En retfærdig fred kræver lige så mange kræfter som krigen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi lever i mærkelige tider. På den ene side forløber vores dagligdag helt som den plejer, alt er trygt og godt. På den anden side kan vi i nyhederne følge med i krige og uroligheder – og senest, når vi står ved benzinstanderen, registrere en af de økonomiske følgevirkninger af USA’s og Israels angreb mod Iran.

Krig og brug af brutal magt er tilsyneladende atter blevet gangbar politisk mønt. Den preussiske general Carl von Clausewitz (1780-1831) gamle udsagn om, at »krig er en fortsættelse af politik, blot med andre midler«, har tilsyneladende fået en genkomst.

Hvor stiller det os? Skal vi anerkende præmissen, at magt trumfer ret? Eller kan vi på én og samme tid opruste – i en erkendelse af, at vi skal kunne forsvare os imod antidemokratiske kræfter militært som intellektuelt – og holde fast i, at der siden afslutningen af Anden Verdenskrig er opbygget en international rets- og verdensorden, som ikke bare må hældes ned ad brættet?

Den aktuelle verdenssituation viser os, at krig ikke er entydig. Der er forskel på forsvar og erobring, på at værne om eller krænke liv og frihed.

Der er himmelvid forskel mellem på den ene side at bruge militær magt som forlængelse af en politisk strategi for at erobre landområder/sikre sig geopolitisk dominans, eller om man på den anden side går i krig for at forsvare sig imod en uretmæssig aggressor.

Mit udgangspunkt er med andre ord ikke pacifismen. For der findes situationer, hvor krig er det mindst onde alternativ, hvor pacifismen ville lade tyrannen få frit lejde til at undertrykke den svage. Men når dette er sagt, må vi aldrig forherlige krigen og al dens uvæsen. Krig er altid, uagtet årsag og motiv, ensbetydende med død og ødelæggelse.

Jeg vil derfor argumentere for, at det i den aktuelle verdenssituation er vigtigt, at vi ikke kun tænker i ”krudt og kugler”, men også i hvad der skal ske, når krigen engang er ovre.

Er det her muligt at gå ind i en proces, hvor målet er at opnå en form for forsoning parterne imellem? For overhovedet at kunne se på det spørgsmål er det vigtigt at undersøge, hvad der skal til for at opnå forsoning.

Forsoning fordrer, at begge parter er oprigtigt interesseret i den. For også forsoning har en pris. Forsoning er på én og samme tid en proces, som tager tid – og en skrøbelig tilstand. Forsoning er med andre ord ikke nogen nem løsning, som bare kan igangsættes ovenfra.

Jeg har i min bog ”Historie er ikke skæbne. En undersøgelse af forsoning som fænomen” analyseret nogle af de fænomener, som man skal tage højde for i bestræbelsen på at opnå en holdbar forsoningsproces: tilgivelse, retfærdighed, sandhed, tillid og fred. Alene fremhævelsen af de fem fænomener angiver, at det ikke er nogen let eller ukompliceret sag at nå frem til forsoning. For forsoning handler om at skabe en ret balance mellem det, som er sket, og en vision om, hvor man gerne vil hen.

Fortiden skal kunne rummes, uden at den bliver altbestemmende over nutid og fremtid – for i så fald er der ikke plads til, at der kan ske noget nyt – at verden kan forandres. Fremtiden skal kunne åbne for nye perspektiver og horisonter – uden at den mister forbindelsen til, hvad der er gået forud.

Forsoning handler om at komme overens med det skete på en måde, som hverken tager mig som gidsel eller fordrer, at jeg skal opgive min identitet. Forsoning er altså både båret oppe af et håb, om at noget nyt kan ske, og en realistisk erkendelse af, at det gjorte ikke kan gøres ugjort.

Forsoning handler derfor ikke om at glemme, lige så lidt som det handler om at holde nidkært fast i fortiden på en måde, som umuliggør, at noget nyt kan ske. Vi er da blevet gidsler af vores egen historie, og historien er derved blevet til skæbne.

