En biskop skal være en teologisk drivkraft, ikke en nidkær administrator

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er i Ny Testamente op mod 100 forskellige billeder på, hvad kirken er. De mest kendte er måske, at kirken er ”jordens salt,” ”verdens lys” og ”Kristi legeme.” Det er billeder med intuitiv styrke. De bestemmer kirken som et fællesskab, der ikke først og fremmest er en organisation, men en levende organisme med hoved og lemmer. De siger samtidig, at som sådan har kirken en helt afgørende og nødvendig rolle i verden.

Den kristne kirke har som institution en lang historie fra det tidspunkt, hvor de første menigheder samler sig og organiserer sig. Reformationen med Martin Luther som en af hovedkræfterne er en afgørende fase i den historie. Den danner samtidig grundlag for folkekirken.

Folkekirken er som evangelisk-luthersk kirkeinstitution kendetegnet ved, at menighederne rundt om i landet forsamles om ord og sakramenter (dåb og nadver). Dertil kan vi sige, at det teologisk set er, når dette ord båret af Helligåndens dynamik kommer i kontakt med alle typer af mennesker og menneskesind, at der skabes kirke i kristen forstand.

Som sådan lever den kristne kirke med dens menigheder rundt omkring i Aarhus Stift. Og folkekirken skal som institution tjene menighedernes forsamling om ord og sakramenter. Det er det særligt lutherske.

Udefra set må folkekirken altid være opmærksom på sin egen identitet og nysgerrig på sin samtid, hvis den skal formå at løfte sin centrale kirkelige opgave. Den udfordres til vedvarende at gennemtænke, hvad en evangelisk-luthersk kirke er i dag.

Det fordrer kirkelig dannelse og livsoplysning af præster og menigheder, og de skal have tid til at mødes og tale sammen om kirkens opgave.

Kirkens forkyndelse peger på det gode i vores liv og vidner om opstandelsens mirakel og barmhjertighed i en uperfekt verden og et svært og skrøbeligt liv.

Heri ligger forkyndelsens modsvar til tidens og tingenes tilstand og iboende rationalitetskrav.

Diskussionen af bispeembedet som et folkekirkeligt embede har været fraværende i den aarhusianske bispevalgkamp. Men vi vil hævde, at den administrative del af bispeembedet i dag peger på et centralt problem for folkekirken.

Der er med de mange administrative opgaver, som er pålagt en biskop umiddelbart tale om en balance mellem biskoppens rolle som administrativ leder og kirkelig leder.

Men i de senere år er der sket en glidning i forståelsen af, hvad en folkekirkelig biskops arbejdsopgaver og ansvar er – en glidning væk fra det centralt kirkelige og tjenesten for menighederne.

Der er mange årsager til denne udvikling. Den væsentligste årsag er, at folkekirken fra politisk og administrativt hold mere og mere bliver betragtet som en statsinstitution på linje med andre forvaltningsområder i staten, hvor jordforbindelsen kappes.

Denne udvikling nåede sin hidtidige kulmination med afskaffelsen af store bededag. Som en naturlig følge af denne udvikling bliver biskoppen også i stadig højere grad betragtet som administrativ leder på linje med andre topembedsmænd i statsadministrationen.

Det smitter af på den kirkelige lovgivning, som til stadighed tillægger biskopperne nye administrative funktioner i forbindelse med præsters ansættelsesforhold, konflikter mellem ansatte og mellem ansatte og menighedsråd, ansvar for bygninger og kirkegårde osv.

Det er af afgørende vigtighed, at en biskop er i stand til at pege på løsningsmuligheder af sådanne opgaver. Det kan gøres på mange måder.

Og bispekollegiet må naturligt samarbejde og fordele opgaver, så biskoppen over et stort stift som Aarhus skal bruge mindre tid end de øvrige på kirkepolitisk arbejde.

Vi mener, at en helt afgørende forudsætning for at kunne løse stiftets omfattende administrative opgaver er, at biskoppen er i tæt kontakt med hele sit stift – både ansatte og menighedsråd.

