Mette Frederiksen flygter fremad uden at se sig tilbage

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Under Mette Frederiksens rejse fra en folkets kvinde over landsmoder og krisejunkie tilbage til lyserød, forbi internationale poster, hun ikke fik, har hun udnyttet forhåndenværende muligheder for at få og fastholde en magt, som hun synes afhængig af som hobbitter af gyldne ringe.

Undervejs er rødt erstattet med grønt, lilla og camouflagefarve, nationale farver med EU-blåt og truffet store beslutninger med overbevisning og hurtige bemærkninger. Hvad der ligner det, man plejer at kalde populisme.

Klar tale mod al uretfærdighed fik en DSU’er fra Aalborg ind i en nyklassisk politikerkarriere uden anden erfaring end politik. Som 23-årig kom hun i 2001 i Folketinget, hvor hun har været siden, og markerede hun sig på SD’s venstrefløj. Nok til at Lykketoft ville gøre hende til partiformand i 2005.

Hun takkede nej, stiftede familie og færdiggjorde en kandidat i Afrika-studier. Men da Thorning dannede regering i 2011, var hun selvskrevet. Som justitsminister fik hun ry som en skrap leder, der valgte Barbara Bertelsen, som hun svingede med, til departementschef.

Efter Thornings exit var Frederiksen klar ved roret og lagde kurs mod rød. Med tidlig pension for nedslidte og stram udlændingepolitik på linje med folkets ønsker. Det gav rødt flertal i 2019, hvor Socialdemokratiet dannede regering efter afvisning af Løkkes opfordring til at gå sammen uden om fløjene.

Arne-pensionen blev gennemført, og Frederiksen erklærede sig mere rød end grøn, mens klimafrygten var høj. Hun har nok siden fortrudt, at bramfri stil fik hende til at kalde Trumps ønske om at købe Grønland for absurd, hvorefter hans besøg i Danmark blev aflyst. I første nytårstale fra ”børnenes statsminister” var flere tvangsfjernelser et underligt tema.

Corona gjorde Frederiksen og Bertelsen til handlekraftige makkere, der bl.a. fandt tid til besøg hos Netanyahu om en corona-alliance med Israel – der siden er aflyst. Krisehåndtering med patos gav en myndig Mor Mette her greatest hour.

Der blev overspillet i efteråret 2020, hvor drastisk lukning af minkerhvervet viste sig ulovlig. En undersøgelse afslørede regeringens interne, barske tone (»Lev med det!«) og hemmelighedskræmmeri, mens Frederiksens fanskare blev suppleret med en hadeklub.

Bedre blev det ikke ved, at aldrig opklarede FE-sager udfordrede retsstaten. Lars Findsen og Claus Hjort blev anklaget for landsforræderi, og en agent ladt i stikken uden et ord om sammenhæng med velkendt spionage-samarbejde med USA. En historisk aftale om USA-baser i Danmark blev lanceret med et »tag godt mod amerikanske soldater nede i Brugsen«.

Næste nytårstale var om balance i et skævt Danmark, hvad regeringen arbejdede for. Indtil SD-tilbagegang i storbyerne ved KV21 fik det droslet ned igen. Frederiksen erklærede sig lige så grøn som rød uden at virke overbevisende. Modsat andre kriser kaldte hun ikke på ofre for klimaet.

Ukrainekrigen gjorde hende igen til myndig kriseleder, der samlede Folketinget om oprustning og den forholdsvist største støtte til Ukraine blandt alle lande. Men oppositionen, der havde set Støjberg dømt for en udlændingepolitik, de fleste var enige i, holdt fast i at stille hende for en rigsret med minksagen og granske FE-sagerne. Et stort tema i 2022-valgkampen.

Da valget gav rødt flertal, brugte Frederiksen i stedet Løkkes idé om en midterregering. Begrundet med permanente kriser, men med den konsekvens, at al tale om rigsretssag mv. forstummede. Socialdemokratiet rettede ind, efter to vundne valg var Frederiksen ubestridt leder.

Det var godt for landet, at pandemien forsvandt, mens statskassens råderum bugnede. Men skidt for krisefortællingen fra en SVM-regering, hvis meningsmålinger gik tilbage efter at afskaffe store bededag for at skaffe penge til oprustning. Velfærdsproblemer kunne ikke begrundes økonomisk. Varslede sundheds- og ældrereformer blev ikke til det store.

Det var lige så svært for S-vælgere at løse mangel på sygeplejersker med skattelettelser som for stressede danskere at skulle arbejde mere. Konflikter med lærere og sygeplejersker havde eroderet Socialdemokratiets base. Tale om opgør med uddannelsessnobberi og aktiv dødshjælp forhindrede ikke stor tilbagegang ved EU- og kommunalvalg i 2024/25.

Løsningen på udsigten til at tabe næste valg kunne være et internationalt topjob. Frederiksen markerede sig som antirussisk hardliner og besøgte Biden kort før et Nato-topmøde i 2023, hvor næste generalsekretær kunne blive en første, myndig og USA-loyal kvinde.

Det skete ikke, måske mente man ikke, at Nato skulle have en hardliner med usikker dømmekraft.

Frederiksen markerede sit Afrika-engagement på FN’s Generalforsamling i 2023 med tale om krisen for de fattige dele af det globale syd. Men det bragte ikke karrieren forbi EU som formand for Det Europæiske Råd – en post, der ellers uformelt var reserveret til en socialdemokrat.

Hjemme blev næste krise Trumps krav på Grønland, en chance for at komme ud af næste valg med magten i hænde. Begivenhederne i januar, hvor symbolske tropper fra andre EU-lande måske forhindrede annektering, fik for første gang regeringens lave rating til at gå noget op.

Frederiksen har selv med tale om ulighed, formueskat og fødevarecheck lagt op til en rød regering.

Glemt er det, at verdens kriser kræver sammenhold over midten, selv om der skulle være mere grund til det end i 2022.

En rød regering får hun dog næppe. Venstrefløjens fremgang kompenserer måske for SD’s tilbagegang, men næppe nok til flertal uden om midterpartier oven på klimapolitisk frustration. Hendes styrke er mangel på et oplagt alternativ med en opposition splittet mellem rødt og blåt, hvor hun har overtaget De Radikales gamle rolle som kongemager – med sig selv som dronning. Samt at de blå ikke igen kan kræve hende for rigsretten eller undersøgelse af FE-sager.

Altså er det sandsynligt, at Frederiksen og Løkke fortsætter på deres poster. I en mindretalsregering med Socialdemokratiet og Moderaterne eller sammen med Radikale Venstre og SF, der er ivrige efter at komme med.

Så meget desto mere, som det hidtil er lykkedes at holde vigtige sager uden for valgkampen. Såsom retsstatens tilstand oven på minkskandale, uafklarede FE-sager, udsat offentliggørelse af undersøgelse af et angiveligt droneangreb mod landet sidste efterår samt en fodslæbende opklaring af sabotagen mod Nord Stream 2.

Eller klogskaben i en udenrigspolitik, hvor Danmark står forrest i krav om kamp til sidste ukrainer og fortsat har tæt tilknytning til et USA, der kan bemande baser i Danmark samtidig med at kræve Grønland og arbejde for en helt anden løsning i Ukraine.

For ikke at tale om klimapolitikkens beskaffenhed oven på en ny rapport fra Klimarådet, der mener, at Danmark ikke længere er noget foregangsland.

Hvis sådanne spørgsmål blev behandlet efter fortjeneste, kunne demokratiet måske finde ud af at samle et regeringsbærende flertal uden om Frederiksens Socialdemokrati.