Trump har et enormt ego. Men fascist – det er han ikke

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Angst er blevet en folkesygdom. Den rammer især de unge, hvilket nok skyldes stadig flere ukritiske medier, som med sikker algoritmisk hånd fodrer dem med nyheder om alt fra verdens undergang pga. klimaforandringer til fremkomsten af fascisme i USA, og så mangler de kendskab til historien.

Det beroliger jo at tænke på, at troen på verdens snarlige undergang er blandt de ældste memes i menneskets lange historie.

Frygten for, at fascismen er lige om hjørnet, som for tiden knyttes til præsident Trumps aparte ageren, er heller ikke ny, men dukker op, hver gang en republikaner flytter ind i Det Hvide Hus. Tænk bare på pæne præsident George W. Bush, der blev genstand for alskens konspirationsteorier, hvad der gik i sig selv igen, så snart Demokraterne overtog embedet. Men selvom disse farer ikke er så uafvendelige, som nogle gerne vil gøre dem til, er det alligevel klogt at være på vagt og søge at forstå dem bedre.

Fascisme er i dag mere et skældsord end et begreb, der kan bruges til at genkende en særlig og særligt farlig politisk retning. Det samme er sket med ”racisme”, der ved et useriøst overforbrug tabte sin oprindelige, umenneskelige betydning, så folk, der opfatter sig som antiracister, kan optræde mere racistisk end dem, de beskylder for at være det. Den slags begrebsforvirring er noget rod.

Det er også tvivlsomt, om fascisme overhovedet kan bruges til at beskrive det, man ønsker at ramme med begrebet, nemlig en ideologi, der udgør et alternativ til demokratiet ved at sætte staten over borgerne, fællesskabet over individet.

Det er f.eks. almindeligt at lade fascisme omfatte både regimet i Mussolinis Italien, hvorfra begrebet stammer, og Hitlers Tyskland, nok fordi Mussolini kom til magten før Hitler. Men Hitler ville have fået et af sine apoplektiske anfald over at blive kaldt fascist, fordi han med rette anså Mussolini for en klovn, og han havde nok fået et yderligere anfald, havde han vidst, at hans nationalsocialisme i dag er bedst kendt under øgenavnet nazisme.

Skal man finde et begreb, der dækker bedre, må det blive totalitarisme, for herved dækker man de tre store og indbyrdes nært beslægtede ideologier: den russiske kommunisme fra 1917, den italienske fascisme fra 1922 og den tyske nationalsocialisme fra 1933.

Det er almindeligt, men vildledende at beskrive fascisme og nazisme som højreorienterede og kapitalistiske. Den vildledning skyldes kommunisterne, der havde for vane at kategorisere alle de konkurrerende socialistiske bevægelser på den måde, både tidligere kampfæller som trotskisterne og gamle modstandere som socialdemokraterne, der blev kaldt socialfascister. Det skal man ikke falde for.

Tværtimod er det et fælles træk for de tre ideologier, at de i deres egen optik var imod ”kapitalismen”, hvad man så end mener med det.

Marx afspejlede 1800-tallets primitive opfattelse ved at tro, at det var en ny epoke, der uafvendeligt ville afløses af noget andet, sådan som man traditionelt troede, at historien udviklede sig i klart opdelte etaper frem mod en hegeliansk højere harmoni.

Hverken fascismen eller nazismen synes at have haft en bedre forklaring, men brugte blot begrebet til at beskrive det demokratiske samfund, de ønskede at erstatte med noget helt nyt og i deres øjne meget bedre. De var alle revolutionære anti-kapitalister og stolte af det.

De tre ideologiers modstand mod kapitalismen forklares af deres fælles udspring i socialismen, og dermed var de i indbyrdes konkurrence. Den egentlige forskel stod mellem dem på den ene side og socialdemokratiet og de øvrige demokratiske bevægelser på den anden – et modsætningsforhold, som rigtige socialdemokrater altid har forstået og frygtet.

