Historieløshed graver grøfter og giver magthavere frit spil

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Historie som fælles hukommelse erstattes af løsrevne historier med kort levetid i nyhedsstrømmen.

Sammenhænge af et fragmenteret verdensbillede, hvor tiden før internet er et gammelt, sort hul.

Postmodernisme, hvor man selv vælger, hvad der er rigtigt og vigtigt, gødede jorden for et ultra-demokratisk, men pengestyret, internet, hvor enhver kan sætte dagsorden for ”hvad alle taler om”.

Den herskende holdning er, at det er fint nok. Fagfolk må holde rede på det gamle. Uanset om man uden historie er som et træ uden rødder og »uden at kende historien er dømt til at gentage den«.

Det skulle måske gå den vej, da ny teknologi pludselig skabte så meget historie, delt mellem alle. Som atombombens paddehattesky steg den længe tyndt op for så at brede sig ud i det 20. århundrede.

Jesus, Buddha og Sokrates sagde for et par tusinde år siden ord af blivende betydning til et par hundrede mio. mennesker. Nu har 8 mia., indbyrdes adskilte ved hver sin skærm, men internetforbundne, hver især et langt højere gennemsnitsforbrug.

Man mente i 90’erne, at »historien var nået til ende« i en demokratisk og fredelig verden. Hvor det viste sig forkert, kan udsagnet stadig blive korrekt med menneskets forsvinden fra en hårdtprøvet Moder Jord. Det hele går stærkt og kan få drastiske konsekvenser hurtigere end for arter, der klarede sig længere, end vi nok vil gøre.

Historiens fangarme har dog stadig tag i verden. Den p.t. mest omtalte krig er mellem et muslimsk styret Iran og et USA, hvis regering kalder krigen et korstog til at opfylde 2.000-årige profetier fra Johannes’ Åbenbaring om at udslette Israels fjender. Dets krigsminister har tatoveret »Gud vil det«.

Da EU-udenrigskommissær Kaja Kallas vakte værternes vrede ved Kinas markering af 80-året for enden på Anden Verdenskrig (august 25) ved, at Ruslands og Kinas rolle i at besejre fascismen var nyt for hende (!), forsvarede hun sig med, at »der ikke længere er mange, der studerer historien«.

Vestlig uvidenhed om historie graver grøfter mod dele af verden, hvor den stadig betyder noget.

Man finder Putin latterlig, når han begrunder Ukrainekrigen med historie. Men kunne måske være undgået, hvis der var lyttet. Russisk utilfredshed med ekspansion af EU og Nato, som man var udelukket fra, blev ignoreret, sammen med nationale modsætninger i Ukraine.

Russisk opfattelse af, at Vesten ikke vil dem det godt, blev efter årelang forsuring af forholdet styrket ved Vestens boykot af fejringen af 70-året for sejren i Anden Verdenskrig i 2015.

Deres og kinesernes bevidsthed om Anden Verdenskrig skal ses i lyset af krigens meget store ofre i de to lande. Mens Vestens velkendte Hollywood-produkter om krigen handler mest om D-dag og Pearl Harbour.

Et russisk trusselsbillede næres af uvidenhed, som udtrykt af Donald Tusk med: Det er et paradoks, at 500 mio. europæere skal beskyttes af 300 mio. amerikanere mod 140 mio. russere.

Hvortil kan føjes, at de er fattigere end europæerne. Når Mette Frederiksen reducerer det til, at russerne ikke går tidligt hjem ved afskaffelsen af store bededag, antydes en opfattelse af dem som en slags orker.

Klimapolitik er løbende vanskeliggjort ved det globale syds krav om kompensation fra hykleriske rige lande, hvis overforbrug de finder muliggjort af kolonitidens udbytning. Mens Vesten hævder moralsk overlegenhed ved en demokratisk styreform, hvis svagheder andre er skeptiske mod.

Uvidenhed om historie gør det lettere for magthavere at tolke og bruge den, som det passer i deres kram.

