Trump er symptom på noget i os selv

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De seneste år har alle talt om Trumps fortrædeligheder og hans ekstreme dyrkelse af egne interesser og tyranniske tendenser. Med god grund. Men hvis vi reducerer problemet til én mand, overser vi det vigtigste: Han er ikke kun årsagen – han er også symptomet på en kultur, hvor status, dominans og “vind for enhver pris” belønnes.

For Trump handler alt om at vinde. Hans verden er grådighedens, den rå magt og fortællingen om den stærkestes overlevelse. Hans taler handler om hierarkier og målinger: Hvem er stærkest, hvem er svagest, rigest eller fattigst. Det er egodyrets logik – rangorden før relation. De svage skal ud, så den stærkeste kan sejre. Vækst skabes uden blik for natur og mennesker.

Vi ser det tankegods brede sig – også herhjemme. Politikere og meningsdannere vender ryggen til den grønne omstilling og taler mindre om diversitet. Ledelse forveksles med dominans. Hurtige resultater vægtes over langsigtet ansvar.

Det ses også i vores allesammens arbejdsliv: Hvem har ikke oplevet, at den kollega, der taler højest på mødet, ofte får mest indflydelse – også selvom den bedste idé måske blev sagt mere stille fra den anden ende af bordet.

Blandt de håbefulde fortællinger er dem, der handler om andet end egen karriere, grådighed og personlig branding. Om andet end krig, konkurrence og den stærkestes ret. Lad os puste nyt liv i fortællingen om at dyrke andre end os selv. Lad os forestille os fremtiden efter Trump og tyrannernes og grådighedens æra.

Vi kan vende tilbage til dagsordenen om at genoprette naturen og biodiversiteten. Og vi kan beskytte dem, der tænker anderledes. Ordet ”neurodiversitet” dækker over den naturlige variation i måder at tænke, føle og reagere på. Ligesom et økosystem bliver fattigere, når variationen forsvinder, bliver et samfund skrøbeligt, når kun det hurtige, målbare og konkurrerende belønnes.

Det er det, der sker, når den elev, der tænker langsomt og grundigt, konstant måles mod den, der svarer hurtigst. Eller den, der har flyvske tanker, ignoreres til fordel for den, vi forstår. Når den medarbejder, der arbejder bedst i ro, presses ind i et kontorlandskab med larm og konstant tempo. Så vinder ensretningen, og diversiteten taber.

Den kraftige stigning i mistrivsel og diagnoser som adhd, autisme, depression og angst kan ikke forklares af én årsag. Men stadig flere oplever, at de ikke passer ind i de samfundsrammer, vi har bygget – rammer præget af tempo, præstation og sammenligning. Det mærkes i skoleklasser, hvor børn allerede i de tidlige år sammenligner karakterer. På arbejdspladser, hvor KPI’er og målinger sætter rytmen for hverdagen. Og i sociale medier, hvor livet konstant fremstår som en konkurrence i succes, overskud og synlighed.

Vi står i en kolossal krise som samfund. Trumps indflydelse på vores adfærd er til at tage og føle på. Strømninger fra Guds eget land har altid præget vores egen kultur.

Men i stedet for at drukne os i sorg og bekymring må vi spørge, hvilke værdier vi vil bygge fremtiden på. Frihed, lighed, omsorg og rummelighed er ikke naive idealer. De er forudsætninger for, at fællesskaber kan holde. Det er værdier, der kan mærkes i hverdagen: når kolleger hjælper hinanden, før de hjælper deres egen karriere, når naboer organiserer fælles hjælp under en krise, eller når en leder vælger at beskytte medarbejdernes trivsel frem for blot at presse næste resultat igennem.

Som antropologen David Graeber og arkæologen David Wengrow skriver i bogen ”Altings Begyndelse”, var tidlige samfund ikke alene hierarkiske og brutale. De rummede fleksibilitet og samarbejde – og hyldede variationen i natur og mennesker. Ellers havde de næppe overlevet i hundredtusinder af år.

