Den kommende regering står over for svære valg, men også med mulighed for store gevinster

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Klimaforandringerne er ikke længere en abstrakt fremtidig risiko. Effekterne er allerede en observerbar realitet. Alligevel har klimaforandringernes betydning for vores samfundsudvikling ikke fyldt særlig meget i den igangværende valgkamp forud for folketingsvalget.

Det gælder både det fortsatte behov for at reducere udslippet og behovet for at gøre samfundet langt mere robust til de forandringer, der vil komme.

Videnskabelige publikationer dokumenterer en opvarmning af atmosfæren, stigende havniveauer og en ændret frekvens og intensitet af ekstreme vejrhændelser. Det er ikke variationer omkring en stabil middeltilstand. Det er et system i ubalance, der bevæger sig væk fra den stabile tilstand, vi har udviklet vores nuværende samfund inden for rammerne af.

Vi er nået punktet, hvor Jordens klimasystem er kommet ud af balance. Hvor atmosfæren modtager mere varme, end den afgiver, og hvor opvarmningen sker i et tempo, der giver anledning til bekymring. De seneste 11 år (2015-2025) har været de varmeste målte nogensinde. Den globale temperatur ligger nu mere end 1,5 °C over det førindustrielle niveau, når temperaturgennemsnittet for de seneste tre år vurderes.

Vi kender billederne. De stigende temperaturer fører til smeltende gletsjere og reduceret havis i Arktis og Antarktis, accelererende havstigninger samt hyppigere og mere intense ekstreme vejrhændelser som hedebølger, kraftig nedbør og tørke. Alt sammen noget, der i stigende grad udfordrer de samfund, vi møjsommeligt har opbygget og udviklet i det gamle, køligere klimasystem.

Den centrale erkendelse er enkel: Klimaet ændrer sig nu – hurtigt, målbart og med konsekvenser, der allerede påvirker økonomier og økosystemer. Spørgsmålet er ikke længere, om vi skal handle. Spørgsmålet er, hvordan vi tilpasser og udvikler samfundet – og om vi gør det tilstrækkeligt hurtigt og tilstrækkeligt klogt. Derfor kan det godt undre, at tematikken ikke har stået mere central op til valget.

Men derfor kan det jo stadig nås at give klimapåvirkninger en central plads i det kommende regeringsgrundlag.

Et klima i hastig forandring er nemlig en væsentlig dimension i de rammevilkår, vi kan videreudvikle samfundet inden for. Reduktion af drivhusgasudledninger og tilpasning til uundgåelige forandringer udgør fundamentet for en langsigtet, bæredygtig samfundsudvikling.

Forebyggelse og tilpasning er ikke alternativer. De er komplementære nødvendigheder. Selv med ambitiøse reduktioner af udledninger vil en del af de igangsatte klimaforandringer fortsætte i årtier frem. Det skyldes den naturlige træghed, der styrer klimasystemets respons på ændringer – især havets evne til at lagre varme.

Derfor er klimatilpasning ikke et tegn på manglende ambition. Det er en anerkendelse af den fysiske realitet, at klimasystemet reagerer lige så langsomt som en uundgåelig trafikulykke i slowmotion. Vi kan se det ske, men vi kan ikke længere forhindre, at det sker.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi konkret sikrer en effektiv grøn omstilling og videreudvikling af Danmark, hvor vi også inspirerer landene omkring os. Det kræver en systemisk tilgang. Men teknologisk udvikling alene er ikke tilstrækkelig. Økonomiske incitamenter, regulering og politiske prioriteringer spiller en afgørende rolle. Prissætning af CO₂ er et centralt redskab, fordi det internaliserer de klimamæssige omkostninger i økonomiske beslutninger. Samtidig kræver omstillingen investeringer i forskning, innovation og infrastruktur. Det handler om ”viden til forandring”.

