Bliver folkeskolen bedre med de initiativer, partierne nu har kastet på bordet?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Folkeskolen har fundet vej til den politiske dagsorden op til valget. Det er godt, for folkeskolen har vaklet og haft vanskeligt ved at finde et ståsted i de forgangne år.

Der er mange negative overskrifter i medierne om folkeskolen lige fra lærerflugt til mistrivsel og skolevægring selv i de små klasser.

Folkeskolen har været skueplads for forskellige politiske initiativer og vinde gennem de seneste år. Med en plads på den politiske dagsorden blæser vindene igen i forskellige retninger ind over folkeskolen.

Før valget blev udskrevet, spillede Socialdemokratiet ud med maksimalt 14 elever i de små klasser. Det fik hurtigt et modspil med en tolærerordning også i de ældste klasser. De politiske partier ser det samme problem, men ”medicinen”, som de ordinerer til ”behandlingen”, er forskellig.

Årsagerne til problemerne med mistrivsel, øgede udgifter til specialundervisning, lærerflugt m.m. har været italesat med forskellige begrundelser.

Der har bl.a. været tale om sociale medier og mobiltelefoner blandt eleverne, for ringe uddannede lærere eller for mange ikke-uddannede, for meget undervisning på it og ”Pissedårligt opdragede elever (PDO)”.

De foreslåede initiativer koster penge – mange penge. Spørgsmålet er, om de ovennævnte udfordringer blot er symptomer. Der har tidligere været politiske initiativer, som har kostet mange penge, men hvor udfordringerne i folkeskolen ikke er blevet løst.

Alle eleverne skulle have en længere skoledag. Det kostede penge til flere lærertimer, men initiativet virkede ikke på den måde, som politikere og skoleforskere havde spået. Der blev lempet, så kommunerne og skolerne fik frihed til at vælge.

Målstyret undervisning og synlig læring blev ”det nye sort”.

Helt nyt var det dog ikke, for allerede i 1993 fik folkeskolen ”Centrale kundskabs- og færdighedsmål” (CKF) med formulerede slutmål. I de følgende ca. 25 år er målene for fagene i folkeskolen blevet præciserede. Der kom bindende slutmål og trinmål efter 3., 6. og 9. klasse i matematik og for 2., 4., 6. og 9. klasse i dansk.

Stramningen førte bl.a. til, at der var over 1.000 bindende mål for, hvad eleverne i løbet af skoletiden skulle tilegne sig af viden og færdigheder. Det kostede mange penge at beskrive og implementere målene. Senere er antallet af mål blevet reduceret og gjort vejledende. Lærerne skal dog fortsat beskrive mål for undervisningen.

Sammen med de bindende videns- og færdighedsmål kom evaluering i fokus. Lærerne skulle dokumentere, at undervisningen ”bar frugt”.

Et af værktøjerne blev de nationale test, som eleverne skulle deltage i løbende over skoletiden. Der var stor modstand mod testene, så de er ikke længere obligatoriske. Det kostede mange penge at udvikle testene, it-systemet bag testene og at sende mange lærere på kurser (enkeltdage og kursusforløb).

I løbet af en skoledag møder eleverne forskellige lærere og fag. Hver lærer kommer med mål i det fag, der skal undervises i. Udfordringen er, når ikke alle eleverne kommer igennem dagsordenen, før en ny lærer kommer med nye mål.

Ændringerne blev gennemført ud fra et ønske om, at Danmark skal klare sig bedre i sammenligning med andre lande. Målestokkene er Pisa-målingerne, hvor vores placering ikke har flyttet sig væsentligt trods de mange investeringer i folkeskolen.

I valgkampen åbnes pengekassen igen for initiativer til folkeskolen. Det kan bl.a. være til flere lærere, bedre faglokaler, bedre biblioteker m.m., hvilket er fine initiativer. Der er dog en risiko for, at overskrifterne fortsat vil være de samme, og at der om fem år igen vil være behov for nye initiativer og flere penge.

Alle de nævnte initiativer er gode, men udfordringen er, at trods gode intentioner er strukturen fortsat den samme. Skoledagen er opdelt i 45 minutters lektioner (eller dobbeltlektioner), mange gange separeret med et lærerskifte eller et skifte af fag. Hver lærer går til undervisningen med formulerede og synlige mål for netop den lektion.

Hvis alle eleverne når gennem dagsordenen, må de stoppe midt i noget, fordi der nu kommer en anden lærer, et andet fag og andre mål, som eleverne måske heller ikke når at blive færdige med. På den måde kan nogle elever gå fra skoledagen med oplevelsen af, at de ikke nåede i mål med noget som helst.

De fleste lektioner foregår fortsat i klasselokalet, hvor en del lokaler ikke er dimensioneret til 28 elever. Med forslaget om to lærere i klasserne udfordres ikke kun det, men også undervisningen. I et lille lokale kan det give mere uro, når to lærere samtidig skal samtale med forskellige grupper om en problemstilling i en opgave.

Tolærerordninger kan også udfordre undervisningens struktur. Her op til valget har medierne interviewet elever i udskolingen, og de giver udtryk for, at det vil være fint med to lærere, så de hurtigere kan få hjælp til en opgave. Det kan signalere en individualiseret undervisning med fokus på opgaveløsning.

Tolærerordningen kan også være, at den ene lærer tager halvdelen med ud af klassen for at undervise dem. Denne brug af tolærerordningen lægger sig tæt op ad behovet for og forslaget om færre elever i klasserne.

I et tankeeksperiment flyttes forholdene, som eleverne bydes, over på en voksenarbejdsplads. I et kontorfællesskab på 80 kvm, er der 28 arbejdspladser. Flere af medarbejderne taler med overordnede og med hinanden om arbejdsopgaverne.

Efter hver kaffepause (ca. efter halvanden time) popper nye arbejdsopgaver, krav og mål op på skærmen. Det kan være at udarbejde noget, eller at man skal sætte sig ind i noget. Sådan går en syv en halv timers arbejdsdag med op til fem nye arbejdsopgaver og krav. Arbejdsforhold som disse vil skabe stress og medarbejderflugt.

Folkeskolens struktur med lektioner a 45 minutter, fag, lærere og læringsmål, der skifter mange gange i løbet af en dag, stresser nogle elever. De nåede heller ikke i denne lektion det, der blev skrevet op på tavlen. Elevernes svar på stresstilstanden er ikke en sygemelding som i voksenlivet, men det er skolevægring, mistrivsel m.m.

En løsning kunne være at bryde den stive struktur i folkeskolen, så eleverne arbejder i længere moduler, hvor de oplever, at de kan blive færdige med ”noget”.

Et eksempel kunne være, at eleverne en hel formiddag i matematik arbejder med arealer på forskellige måder. Det kan være måling uden for klasselokalet, sammenligne arealer af forskellige figurer, identificere forskellige egenskaber ved figurerne, tegne og måle arealer eventuelt med it og løse forskellige opgaver med arealer.

I andre forløb kan flere fag integreres i projekter, f.eks. dansk og billedkunst eller naturfagene. I sådanne forløb vil det give mening med enten små klasser eller to lærere, det synlige mål vil være, at vi skal lære noget om f.eks. arealer, fremstillingsformer eller vejret. Evalueringen efter arbejdet kan være ”Hvad ved vi nu?”

Det er altså ikke nødvendigvis, hvor mange penge der kastes efter folkeskolen, der vil ændre de negative overskrifter.

Svaret kan være at bløde op på en meget stiv struktur. Det vil også koste penge, men hvis investeringerne går til holdbare og varige løsninger, så er de det hele værd.