Problemer med menneskerettigheder er ikke noget, der er forbeholdt lande langt væk fra Danmark

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På plejehjem og bosteder risikerer ældre og mennesker med handicap at blive udsat for omsorgssvigt eller unødig magtanvendelse i en tid med færre tilsyn.

I fængsler og arrester sidder borgere i varetægt, ofte isolerede, i op mod et halvt år, før deres sag afgøres.

Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab.

Blot nogle eksempler på, at menneskerettigheder er under alvorligt pres. Også herhjemme.

Det har vi senest måttet sande med regeringens netop fremlagte udspil til nye udvisningsregler. Lovudkastet bekræfter, at regeringen har i sinde at indføre lovgivning, der er i direkte strid med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er historisk. Danmark har tradition for at bakke helhjertet op om folkeretten.

Dette nybrud sker nu, selv om der aldrig har været større behov for, at lande som Danmark står urokkeligt fast i sin tilslutning til den internationale retsorden – og samtidig selv går forrest i respekten for menneskerettighederne.

Alligevel ser vi i disse år politiske strømninger, der sætter spørgsmålstegn ved netop de konventioner og institutioner, som små åbne retsstater som Danmark er så dybt afhængige af. Og udvisningsregler er ikke det eneste område, hvor menneskerettighederne udfordres. Også på andre centrale samfundsområder ser Institut for Menneskerettigheder foruroligende tendenser.

Det fremgår af instituttets årsberetning for 2025, som netop er blevet lanceret på Christiansborg. Som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution er det Institut for Menneskerettigheders lovbundne opgave at overvåge menneskerettighedssituationen i Danmark og give en samlet status hvert år.

Lad mig uddybe nogle af de områder, som vi følger tæt:

Ældre og mennesker med handicap er blandt de borgere i Danmark, som lever mest udsat. Alligevel har man fra politisk side besluttet i det forgangne år at skære kraftigt ned på de tilsynsbesøg, som skal sikre gode og værdige rammer for borgere, der bor og lever på bosteder og plejehjem i statens varetægt. Det er et alvorligt tilbageskridt i en tid, hvor vi ved, at plejebehov stiger, og personalet er presset.

Tilbage i 2024 kom FN’s Handicapkomité med tydelig kritik af Danmark. Komiteen bemærkede, at det er gået gradvist tilbage for levevilkår for borgere med handicap, mens rettigheder er blevet svækket i lovgivning og praksis.

I sine konklusioner opremsede FN-komiteen over 40 kritisable forhold. Og selv om der i 2025 blev taget de første skridt til udmøntningen af den handicappolitiske rammeaftale fra året før, må Institut for Menneskerettigheder påpege, at flere af rammeaftalens initiativer tværtimod vil sætte rettigheder under pres.

Når staten har mennesker i sin varetægt – ældre, mennesker med handicap og andre udsatte borgere – følger der et skærpet ansvar. Manglende eller svækket tilsyn øger risikoen for omsorgssvigt og rettighedskrænkelser og sender et uheldigt signal om, at beskyttelsen af de mest sårbare i vores samfund er til forhandling.

Det gælder også i landets fængsler. Selv om der sidst på året blev tilført flere ressourcer til det hårdt pressede fængselsvæsen, har vi stadig til gode at se, hvordan Christiansborg vil sætte ind over for de mange og lange varetægtsfængslinger, vi har i Danmark. Frihedsberøvelse af borgere, der endnu ikke er dømt, er selvsagt et markant indgreb i den personlige frihed. Derfor bør rettigheder for indsatte være centrale prioriteter for en retsstat som Danmark.

Men det er ikke alene inden for myndighedernes mure, at menneskerettigheder er under pres. Det er de også på gaden, hvor hadforbrydelser begået mod især seksuelle eller religiøse minoriteter er steget siden 2022. Meget tyder på, at omfanget af faktiske forbrydelser ligger langt over, hvad der registreres i Rigspolitiets oversigt.

