Det lærte sudanesiske kvinder mig om at overleve

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi satte os i en cirkel, alle kvinder, alle på måtter på gulvet, samlet i et stort telt af hvidt lærred, mens vi søgte skygge fra den brændende sol. Hver eneste bevægelse, vi lavede, uanset hvor lille, fik støvet til at hvirvle op. Selvom stedet var simpelt, føltes det helligt – det er den slags cirkel, kvinder skaber instinktivt, selv under de hårdeste forhold. Et sted, hvor vi kunne tale, blive hørt og holdt.

Asma, der sad ved siden af mig, ville fortælle sin historie, og det var en historie om tragedie. To af hendes børn var blevet dræbt – to af de utallige ofre, hun har set, efter Sudans brutale krig kom til hendes dør. »Jeg trådte over lig, som om de var ingenting,« sagde hun. »Døden var overalt. Jeg takker Gud og håber på noget bedre. Inshallah, alhamdulillah, i Guds navn, vil tingene blive bedre. Tingene vil blive bedre.«

Den sorg og traume, blandet med håb, jeg så i Asmas øjne, var også i øjnene på mange af de andre sudanesiske kvinder, jeg mødte, da jeg for nylig besøgte flygtningelejre i det østlige Tchad ved grænsen til Sudan. Blikkene i deres øjne har hængt ved mig lige siden.

Tchad er et af verdens i forvejen fattigste lande – alligevel har det åbnet armene og indtil videre taget imod mere end 900.000 mennesker, som er flygtet over grænsen fra Sudan på flugt fra den frygtelige vold, der har hærget landet, siden konflikten brød ud for næsten tre år siden. I alt er mere end 14 millioner mennesker blevet tvunget på flugt fra konflikten i Sudan.

Dette er en katastrofe i en skala, jeg aldrig har set før.

80 pct. af dem, der er flygtet til Tchad, er kvinder og børn. Ifølge UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, har to tredjedele af sudanesiske flygtninge fortalt, at de er blevet ofre for menneskerettighedskrænkelser under deres flugt til Tchad, herunder fysiske overfald, røveri, voldtægt og andre former for seksuel vold.

I flygtningelejrene er historierne nedslående ens. Mange kvinder har mistet ægtemænd, brødre, sønner og fædre. Dræbt derhjemme, dræbt på flugt, dræbt foran deres familier. Resultatet er, at mange kvinder nu må bære ansvaret for alt. De flygter som husstandens overhoved, nogle gange i uger, bærende på børn, ældre slægtninge og deres egen sorg og chok. Med den konstante trussel om røveri, overfald, seksuel vold og andre uhyrlige overgreb hængende som en mørk sky over dem under deres farefulde flugt.

Og så er der konsekvenserne af volden, der følger dem.

I Tchad fortalte en UNHCR-ansat, der arbejder med seksuel og kønsbaseret vold, at mange overlevende ankommer for sent til akut medicinsk behandling. Mange af de kvinder, der er blevet voldtaget, bliver gravide, og stigmaet omkring seksuel vold kan være så alvorligt, at det tvinger kvinder ind i en skræmmende isolation af frygt for at blive udstødt, hvis graviditeten opdages.

Alligevel gentog mange kvinder uafhængigt af hinanden, at de i det mindste i Tchad ikke længere hører skud om natten. Nogle sagde blot: »Her føler vi os sikre.« Og selvfølgelig betyder det noget.

Men at være sikker er ikke det samme som at leve.

Næsten alle flygtningelejrene i Tchad, inklusive dem, jeg selv besøgte langs grænsen til Sudan, er overfyldte – de huser langt flere mennesker, ofte mange tusinde mere, end de er designet til. Vand er en sparsom ressource – kvinder står i kø under den bagende sol i timevis for at hente det vand, de kan få.