Lige så centralt er spørgsmålet om klimatilpasning. Hvordan sikrer vi, at vores samfund er robust over for de forandringer, vi allerede kan forudsige? Det indebærer blandt andet langsigtet klimaudvikling langs vores 8.800 km kystlinje, klimatilpasset byplanlægning og opgradering af vand- og afløbssystemer. Det handler også om at tænke klimatilpasning ind i alle relevante sektorer – fra sundhed til beredskab. Fra beredskab til borgere. Fra borgere til Christiansborg.

Klimatilpasning er ofte lokal i sin implementering, men global i sin baggrund. Det kræver, at nationale strategier omsættes til konkrete handlinger i kommuner, staten og hos danskerne. Det kalder på en national strategi, der kan guide alle de mange aktører og de mangeartede handlinger, der skal finde sted. Det kræver også politisk mod og prioritering – og det kræver, at vi tør træffe beslutninger om at skifte spor, som kan være økonomisk og politisk vanskelige på kort sigt, men nødvendige på lang sigt.

Et centralt aspekt i denne sammenhæng er håndteringen af usikkerhed. Klimavidenskab opererer ikke med absolutte forudsigelser, men med sandsynligheder og scenarier. Det betyder ikke, at vi ved for lidt til at foretage rettidige sporskifter og omstille samfundet. Tværtimod. I mange tilfælde er usikkerheden asymmetrisk – det vil sige, at risikoen for alvorlige konsekvenser er større end risikoen for, at problemerne viser sig mindre end forventet.

Det er derfor utilstrækkeligt at basere klimapolitik på kortsigtede hensyn eller snævre økonomiske kalkuler. Klimaforandringer er et eksempel på et langsigtet, globalt problem, hvor konsekvenserne af handling – eller mangel på samme – allerede kan ses i dag. Det stiller krav til politisk lederskab og til evnen til at tænke ud over valgperioder.

Det er i denne kontekst, at fraværet af klima i den aktuelle politiske debat bliver problematisk. For når et nyt regeringsgrundlag skal formes, er det afgørende, at klima ikke behandles som et særskilt politikområde, men som et vilkår og en integreret del af alle relevante beslutninger.

Klima er ikke kun miljøpolitik og minimering af oversvømmelsesrisici. Det er økonomisk politik, sikkerheds- og velfærdspolitik. Det er med andre ord et vilkår for samfundsudvikling, vi ikke kan vælge fra, og som gør os alle tryggere og rigere, hvis vi træffer de svære beslutninger i tide.

Der er en væsentlig mulighed i omstillingen og udviklingen. Den grønne transformation kan skabe innovation, nye arbejdspladser og økonomisk vækst. Den kan sikre trivsel, social retfærdighed og sammenhængskraft. Det kræver, at vi har modet til at træffe svære valg, til at agere proaktivt og strategisk. At vi strategisk investerer i løsninger, der ikke blot reducerer udledninger, men også laver forandringer, der styrker samfundets robusthed frem for at risikere at sætte den over styr.

Det er her, videnskaben spiller en central rolle. Ikke som politisk aktør, men som leverandør af viden. Videnskaben kan ikke træffe beslutninger, men vi kan kvalificere dem. Den kan reducere usikkerhed, identificere risici og pege på mulige løsninger. Men i et demokrati er og bliver det et politisk og samfundsmæssigt ansvar at omsætte denne viden til handling.

Håb er som bekendt ikke en strategi. Alligevel krydser vi fingre for, at klimatransformationen af samfundet står centralt, når et nyt regeringsgrundlag skal formes. Ikke som en konkurrerende overskrift blandt mange, men som en grundlæggende præmis for fremtidens samfund. Det handler om at udvikle og tilpasse, så Danmark – og verden – er bedst muligt rustet til de forandringer, der allerede er i gang.

Det handler om robusthed. Om prioriteringer. Om mod og politisk handlevilje. Og i sidste ende om ansvarlighed over for alle os danskere, der stadig tror på, at vi kan klare denne svære opgave sammen.