Danmark giver ikke udviklingsbistand for vores blå øjnes skyld

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For halvandet år siden præsenterede jeg regeringens Afrikastrategi “Afrikas århundrede” hos en kaffeimportør i Brøndby. Ambitionen var enkel: Vi skal byde os mere til over for afrikanske partnere. Ikke for vores blå øjnes skyld, men fordi det er i vores egen interesse.

Der findes næppe et mere oplagt tidspunkt at gøre status end nu.

Der er hård konkurrence om Afrikas opmærksomhed. Kina, Indien, Rusland, Tyrkiet og Golfstaterne øger deres engagement markant. Hvis vi ikke er til stede, vil andre definere spillereglerne.

Det ser vi blandt andet i Vestafrika. Mali, Burkina Faso og Niger har efter militærkup vendt Vesten ryggen – stærkt påvirket af militante islamistiske grupper og russiske lejesoldater. Antallet af konflikter og kriser på det afrikanske kontinent er generelt stigende.

Menneskesmuglere udnytter den kaotiske situation til at tjene penge på irregulære migranter, der vil mod Europa. Det har vi en klar interesse i at sætte ind over for, og her er vores udviklingsbistand et nøgleinstrument.

En betydelig del af vores bistand går til at hjælpe flygtninge og migranter i nærområderne, så færre bliver fristet til at tage den farlige rejse mod Europa.

Under min rejse vil jeg præsentere en ambitiøs Afrikapakke på 840 mio. kr., som går på tre ben. Forebyggelse af irregulær migration er det første. Blandt andet vil vi søsætte et nyt program for Sahel med fokus på netop det. Vi vil også give ny humanitær bistand til en række lande og konfliktzoner på kontinentet.

Vi har en interesse i at skabe bedre og mere fredelige livsbetingelser. Alternativet er flere migranter og flygtninge i Europa. Om få år vil en tredjedel af verdens unge bo i Afrika. Hvis de ikke får bedre muligheder, hvor de er, ser vi ind i irregulær migration i en helt anden skala.

Som det eneste vestafrikanske land har Senegal aldrig været udsat for militærkup siden sin uafhængighed, og det skulle gerne fortsætte sådan. Mange irregulære migranter er de seneste år kommet til Europa via Tunesien. Med åbningen af en ny ambassade kan vi styrke dialogen med de tunesiske myndigheder og fortsat hjælpe dem til at håndtere irregulær migration på en ordentlig og effektiv måde.

Der er også penge på spil. 12 af verdens 20 hurtigst voksende økonomier er afrikanske. Det giver en mulighed for danske virksomheder, som vi skal hjælpe dem med at gribe – og det kommer vi til at bruge bistanden til. Derfor går det andet ben i Afrikapakken ud på at give en hånd til danske virksomheder, der vil ind på det afrikanske marked.

Konkret har vi lanceret en Afrika-facilitet, som skal fremme danske virksomheders investeringer i Afrika, og som nu vil give sin første investering på 40 mio. kr. til en dansk virksomhed – juiceproducenten Orana. De ønsker at starte nye aktiviteter i Uganda og Kenya, og flere af den slags partnerskaber kommer til at se dagens lys fremover med hjælp fra dansk bistand.

Det ser vi også i Marokko, hvor danske virksomheder som CIP og AP Møller Capital har indgået store aftaler inden for vedvarende energi. Det skaber vækst og arbejdspladser både i Danmark og Marokko – og styrker Europas energiuafhængighed fra Rusland. Grøn omstilling, udvikling og geopolitik, der går hånd i hånd.

Men det kommer ikke af sig selv. De nye danske ambassader i Tunesien og Senegal skal understøtte den klarsynede tilgang til Afrika, vi er slået ind på. Hvor vi møder landene i øjenhøjde som ligeværdige partnere.

Det bliver lettere at pleje vores egne interesser, når vi går frem med diplomati og dialog baseret på fælles prioriteter. For eksempel når det kommer til at samarbejde med myndighederne om migration. Det kan ambassaderne hjælpe med, ligesom de kan give fast grund under fødderne til vores virksomheder, så de kan gøre sig til på nye markeder. Nogle gange kan et telefonnummer til den helt rigtige kontakt være det, der gør forskellen.

Vi kan åbne nye ambassader, fordi denne regering har lavet et markant løft af udenrigstjenesten. Ud fra den simple kalkule, at vi bliver nødt til at engagere os med verden, hvis vi vil gøre vores stemme gældende – hvilket er helt afgørende i den geopolitiske brydningstid, vi står midt i.

Det blev senest klart under mit besøg til Rwanda for få uger siden, hvor jeg også åbnede en ny dansk ambassade. Landet har bevæget sig fra at være verdens fattigste efter det forfærdelige folkemord i 1994 til i dag at levere stabile vækstrater på omkring 7 pct.

Få danske virksomheder har turdet tage springet og etablere sig i Rwanda, men dem, jeg talte med på rejsen, var ikke i tvivl om, at fremtiden også ligger i Afrika. Og det gør en forskel for dem, at vi har en ambassade i flere lande og et solidt politisk engagement.

Det er også derfor, vi har holdt fast i FN’s målsætning på 0,7 pct. af bni til udviklingsbistand. Udviklingsbistanden giver ganske simpelt Danmark et bedre afsæt for at skabe netværk og knytte bånd til de lande, hvor der er fælles interesser.

Det vil have vidtrækkende konsekvenser at gøre op med mere end 45 års stålsat dansk opbakning til FN’s målsætning. Både for udviklingslandene og for vores egne interesser. Som lille land har vi behov for, at en aftale er en aftale. Og dansk sikkerhed handler ikke kun om krudt og kugler, men også et stærkt diplomati, nye partnerskaber og blød magt.

Den overbevisning er baggrund for vores nye satsning med udvekslingsprogrammer mellem afrikanske og danske universiteter. Det tredje og sidste ben i Afrikapakken består i, at vi nu vil sigte efter at øge antallet af afrikanske studerende i Danmark fra 1.800 til 2.000 over de næste år.

Det betyder noget, at flere unge afrikanere får kendskab til Danmark. Et udvekslingsophold sætter sig i én. Skaber minder og venner. Og måske lader man sig inspirere af den danske måde at gribe tingene an på.

Det er samme filosofi, der ligger bag de tre bærende udenrigs- og udviklingspolitiske strategier i denne regeringsperiode. Og vores målrettede arbejde for at rykke os fra ”aid to trade”, samtidig med at vi involverer flere kommercielle aktører i vores udviklingsarbejde.

Blandt andet har vi siden 1. januar 2025 haft en sænket timetakst på Udenrigsministeriets eksportrådgivning til afrikanske markeder. Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) har lanceret en særlig låne- og garantiordning med fokus på Afrika, som kan muliggøre projekter for mindst 500 mio. kr.

I november blev den første garanti under ordningen: en kontraktgaranti på op til 26 mio. kr. til Alumichem A/S, som skal sikre leverancer af dansk vandteknologi til Ghana.

Der er mange gode grunde til, at vi skal holde fast et højt internationalt engagement. Ikke mindst for vores egen skyld. Det er ikke gratis, men Danmark har ikke råd til at lade være.

Kronikken er skrevet, før valget blev udskrevet. Det var planen, at Lars Løkke Rasmussen på en rejse til Afrika bl.a. skulle åbne den nye danske ambassade i Senegal.