Det er et skridt på vejen, at regeringen nu følger Institut for Menneskerettigheders anbefaling om at indføre en hadforbrydelseskoordinator i hver politikreds for at styrke viden og fokus. Det er også centralt, at man i 2025 fik styrket indsatsen markant mod den stigende antisemitisme i vores samfund. At der blev et skærpet fokus på grønlænderes rettigheder i en ny handlingsplan mod racisme. Og at man på den anden side af nytår har gentaget ønsket i en ny LGBT+ handlingsplan om at placere hadforbrydelseskoordinatorer i alle politikredse.

Må 2026 blive året, hvor vi tager livgreb med hadforbrydelser og racisme generelt, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.

Det er i den grad også tid til at sætte ind over for de alt for mange tilfælde, hvor kvinder udsættes for vold eller bliver dræbt af en partner eller tidligere partner. Kvinder er særligt beskyttet af både internationale konventioner og dansk lovgivning, der forpligter staten til at forebygge og retsforfølge volden.

I oktober præsenterede partierne bag strafreformen en aftale, der skal styrke indsatsen mod partnervold og partnerdrab. Det er tiltrængt. For det er en skamplet på vores samfund, når mindst 16 kvinder sidste år måtte miste livet.

Endelig vil jeg fremhæve et område, som både skaber fremskridt, men som på samme tid er en menneskeretlig udfordring i sig selv – den teknologiske udvikling og myndighedernes stigende brug af kunstig intelligens.

Digitale løsninger har givet uanede muligheder for myndighederne i deres håndtering af centrale samfundsopgaver. Politiet får flere redskaber i efterforskningen af alvorlig kriminalitet. Og i myndigheders sagsbehandling kan der være kloge effektiviseringer at hente. Men de mange nye muligheder er også ukendt grund og udfordrer allerede nu menneskeretten på flere centrale områder, ikke mindst vores ret til privatliv.

I udspillet til en ny PET-lov fra i fjor blev der lagt op til at give politiet adgang til omfattende samkøring af data, hvilket med rette udløste en vigtig offentlig debat. Også Institut for Menneskerettigheder rejste bekymring, og processen omkring en ny PET-lov blev udskudt.

I mellemtiden har politiet fået adgang til at forsøge sig med teknologi til ansigtsgenkendelse. Også her er der tale om vigtige og effektive redskaber i efterforskningen. Men det understreger igen behovet for, at digital innovation ledsages af stærke rettighedsprincipper. Ellers vil vi se, at teknologien begynder at løbe hurtigere end retssikkerheden.

På sigt vil det kunne svække borgernes tillid til systemet, hvis menneskeretlige kerneværdier – inden for eller uden for statens mure – ikke beskyttes tilstrækkeligt.

Tillid til staten er ikke en abstrakt størrelse. Den er forudsætningen for, at et demokratisk samfund fungerer. Derfor er det en bekymrende vej, hvis Danmark gradvist udhuler rettighedsbeskyttelsen på centrale nationale områder.

Begynder vi at udfordre menneskerettighederne derhjemme i lovgivning og praksis, svækker vi også vores legitimitet internationalt. Og hvis vi relativerer konventionerne, risikerer vi at bidrage til det globale opbrud, som vi selv i Danmark er blandt de første til at mærke konsekvenserne af.

Derfor hænger Danmarks internationale forpligtelser og vores nationale praksis uløseligt sammen.

For få måneder siden kunne vi markere 75-året for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – Europas fælles løfte om, at statens magt altid skal begrænses af retten, og at alle mennesker har en ukrænkelig værdighed.

Det løfte forpligter stadig. Også herhjemme. Konventionen blev til som et fælles europæisk værn mod statslig magtmisbrug, vilkårlighed og overgreb. Den var – og er – et løfte om, at statens magt altid skal begrænses af retten, og at alle mennesker har en ukrænkelig værdighed.