Hvis mennesket inderst inde også er generøst og samarbejdende, hvorfor får narcissistiske ledere så magt? Fordi vi – især under pres – fascineres af styrke. Når vi bliver utrygge, søger vi rangorden. Når vi mister kontrol, tiltrækkes vi af dem, der lover handlekraft.

Egodyret er ikke en fejl i mennesket. Det er en mekanisme. Problemet opstår, når samfundets institutioner ensidigt belønner det. Når vi bliver distancerede fra hinanden og ikke ser hinandens lidelse, men blindt adlyder autoriteter, gentager vi en velkendt psykologisk mekanisme. Milgrams lydighedsforsøg viste, hvor langt almindelige mennesker kan gå under autoritetspres.

I dag foregår det ikke i laboratorier. Det foregår i mødelokaler, i kommentarfelter og i politiske debatter. Når ingen siger fra. Når vi taler om “de andre” som problemer frem for mennesker. Når vi reducerer komplekse konflikter til sort-hvide fronter.

Når en kollega ties ihjel på et møde, fordi flertallet allerede har besluttet sig. Når debatter på sociale medier hurtigt forvandler uenighed til fjendebilleder uden nuancer. Eller når politiske diskussioner ender i skyttegrave, hvor ingen længere lytter til hinanden.

Vi smitter hinanden – både med forråelse og med omsorg. En spids bemærkning på et møde kan sætte tonen for resten af samtalen. Men det samme kan et oprigtigt spørgsmål eller et anerkendende nik.

Vi har brug for alternativer til rendyrket vækst, hurtige beslutninger og galoperende grådighed. Vi skal turde gå ned i tempo og give plads til langsomhed og refleksion. Ledelse må handle om fællesskab frem for selvpromovering. Det kan betyde at give tid til reel dialog før store beslutninger, at måle ledelse på trivsel og samarbejde – ikke kun på kvartalsresultater – og at lade langsigtede løsninger veje tungere end hurtige sejre.

Vi skal flytte fokus over på at hjælpe dem, der lider. På det jævne, stabile liv og de nære fællesskaber. Den ukritiske beundring af magt og ultimativ succes kommer med en pris. Den er med til at understøtte et system, der belønner egodyret og svækker flokdyret. Det er det, der sker, når vi hylder milliardærer som rollemodeller, men sjældent taler om pædagogen, sygeplejersken eller læreren, der hver dag holder fællesskabet sammen.

Den massive ulighed og naturødelæggelse, vi ser i dag, er ikke tilfældig. Den udspringer af en kultur, hvor dominans vægtes over balance.

Selvom det hele kan se sort ud, kommer der en tid efter Trump. En tid, hvor vi må redefinere os selv – som samfund og som mennesker.

Narcissismen ser kun én retning: opad. Og gerne på bekostning af andres behov og lykke. Men bæredygtighed – både i naturen og i fællesskabet – kræver cirkulation, variation og gensidighed. Bæredygtighed som social mekanisme er horisontal og ikke hierarkisk, dens logik er at bære andre og tillade andres blikke på verden.

Et opgør med narcissismens kultur er ikke et opgør med ambition. Det er et opgør med en ensidig belønning af dominans. Den bæredygtige omstilling må sætte mennesker og natur over snæver selvoptimering. Den empatiske omstilling må fejre variation – i hjernernes og naturens verden.

Vi kan starte i det små. Vi kan begynde med at give mere taletid til dem, der normalt ikke fylder rummet. Vi kan måle ledelse og succes på trivsel og fællesskabsfølelse – ikke på kortsigtede resultater og individets performance. Vi kan sænke tempoet i beslutninger, der påvirker mange. Vi kan vælge nysgerrighed frem for forargelse i den offentlige debat. Vi kan lade være med at klappe ukritisk af dem, der “vinder”, og i stedet spørge: Hvem blev taberen? Hvem skal ”betale”’ for narcissismens kultur?

Et 180-graders skifte i vores livsindstilling begynder ikke i verdenspolitikken. Det begynder i kulturen. Og kulturen begynder i hverdagens handlinger.