Grønlænderne vil have mere selvstyre. Og det er der plads til i grundloven

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Grønland har i dag – også internationalt set – et ganske betydeligt selvstyre. Der har dog fra grønlandsk side med jævne mellemrum været fremsat ønsker om øget selvstyre, herunder ikke mindst på det udenrigspolitiske område.

Grænserne for et grønlandsk selvstyre sættes af grundloven. I det følgende gør vi os nogle overordnede overvejelser om, hvilke rammer grundloven sætter for muligheden for at etablere et øget grønlandsk selvstyre.

Skulle den grønlandske selvstyreordning karakteriseres med blot ét ord, må dette være autonomi. Grønland har ret til selvstændigt at styre langt de fleste anliggender, som knytter sig til den grønlandske del af riget.

Grønland har således ikke blot den udøvende magt, men også den lovgivende magt inden for overtagne sagsområder. Retsforskrifter, der vedtages af det grønlandske parlament Inatsisartut og stadfæstes af den grønlandske regering Naalakkersuisut, kaldes Inatsisartutlove. I Inatsisartutlove kan for eksempel fastsættes skatteregler, hvilket ellers ifølge grundloven kun kan ske ved en lov. Grønland kan også beslutte at oprette domstole. Og Grønland har på det udenrigspolitiske område fået fuldmagt til bl.a. at forhandle og indgå visse traktater på rigets vegne.

Selvstyreordningen for Grønland er etableret ved selvstyreloven. Loven bygger på fælles overenskomst mellem den danske og grønlandske regering. En hjemmestyrelov for Færøerne blev vedtaget allerede i 1948. Grønland måtte vente indtil 1978. Der er, som vi også vender tilbage til, siden sket betydelige udvidelser af ordningerne for både Grønland og Færøerne.

I grundlovens § 1 står der, at grundloven gælder for alle dele af Danmarks Rige. Det er det forfatningsretlige udgangspunkt for det, vi kalder rigsfællesskabet. Alle tre rigsdele er underlagt grundloven og de krav, der følger heraf.

Af grundloven følger bl.a., at delegation af lovgivende kompetence til andre myndigheder altid skal være sagligt afgrænset. Det følger også af grundloven, at der slet ikke kan delegeres lovgivende kompetence til at fastsætte regler om skatter og domstolsordningen. Som det fremgår af beskrivelsen ovenfor, er disse begrænsninger ingenlunde opfyldt for det grønlandske selvstyre.

Når Grønlands selvstyreordning alligevel er forenelig med grundloven, skal det grundlæggende findes i det forhold, at det i forbindelse med vedtagelsen af grundloven i 1953 blev lagt til grund, at grundloven ikke er til hinder for en vidtgående adgang til at overlade lovgivende kompetence til Færøerne vedrørende færøske særanliggender – sådan som det var sket allerede ved den færøske hjemmestyrelov i 1948.

I forbindelse med udarbejdelsen af grundloven skrev de to forfatningssagkyndige Poul Andersen og Alf Ross et responsum om Færøernes og Grønlands statsretlige stilling. De gav heri udtryk for, at loven om det færøske hjemmestyre var givet ud fra den forudsætning, at loven – som følge af de særlige nationale, historiske og geografiske forhold for Færøerne – var i overensstemmelse med den hidtidige grundlov. Og den forudsætning blev bekræftet ved vedtagelsen af 1953-grundloven.

I forslaget til ny grundlov blev der henvist til de to professorers responsum i bemærkningerne til grundlovens § 1. Og under Folketingets behandling af grundlovsforslaget anførte det færøske folketingsmedlem Peter Mohr Dam ligefrem, at deres opfattelse var lagt til grund af de forskellige partier. Han opfordrede de øvrige folketingspolitikere til at reagere, hvis de ikke var enige – hvilket så vidt ses ingen gjorde.

Siden vedtagelsen af grundloven i 1953 blev der i 1978 ved lov etableret et hjemmestyre i Grønland, som nogenlunde svarede til den færøske fra 1948. I 2005 og 2009 udvidedes ordningerne betydeligt.