Brugen af historien og opbygning af en fælles identitet er derfor centralt i en forsoningsproces. Erindringsforskning gør opmærksom på, at historien på ingen måde er neutral. Måden, som vi erindrer på, har afgørende betydning for vores selvforståelse og for den ”spilleplade”, som vi agerer inden for.

Hvis vi heroiserer tidligere ofre i konflikter eller krige, kan det virke hæmmende for forsøg på at opnå forsoning – idet det vil kunne blive fortolket som forræderi imod ”fædrenes” kamp. Lige så vel som mindesmærker vil kunne være med til at fastholde en konflikt, religiøst, politisk som kulturelt.

Den amerikanske etiker og filosof Jean Bethke Elshtain (1941-2013) anfører, at udsagnet om, at »du skal kende historien for ikke at gentage den«, kun udgør en halv sandhed. For ja, det er vigtigt at kende sin historie, så man forstår, hvor man kommer fra, hvad der er baggrunden for ens identitet og selvforståelse mv.

Men hvis historien får mytekarakter, gør den os blind for vores egen kontekst. Bethke kan derfor – som modvægt til det første udsagn sige, at det måske snarere er dem, »som kender deres historie alt for godt, som er dømt til at gentage den«.

Det sidste gør sig i særlig grad gældende, hvor der er tale om en offerhistorie. Her er der en latent fare for, at offeridentiteten kan blive statisk, så man fastholder en selvforståelse af at være offer, på trods af at situationen og magtforholdet nu er en helt anden. I fald at magtforholdet er byttet om, at det tidligere offer nu er blevet den stærke part, kan det være fatalt.

For offeridentiteten kan bevirke en form for magtblindhed, hvorved man agerer som aggressor, samtidig med at man iscenesætter sig selv som offer. Det kan få den dobbelte konsekvens, at man indadtil mister et samlet folks eller nations etiske kompas, og at man udadtil mister al den etiske goodwill, som den tidligere forfølgelse berettiget har medført.

Der er i øjeblikket en bemærkelsesværdig tendens i international politik: Politikere og statsledere argumenterer ikke længere ud fra visioner, ud fra håb om en ny og bedre verden. I stedet argumenterer man ud fra en henvisning til fordums storhed og styrke – med et udtrykt ønske om at vende tilbage hertil.

Det gælder både for ham, som starter med P i øst, og ham, der starter med T i vest.

Her bruges historien entydigt som bevæggrund og ammunition for fornyet konflikt og kamp. En sådan brug af historien gør det selvsagt vanskeligt at etablere en forsoningsproces, idet historien i udgangspunktet tjener polariserende og imperialistiske tendenser.

På trods af alt dette vil jeg holde fast i den gamle kirkefader Augustins tanke om, at krig skal tjene fredens formål. Hermed søgte han ikke at legitimere krig – men tværtom at begrænse den.

Grunden til, at jeg tager udsagnet frem her, er, at vi også må lægge kræfter i at etablere en retfærdig fred på den anden side af krigen, når den ophører. Og det kræver mindst lige så mange ressourcer som selve krigen. For en retfærdig fred er kendetegnet ved opbygning af et samfund, som både er kendetegnet ved frihed og orden, hvor individet kan stole på samfundets institutioner, og hvor samfundet tjener fællesskabet og ikke nogen enkelte udvalgte.

Skal det lykkes, er det også nødvendigt at tænke muligheden for forsoning med ind i vores tilgang til samfundet. For forsoning handler netop om at skabe mulighed for at kunne leve sammen, på trods af hvad der er hændt, ud fra en fælles vision om, hvor vi ønsker at komme hen.

Det fordrer ikke glemsel, men indsigt i menneskelivets såvel positive som negative potentiale. At vi som mennesker både er i stand til at handle radikalt godt og radikalt ondt. Der må med andre ord findes en vej mellem kynisme og idealisme.

Hans Vium Mikkelsens bog ”Historie er ikke skæbne. En undersøgelse af forsoning som fænomen” udkommer den 8. april