Det var derfor ikke ualmindeligt, at både politikere og vælgere vandrede fra den ene til den anden af disse ideologier, når først man havde fået smag for totalitarismens forførende brutalitet. De yndede at fremstille sig som absolutte modsætninger trods deres åbenlyse ligheder, som det også kendes – uden sammenligning i øvrigt – fra monoteistiske religioner.

Den tidligere socialistleder Mussolini så sin korporative fascisme som en ”tredje vej”, der skulle føre væk fra kapitalismen uden at ende i ren kommunisme. Göring søgte at omlægge den tyske økonomi til statslig styring med sine egne fireårsplaner inspireret af Sovjet.

Det var således hverken senilitet eller sympati, der fik en indædt demokrat som gamle Stauning til at udtrykke en vis forståelse i sin famøse tale i Studenterforeningen kort efter besættelsen for nazisternes nyordning af økonomien i Europa, men genkendelse af de socialistiske mål, når det nu ikke kunne være anderledes.

Mange kendte profiler skiftede fra den demokratiske socialisme til den nationale, f.eks. digteren Harald Bergstedt; det var altså ikke kun Solen, der var så rød.

Vidkun Quisling beundrede Sovjet trods sit kendskab fra ungdomsårene til den menneskeskabte hungersnød og knyttede sig til den kommunistiske arbejderbevægelse, før han forsøgte at efterligne Mussolini i det kolde nord med sit eget fascistparti, og hans franske pendant i både job og skæbne Pierre Laval gik fra socialismen til at være Pétains håndlanger for Hitler.

Fælles for disse tre uhyggelige ideologiske udgaver af socialismen var deres ekstreme videreudvikling af kernen i den socialisme, der er meget ældre og mere ædel end som så, nemlig dens betoning af fællesskab og lighed.

Men hos dem blev fællesskab til et had til individet, der i stedet skulle opsluges og nivelleres af staten, og kravet om lighed blev dermed til et had til dem, der var anderledes, enten som klasse, race eller landsmænd. Dette had til de anderledes, hvad enten det tager form af misundelse eller fremmedhad, er stærke kræfter, og de fik godt fat i masserne. Det kan ske igen.

Så spørgsmålet er, om Trump er fascist? Er han tilhænger af en kæmpe stat? Næ, han har et kæmpe ego, men synes ikke at være interesseret i at opbygge staten, nærmere det modsatte. Er han modstander af kapitalisme? Næ, ikke just. Lægger han bestemte grupper for had ud fra faste kriterier som klasse, race eller nationalitet? Næ, det skifter, alt efter om man er for eller imod ham.

Kort sagt: Han er ikke fascist eller totalitær.

Han udviser klare autoritære træk, hvilket desværre ikke er så usædvanligt hos folkevalgte politikere. Det synes at være en berusende følge af den magt, som også det demokratiske system tilstår det enkelte menneske, når det vælges som leder. Den risiko er der oplagt i USA, men desværre også her i Europa, hvor folkevalgte regeringer i stigende grad søger at forbyde og forfølge deres politiske modstandere under dække af at ville bekæmpe hadtale og populisme eller for at beskytte udvalgte grupper eller i hvert fald deres følelser.

Det afgørende er, om demokratiet er stærkt nok til at modstå disse autoritære impulser hos de folkevalgte. Det er det, også i USA, selvom presset er vedvarende og stigende, for ingen af Trumps unoder er nye, men han gør det mere åbenlyst end sine forgængere, og hans efterfølger vil uanset partifarve måske prøve at gå endnu længere.

Alligevel udgør sådanne autoritære typer ikke en trussel på samme måde som totalitarismen, for de udgør intet ideologisk alternativ, men er tvunget til at foregive, at de er demokrater. Det er en spændetrøje, som vi ikke skal lade dem slippe ud af.

Totalitære ideologier modsætter sig derimod helt demokratiet; de vil noget andet og ”nyt”. Det gør dem farligere, men også nemmere at genkende just derfor.