Kultur bliver altså for de få, når DR sender filmstof kl. 23.30 på en mandag

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forleden havde DR2 premiere på sæson to af filmprogrammet “Soundtrek” kl. 23.30. Premiere på et kulturprogram kl. 23:30 på en mandag er et kedeligt signal om, hvor lidt kulturstof prioriteres.

Selvom seeradfærden i høj grad er rykket til streaming, er det ærgerligt, at film- og kulturstof igen placeres så sent på flow-tv. DR kuraterer heller ikke aktivt online. Programmet blev lagt ud på premieredagen kl. 06:00. Alle afsnit. Men ingen reklame på DR TV’s forsidebanner eller under ”nye programmer”.

På premieredagen spurgte jeg DR2’s SoMe-redaktion, om programmet ville blive markedsført. Svaret lød, at det allerede havde været sendt og derfor ikke umiddelbart ville blive promoveret. Premieren lå først senere samme aften.

På premieredagen var programmet allerede gledet under radaren.

Det er et lille eksempel, men det illustrerer, at kulturprogrammer ikke nødvendigvis behandles som redaktionelle satsninger, men som indhold, der blot skal afvikles og krydses af på en dagsorden.

I streamingens tidsalder er sendetid kun én del af ligningen. Det afgørende er, hvad DR aktivt vælger at skubbe frem i lyset, og hvad der får lov at forsvinde i mængden. Det, der placeres i hovedbanneret, bliver set. Resten forsvinder.

Public service burde være modvægt til den mekanisme, ikke underlægge sig den. Det står i skærende kontrast til DR’s egen, nye strategi frem mod 2030: »Forskellige sammen – et DR, der samler på tværs af forskelle.« Ifølge strategien skal DR modvirke fragmentering og polarisering og styrke danskernes fælles samtale, ikke bidrage til dens opløsning.

Spørgsmålet er ikke, om indholdet produceres, men om det prioriteres synligt. Public service inkluderer alment kulturstof. Ikke bare underholdning eller sport, men programmer, der reflekterer og udfordrer os som samfund.

Tidligere var DR langt mere omfattende i sin kulturformidling med faste filmprogrammer og kanalen DR K, som blev lukket i 2020, hvor meget af indholdet blev lagt sammen med DR2.

Men det er ikke bare hos DR, vi ser den manglende prioritering. I det danske medielandskab svinder kulturformidlingen også ind.

Flere dagblade har de seneste år reduceret selvstændige kulturredaktioner som led i besparelser. Det er en fattig udvikling. Spørger du de mest garvede i branchen, siger de vemodigt, at det er et fag, der er på vej væk. For mange er det ikke længere muligt at leve af det.

Filmformidling er i krise. Faste anmeldere fyres, færre film anmeldes, og den kritiske samtale udebliver. Når både dagblade og tv-stationer reducerer kulturens plads, mister film sin position i samfundet.

Når filmkritikken i forvejen er økonomisk presset i medielandskabet, får DR’s prioriteringer større betydning.

Public service er ikke sat i verden for at følge markedets logik, men for at korrigere den. Dets opgave er at sikre adgang til oplysning og kultur uafhængigt af kommercielle hensyn. Hvis prioriteringen alene styres af målgruppeeffektivitet, mister institutionen sin særstatus.

Kulturfeltet er lille, og mange af dem, der egentlig burde kritisere prioriteringerne, er samtidig økonomisk afhængige af de samme institutioner. Freelancere, anmeldere og formidlere lever af opgaver fra DR og dagbladene. I et medielandskab præget af besparelser og færre faste stillinger er det svært at udfordre dem, man er afhængig af for at kunne betale sin husleje.

Kritikken bliver derved mere forsigtig. Og nogle gange udebliver den helt.

Når en prioritering gentages længe nok, bliver det en norm. Kultur i ydertimerne føles til sidst som en naturlov frem for et reelt valg. Dermed forsvinder også tanken om at ændre den.