Derfor er det en nødvendig prioritering, at biskoppen bruger en væsentlig del af sin tid til at opbygge disse kontakter. Det gøres efter vores mening bedst ved, at biskoppen kontinuerligt mødes med alle repræsentanter i det folkekirkelige samarbejde: provster, præster, andre grupper af ansatte, menighedsråd, frivillige osv.

Derved opnår biskoppen et kendskab til stiftet, hvorved konflikter kan undgås eller løses, før de går i hårdknude. Når det formodentlig alligevel vil ske, at en konflikt bliver vanskelig at løse, må biskoppen naturligvis være i stand til at træffe de nødvendige beslutninger.

Men sådanne beslutninger bliver bedre, hvis de bygger på et indgående kendskab til konfliktens parter og substans. I alle aspekter af biskoppens administrative opgaver må biskoppen selvfølgelig samarbejde med og uddelegere opgaver til de mange stærke faglige kompetencer, der er samlet i stiftsadministrationen og i provstierne.

Vi er dog af den overbevisning, at der efterhånden er blevet lagt for stor vægt på, at biskoppen skal være administrativ leder. De kontinuerlige bevægelser mod centralisering og detaljeret regelstyring, som alle andre offentlige institutioner i Danmark tydeligt mærker, rammer også folkekirken.

Derfor mener vi, at det er afgørende for folkekirkens fremtid som kirke, at fokus flyttes en kende, således at koncentrationen om folkekirkens identitet som kristen kirke kommer til at stå i centrum.

Dette skifte i fokus bør ske på mange niveauer og i mange sammenhænge i folkekirken. Et bispevalg er et helt oplagt sted at begynde.

Vi foreslår derfor, at den kommende biskop over Aarhus Stift skal koncentrere sig om at være teologisk og kirkelig inspirator for præster, menighedsråd og alle andre, der er involveret i folkekirkens forkyndelse af det kristne evangelium.

Denne opgave er ikke adskilt fra biskoppens opgave som administrativ leder, idet den opgave forudsætter den samme tætte kontakt med alle dele af folkekirken, som det administrative lederskab gør.

Derfor kan de to funktioner i bispeembedet sagtens gå hånd i hånd. Men for begge funktioner er det afgørende, at de ikke udføres ved, at biskoppen sætter sig på toppen af en magtpyramide og forsøger at lede teologisk og administrativt nedad gennem magthierarkiet uden selv at komme i kontakt med alle involverede.

En luthersk kirke er også at forstå som en organisme og kan ikke alene ledes som om, den var en administrativ magtpyramide. Bispeembedet er, som det fremgår af ritualet for bispevielse, et præsteembede, der er tillagt nogle særlige funktioner.

Samtidig er præsten ikke hævet over andre døbte, men netop en kristen, der af menigheden har fået betroet ansvaret for evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Teologisk set er alle døbte i en luthersk kirke på samme niveau.

Man betegner ofte biskoppens funktion som det at være tilsynsmand. Det er en misforståelig betegnelse, fordi vi ofte forestiller os, at en tilsynsmands opgave er at gå rundt – for eksempel på en byggeplads – for at kontrollere, at alle andre gør deres arbejde ordentligt, bærer værnemidler og skrider ind, hvis det ikke er tilfældet.

Det er en uheldig forståelse af biskoppens rolle, fordi det nemt kan føre til topstyring og deraf følgende konflikter. Biskoppen har et ansvar for, at alle aktører i biskoppens område visionært sigter mod kirkens kerneopgave: forkyndelsen af evangeliet i tale og handling. Biskoppens tilsynsfunktion består derfor i kollegialt at samle og inspirere det mangfoldige arbejde med at forkynde evangeliet. Alt sammen noget biskoppen skal insistere på, ligger før al tale om administration og økonomi. Fordi folkekirken som institution skal tjene den kirke, som Helligånden skaber.