbevisende diplomati.