Det grønlandske selvstyre fik adgang til at overtage den lovgivende, udøvende og dømmende kompetence inden for alle sagsområder – dog bortset fra statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, valuta- og pengepolitik samt udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik.

For så vidt angår udenrigspolitik fik selvstyret udtrykkelig kompetence til ikke blot at forhandle, men også til på rigets vegne at indgå folkeretlige aftaler, som alene vedrører Grønland og fuldt ud overtagne sagsområder. Selvstyremyndighedernes beføjelser vedrørende udenrigsanliggender begrænser dog ikke regeringens forfatningsmæssige beføjelser og ansvar i mellemfolkelige anliggender, regeringen bevarer kontrollen og ansvaret.

Det grønlandske hjemmestyre var forfatningsretligt muligt som følge af forudsætningen om den færøske hjemmestyreordnings forenelighed med grundloven. De hensyn af bl.a. geografisk, kulturel og sproglig karakter, der ligger bag grundlovens accept af adgangen til at etablere et udstrakt hjemmestyre for Færøerne, gælder nemlig ikke mindre for Grønland.

Og de samme hensyn dækker efter vores opfattelse også de senere udvidelser. Grundlovsgiver forestillede sig i 1953 næppe en statisk ordning. Et selvstyre er noget, der i fælles forståelse kan udvikle sig over tid.

Lovgivningsmagten må i det hele taget have et betydeligt kvantitativt og kvalitativt spillerum for at lade selvstyret varetage særanliggender, som lidt forenklet sagt kun begrænses af enkeltbestemmelser i grundloven.

Man kan så spørge, om lovgivningsmagten kan gå endnu længere. Om man kan det, må som anført navnlig bero på, om det vil støde mod enkeltbestemmelser i grundloven.

Det kan eksempelvis ikke overlades til det grønlandske selvstyre at oprette en særlig grønlandsk højesteret, at udøve udenrigspolitisk kompetence uden om regering og folketingskontrol, at udstede regler om ekspropriation uden erstatning eller om censur – det vil stride mod en række enkeltbestemmelser i grundloven.

Men om det er hugget i granit, at eksempelvis penge- og valutapolitik ikke kan overføres, kan nok diskuteres.

Og der kan efter vores opfattelse også etableres ordninger, hvor selvstyret får en mere fremskudt rolle på det udenrigspolitiske område. I grundloven står der, at regeringen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.

En forfatningsretlig grænse må – for at bruge tre højesteretsdommeres ord i en nylig sag om Færøernes adgang til WTO-medlemskab – i hvert fald gå der, at Grønland ikke i udenrigsanliggender kan handle fuldstændigt selvstændigt i eget navn uden om regeringen. Der ville i så fald reelt ikke længere foreligge et rigsfællesskab.

Grønland har imidlertid efter gældende ordning en relativt vid fuldmagt til at indgå visse traktater på rigets vegne. Man kunne i vores øjne overveje, om Grønland, for så vidt angår andre internationale kontakter og forhandlinger end dem, der sigter på indgåelse af folkeretlige forpligtelser for staten, kunne overlades videregående beføjelser.

Grundlovens ordning og praktiske betragtninger indebærer dog, at regeringen under alle omstændigheder inddrages forud for dispositioner på det udenrigspolitiske område. Men de praktiske rammer for tilrettelæggelse af en mere fremskudt grønlandsk håndtering af udenrigspolitiske forhold er efter vores opfattelse vide.

Hvor langt man i det hele taget kan gå i retning af øget selvstyre inden for grundlovens rammer, kan være vanskeligt at generalisere, ud over at det må først og fremmest bero på konkrete vurderinger af enkeltbestemmelser i grundloven.

Der er dog næppe tvivl om, at grundloven udgør en fleksibel ramme for etablering af et vidtstrakt selvstyre for både Grønland og Færøerne.