Trumps USA berettiger told på alle andre med, at det flere gange »alene« har reddet verden (Anden Verdenskrig igen!) uden anden tak end at blive snydt med handel og klimahumbug.

USA er dog parat til igen at redde Europa som del af det, der kaldes en kristen vestlig civilisation. Nu ikke med demokrati, men patriotisme som bærende værdi. Ligesom Vesten støtter demokratiske kræfter i andre lande, støtter USA nu Europas »patrioter« for at redde det fra indvandring og woke.

En rask lille krig mod Iran viser, at man intet har lært af fejlslagne krige i Mellemøsten og oliekriser.

Det ser Rusland som en patriotisk del af Vesten med naturressourcer og forretningsmuligheder og ønsker Ukrainekrigen afsluttet. Der lægges op til alliance mellem USA og Rusland vendt mod Kinas forsøg på at samle det globale syd og Rusland til et opgør med vestlig dominans.

Trumpisme vil sætte parentes om det 20. århundrede. Idéer om folkelig indflydelse – der førte til demokrati, fascisme, kommunisme og FN – erstattes af penge, styrke og underholdning i noget, der ligner en blanding af romersk kejserdømme og ”Fagre Nye Verden” tilsat drømme om at fortsætte på Mars. Alt i alt en omfortolkning af historien, der vil noget!

Trumps ideologiske modstandere er ikke nødvendigvis meget bedre. DR viste (3.3.2026) en BBC-dokumentar om et uopslideligt emne, Romerrigets fald. Blandt årsagerne plejer man at fremhæve folkevandringens invaderende »barbarer«. Her blev den til, at Rom ikke tog godt nok imod folk på flugt fra hunnerne samt koncentration af rigdom hos en lille overklasse og uduelig ledelse.

BBC trak paralleller til nutidens migration og talte om civilisationers udløbsdato. Læs, hvis Vesten vil overleve, skal det som Sverige under Reinfeldt gøre sig til et ”blandland” uden bekymring for konsekvenserne.

Moderne historievidenskabs krav om evidens og klare værdipræmisser forhindrer ikke en ellers anerkendt kilde i subjektiv tolkning i tråd med egne værdier.

Da jeg for et par år siden fremskrev udviklingstendenser i Mellemøsten for en svensk hjælpeorganisation, var de mange unge arbejdsløse og regionens klimaudfordringer centrale emner. Men opdragsgiver anså bare de mange unge for en ressource – også for et aldrende Europa – ikke for et problem.

Et dansk eksempel på misbrug af historien udgøres af DR’s dokumentar ”Det hvide guld”, hvor et kritisk syn på forholdet mellem Danmark og Grønland blev overspillet nok til dens afpublicering. Fejlagtige påstande om økonomisk udbytning blev fremført, samtidig med at Trump berettigede sit krav på Grønland med det samme.

I 90’erne førte kritik af ”kongerække-læren” over i den modsatte grøft. Mine børn lærte meget om Vikingetiden og lidet om alt andet i både folkeskole og gymnasium. Begrundet med, at de hermed havde fået kildekritiske redskaber til selv at finde ud af dens sammenhænge og drivkræfter. Muliggjort ved, at de fleste forældre betragtede historie som et ligegyldigt fag.

Siden er det da også nedskaleret og på vej ud. Trump, Putin og mere eller mindre konspiratoriske internetguruer viser konsekvensen, når de har frit løb for tolkninger, som virker over for baglande, der ikke har andet at holde fast i.

Valgkampen i 2026 blev præget af løsrevne enkeltsager, partilederes talegaver og tøjstil, styret af journalister, der prioriterer underholdningsværdi. Hvis medierne gjorde den rigtig kedelig ved at ”nøjes med” at præsentere og vurdere politiske programmer i en faktuel og historisk kontekst – ville stemmeafgivningen nok falde, men resultatet blive bedre?

Da dette er umuligt, synes den tilbageværende mulighed for at rette op på ulykkerne trods alt at være prioritering af undervisning i historiske sammenhænge, faktatjek og kildekritik.