Iran er ikke et politisk tomrum

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I årevis har vestlige politikere og kommentatorer gentaget den samme påstand om Iran: Der findes ikke noget reelt alternativ til regimet i Teheran.

Den sætning er blevet en slags politisk undskyldning for passivitet.

Hvis der ikke findes et alternativ, er man jo nødt til at tale med regimet – igen og igen – uanset hvad det gør. Men den fortælling stemmer ikke med det, jeg selv har oplevet. Jeg har stået på gaderne i Teheran og hørt en folkemængde råbe ét navn igen og igen: Reza Pahlavi.

Det var ikke en organiseret demonstration. Det var ikke et politisk møde. Det var almindelige mennesker – unge og gamle – der råbte et navn, fordi de længtes efter en anden fremtid end den, regimet har tilbudt dem siden 1979.

Derfor undrer det mig, når vestlige medier fortsætter med at påstå, at der ikke findes en opposition eller en alternativ leder.

Siden den islamiske revolution i 1979 har regimet i Iran været i konfrontation med omverdenen.

Allerede samme år begyndte gidselkrisen i den amerikanske ambassade i Teheran, hvor 52 amerikanske diplomater blev holdt fanget i 444 dage. Den krise markerede begyndelsen på et anspændt forhold mellem Iran og Vesten, som i høj grad stadig præger verdenspolitikken.

Siden da har Irans udenrigspolitik gentagne gange været forbundet med støtte til militante grupper i regionen. USA og flere europæiske lande betegner eksempelvis Hizbollah i Libanon som en terrororganisation, og Iran beskyldes for at være en af organisationens vigtigste støtter. Iran har også været involveret i konflikter gennem støtte til militser i blandt andet Irak, Syrien og Yemen. Disse aktiviteter har bidraget til at forstærke konflikter i Mellemøsten og har gjort forholdet mellem Iran og Vesten til et præget af dyb mistillid.

Men mønstret stopper ikke der.

Det islamiske regime i Iran er også blevet kritiseret for gentagne gange at tilbageholde udenlandske statsborgere. Menneskerettighedsorganisationer og flere vestlige regeringer har beskrevet disse sager som en form for “gidseldiplomati”. Statsborgere fra blandt andet USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Sverige har gennem årene været fængslet i Iran under anklager, som mange internationale observatører betragter som politisk motiverede.

På trods af det har Europa i årtier holdt fast i den samme strategi: dialog.

Særligt i forbindelse med forhandlingerne om Irans atomprogram har vestlige lande sat deres lid til diplomati og aftaler. I 2015 indgik Iran og en række stormagter den såkaldte atomaftale JCPOA, der skulle begrænse Irans atomprogram til gengæld for ophævelse af sanktioner.

Aftalen blev præsenteret som et gennembrud for diplomati. Men den ændrede ikke grundlæggende på Irans rolle i regionale konflikter eller på regimets behandling af egne borgere.

Den strategi, som mange vestlige regeringer har fulgt siden 1990’erne, har været baseret på en forestilling om, at økonomisk engagement og diplomati kunne moderere regimet. Men efter mere end fire årtier er det svært at pege på afgørende politiske reformer som resultat af denne tilgang.

Derfor er det rimeligt at spørge, om den nuværende strategi reelt har bragt Iran tættere på politisk reform – eller om den snarere har givet regimet tid og plads til at konsolidere sin magt.

Samtidig fortsatte arrestationer af udenlandske statsborgere. Hver gang en vestlig statsborger blev tilbageholdt i Iran, begyndte de diplomatiske forhandlinger igen.

Regeringer føler sig naturligvis presset til at gøre næsten hvad som helst for at få deres borgere hjem. Resultatet har i flere tilfælde været fangeudvekslinger eller andre indrømmelser. Men hvilken besked sender det til et regime, der allerede har vist, at det bruger mennesker som forhandlingskort?

Denne tilgang risikerer at skabe incitamenter til netop den praksis, man forsøger at stoppe.

Et af de mest brugte argumenter i Vesten er, at man ikke kan lægge pres på regimet, fordi der ikke findes en realistisk opposition.

Men det argument overser én afgørende ting: iranerne selv.

Iran er ikke et politisk tomrum. Oppositionen er måske ikke samlet i én organisation, men den eksisterer i mange former – både i landet og i diasporaen.

De seneste år har været præget af gentagne protestbevægelser i Iran. Demonstrationerne i 2019, protesterne efter Mahsa Aminis død i 2022 og igen her i 2026, hvor millioner af iranere på gaden viste, hvor dyb utilfredsheden med regimet er i store dele af befolkningen.

I sidstnævnte protester anslås det, at regimet har slået mere end 30.000 mennesker ihjel på to døgn. Der er også tale om masseanholdelser (mellem 50.000-80.000).

Regimet har reageret på protesterne med massiv vold. Internationale menneskerettighedsorganisationer har gentagne gange dokumenteret brug af skarpe skud mod demonstranter, vilkårlige arrestationer og tortur i fængslerne. Samtidig forsøger myndighederne systematisk at lukke internettet ned under protester for at forhindre, at billeder og informationer når ud til omverdenen. Alligevel fortsætter protesterne. Det i sig selv siger noget om, hvor dyb frustrationen er blandt almindelige iranere.

Måske er tiden kommet til at stille et mere ærligt spørgsmål: Er verden virkelig bedst tjent med, at dette regime fortsætter?

Når navnet Reza Pahlavi bliver råbt på gaderne i Teheran, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at alle ønsker et monarki tilbage. For mange er det et symbol på noget andet: et brud med det system, der har domineret landet i mere end fire årtier.

Når man taler om Irans fremtid i vestlige hovedstæder, bliver diskussionen ofte reduceret til geopolitik: atomprogrammer, sanktioner og regionale magtbalancer.

Men det vigtigste spørgsmål er langt enklere: Hvad ønsker iranerne selv?

Mange iranere ønsker et land med politisk frihed, økonomiske muligheder og respekt for grundlæggende rettigheder. Det er netop disse krav, der igen og igen kommer til udtryk i protesterne.

Når man taler om Irans fremtid, bør man derfor begynde med at lytte til iranerne selv – ikke kun til diplomater og eksperter i vestlige hovedstæder.

Forandring i Iran kan kun komme indefra. Men verden kan vælge, om den vil stå passivt på sidelinjen eller støtte iranernes ret til at bestemme deres egen fremtid.

I årtier har EU sat sin lid til dialog med regimet i Teheran. Resultaterne taler for sig selv.

Når jeg tænker tilbage på den aften i Teheran, hvor menneskemængden råbte ét navn igen og igen – Reza Pahlavi – står én ting klart for mig: Påstanden om, at der ikke findes et alternativ til regimet i Iran, er ikke en analyse. Det er en undskyldning.