Stadig oftere må mange gå tomhændede hjem. I en typisk nødhjælpsindsats er målet for humanitære organisationer som UNHCR, at hver person får minimum 15 liter vand om dagen til at drikke, lave mad med og bruge til at holde ren hygiejne. Men nogle steder i Tchad er det kun muligt at tilvejebringe omkring seks liter pr. person per dag. Det er ikke nok til praktiske behov og slet ikke nok til at undgå ydmygelsen ved ikke at kunne vaske sig.

Til sammenligning bruger vi hver især her i Danmark i gennemsnit 100 liter vand hver eneste dag.

Som konsekvens bliver kvinder og piger tvunget til at søge efter rent vand langt væk fra flygtningelejren – hvilket øger risikoen for seksuelle overgreb og vold – eller at drikke forurenet vand, hvilket kan medføre kolera og andre sygdomme, som kan være dødelige i en flygtningesituation som denne.

Meget af dette er en direkte konsekvens af, at verden kigger den anden vej.

Sidste år modtog UNHCR kun 35 pct. af de nødvendige midler. Udsigterne for i år er endnu mere dystre.

»Vi er tvunget til at vælge, hvem vi kan hjælpe,« har flere UNHCR-ansatte i Tchad sagt til mig.

Med drastisk faldende støtte bliver UNHCR nødt til at fokusere på det, de kalder »livsvigtig hjælp« – husly, vand og de mest basale fornødenheder. Det betyder bl.a. færre ”safe spaces” for kvinder og piger, der har overlevet frygtelig vold, færre børn, der kan komme i skole, og færre sundheds- og rådgivningstilbud.

Jeg lyttede til kvinderne, da de fortalte, hvad de havde mest brug for, og svarene var klare: beskyttelse, psykologisk støtte og muligheden for at stå på egne ben. Ikke medlidenhed, men muligheder.

Selv midt i en humanitær krise overlevede disse flygtningekvinder ikke bare; de organiserede sig, etablerede boder på markedet og skabte sikre rum og “one-stop”-steder, hvor andre kvinder kunne søge hjælp og råd. De hjalp hinanden med at klare de enorme daglige udfordringer. De prøvede kort sagt at leve.

Jeg husker stadig, hvordan det føltes at sidde med disse kvinder. Vi græd sammen. Vi krammede hinanden. Nogle gange lo vi endda. Jeg forlod cirklen og tænkte på, hvor ofte kvinder forventes at holde sammen på alt. Jeg følte en dyb ømhed over for disse flygtningekvinder og alt den vægt, de bærer på deres skuldre.

Der er en særlig form for hjælpeløshed i at være vidne til lidelse, man ikke kan fikse. Jeg følte det intenst der.

Som jeg sad der i støvet sammen med dem, tænkte jeg på, hvordan jeg kunne hjælpe. Jeg kan gøre mit for at lytte, lære og videreformidle, hvad jeg hørte, med kærlighed og respekt og fortælle de kvinder, jeg mødte: »Jeg hører jer, jeg ser jer, og I betyder noget.«

Derfor viderebringer jeg i dag på kvindernes internationale kampdag deres historier, så også du kan føle og prøve at forstå, hvordan det er at være kvinder og være tvunget på flugt.

Som ambassadør for UNHCR har jeg rejst til steder mærket af traumer og lidelse. Jeg vil aldrig sammenligne én persons traume med en andens. Men det, der overvældede mig i det østlige Tchad, var skalaen – hvor mange historier, hvor stort tabet var. Og oveni det det knugende faktum, at vi ser den værste humanitære finansiering i årtier, netop som behovene stiger.

De har brug for støtte til husly, vand, sikre rum, medicinsk behandling og helt basale ting, der gør overlevelse mulig. Men ud over støtte og hjælp har de brug for noget lige så vigtigt: vedvarende opmærksomhed, politisk vilje til at stoppe kampene og solidaritet med de modige kvinder, der arbejder, fodrer familier og støtter hinanden under de sværeste forhold, man kan forestille sig.

Uanset hvor meget andet der sker i verden, må vi ikke kigge væk.