Andre lande vælger en anden vej. I Frankrig og Tyskland har man ARTE som en selvstændig kulturinstitution. Her sendes kunst, film og dokumentar i primetime, og indholdet kurateres aktivt digitalt. I Sverige behandles kultur på SVT som samfundsstof med faste sendeflader, daglige kulturnyheder, der markedsføres aktivt, så de bliver en naturlig del af befolkningens daglige medieforbrug.

Forskellen er ikke mængden af indhold, men den institutionelle selvforståelse: Kultur betragtes som demokratisk infrastruktur, ikke som interesseindhold. Det er et valg.

Kultur kræver gentagelse. Faste sendeflader skaber forventning og vanedannelse. Når kulturprogrammer mister deres faste plads i ugen, mister de også det publikum, der kunne være vokset med dem.

Når synligheden reduceres, bliver kultur et tilbud for dem, der allerede ved, hvor de skal lede. For dem, der har mulighed for at tage på Louisiana, i operaen eller i biografen. Det er blevet en dyr fornøjelse efterhånden.

Ifølge Danmarks Statistik er priserne på kulturoplevelser steget markant mere end de generelle forbrugerpriser over de seneste år: en museumsbillet er steget ca. 45 pct. siden 2016, mens almindelige forbrugerpriser samlet er steget ca. 18,5 pct. i samme periode.

For en del familier bliver disse oplevelser noget, man kun gør få gange om året eller slet ikke. Det bliver en økonomisk byrde, der stiller familier et ultimatum mellem at tage på museum eller i Bon Bon Land.

Da jeg var barn, var det gratis at tage på Nationalmuseet.

Det er det ikke længere. Jeg er ikke født ind i en veluddannet familie og kommer heller ikke fra et hjem med bogreol. Selvom jeg ikke er født med kulturel kapital, blev jeg kulturelt formet af tilgængelige tilbud som museumsbesøg og kulturprogrammer på DR. Nu studerer jeg på universitetet, formidler historie på Instagram, og i 2023 var jeg værtinde på DR2-programmet “Volvorøveren”.

For nogle børn er DR den eneste kulturelle institution i hjemmet.

Nedprioriteringen af kulturstof er med til at opretholde klasseskel i vores samfund. Dem, der har råd og kulturel kapital, skal nok finde deres kultur af andre omveje. Hvis DR ikke aktivt formidler kultur bredt og synligt, forstærkes en eksisterende skævhed, hvor kultur bliver for dem, der allerede har den.

Vi taler meget om samhørighed og demokrati. Men demokrati er også den fælles referenceramme – de historier, vi deler, de film, vi diskuterer, de bøger, vi taler om på arbejdspladsen og i familien.

Kultur er ikke en luksus, men et fortolkningsrum, der giver os sprog for erfaringer, vi ikke selv kan sætte ord på. Når den reduceres til nicheindhold, mister vi noget af den fælles forståelse på tværs af generationer og klasser – kompetencer, der er afgørende i et medielandskab præget af misinformation og polarisering.

Danmark er ikke ligefrem et lille filmland – vi er en stærk filmnation. Dansk film er en af vores stolteste eksportvarer, der gennem årtier har markeret sig internationalt; fra stumfilmens storhedstid, til Dogmebevægelsen og videre til Oscar-statuetter. Vi har et af verdens ældste fungerende filmselskaber Nordisk Film, som i år kan fejre 120-års jubilæum. En stærk filmnation forudsætter ikke kun talent og tradition, men også en bredt forankret og synlig filmformidling.

Hvis DR antager, at den gennemsnitlige seer ikke gider kultur før 23:30, risikerer man at gøre antagelsen selvopfyldende, og så er det præcis den virkelighed, man skaber. Forventninger former adfærd. Hvis DR kun tilbyder kultur, når de fleste er gået i seng, så fortæller man seerne, at det er der, den hører hjemme. Det, man lægger i primetime, bliver fælles. Det, man gemmer væk sent, bliver niche.

Public service er ikke sat i verden for at følge publikum. Det er sat i verden for at løfte det. Hvis DR antager, at den gennemsnitlige DR-seer ikke vil kulturen, bliver vi ikke forskellige, men dummere sammen.