Hvor? siger du. Myanmar udstiller verdens ligegyldighed over for et brutalt styre

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er fem år siden, militæret kuppede magten i Myanmar og fængslede landets folkevalgte ledere efter et årti med gradvis demokratisk åbning og økonomisk fremgang. Landet står i dag over for en massiv humanitær krise, en økonomi, der har tabt mellem 15 og 20 pct. af sin værdi siden 2021 og en udsigtsløs væbnet konflikt mellem militæret og modstandsgrupper.

Omkring 15 millioner mennesker har akut brug for fødevarehjælp, 3,6 millioner er internt fordrevne, og over en million er flygtet ud af landet. Militæret bomber nærmest dagligt civilbefolkningen i de områder, modstandsgrupperne kontrollerer, og undertrykker befolkningen i de egne, det stadig behersker, bl.a. gennem tvungen værnepligt.

Det anslås, at der sidder op mod 20.000 politiske fanger i Myanmars fængsler, bl.a. landets ikoniske leder, Aung San Suu Kyi, der holdes isoleret i hovedstaden. Konflikten har bidraget til, at Kina relativt ubemærket har kunnet udvinde sjældne jordarter, og at transnationale kriminelle netværk har bedrevet internetsvindel og menneskehandel. Rovdrift på landets naturressourcer har store miljømæssige konsekvenser for Myanmars bønder, der samtidig kæmper med effekterne af klimaforandringer og krig.

Krisen i Myanmar ser ud til at blive langvarig uden nogen fredelig og demokratisk løsning i sigte. Militærstyret mangler folkelig legitimitet og har vist sig ude af stand til at befæste sin kontrol uden for de større byer.

Ved indgangen til 2025 var der tegn på, at den pro-demokratiske modstand kunne vende udviklingen til egen fordel. Svigtende støtte og engagement fra Vesten – især USA – kombineret med Kinas stadigt voksende opbakning til militæret har imidlertid givet generalerne vind i sejlene.

I løbet af 2025 generobrede militæret med Kinas hjælp flere mindre byer fra modstandsgrupperne og skruede op for charmeoffensiven over for omverdenen i et forsøg på at normalisere styret. Senest har generalerne gennemtvunget det, de selv kalder et »frit og fair« flerpartivalg med det formål at befæste deres magt internt og opnå international legitimitet.

Valget blev kun gennemført i omkring halvdelen af landet på grund af modstandsgruppernes territoriale kontrol og var mere et skue end en politisk løsning. Mange vælgere stemte under pres og trusler.

Militærets eget parti, USDP, var på forhånd sikret sejren, da det var det eneste større parti, der stillede op. Reelle oppositionspartier har siden 2023 været forbudt, herunder Aung San Suu Kyis NLD, som vandt med over 80 pct. ved valget i 2020.

Alligevel forsøger militæret nu at overbevise omverdenen om, at den nye, militærdominerede regering er legitim. Modstandsgrupperne, der har boykottet valget og opfordret det internationale samfund til ikke at anerkende det, fremstilles omvendt af militæret som terrorister, der modarbejder en politisk løsning.

Kuppet i 2021 udløste en massiv folkelig opstand, som over fem år har udviklet sig fra gadedemonstrationer til en organiseret politisk og væbnet modstand, der i dag kontrollerer omkring halvdelen af landet. Især i grænseområderne har modstandsgrupperne opbygget nye og styrket eksisterende regeringsstrukturer i opposition til militæret.

Selvom den nationale samlingsregering (NUG) har forsøgt at samle modstanden omkring visionen om et føderalt demokrati, er der ikke tale om én samlet bevægelse. Den består af en blanding af selvforsvarsgrupper, civilsamfundsorganisationer, etniske væbnede organisationer og nye lokale regeringsråd.

Denne bredde er både en styrke og en svaghed: Den har givet marginaliserede etniske grupper større indflydelse og skabt rum for nye demokratiske idealer, men den har også ført til intern uenighed om, hvordan et fremtidigt føderalt Myanmar skal se ud.

Samtidig kæmper modstandsgrupperne med alvorlige økonomiske udfordringer, ikke kun i forhold til finansiering af våben, men også til at forsørge befolkningerne i de områder, de kontrollerer gennem sundhed, uddannelse og fødevareforsyning. Den burmesiske diaspora yder betydelig støtte, men afgørende bistand og humanitær hjælp fra Vesten trues nu af dalende international prioritering.

Siden militærkuppet er splittelsen i det internationale samfund vokset i forhold til Myanmar. FN har fejlet i forhold til at skabe en politisk dialog mellem konfliktens parter. De vestlige lande har monotont fremsat sanktionspakker, uden at dette har ført til adfærdsændringer hos militæret. Samtidig har de vestlige lande gemt sig bag den forhandlingsplan, som Asean udarbejdede tre måneder efter kuppet, og som med det samme blev skudt ned af militærstyrets leder, Min Aung Hlaing.

Siden Trump kom til magten, har USA skåret i den humanitære hjælp og bistandsstøtte gennem civilsamfundet, der var en vigtigt opbakning til den pro-demokratiske modstand. En række europæiske lande, herunder Danmark, lukker deres repræsentationer i 2026. Tilsammen vidner disse tiltag om Vestens stigende ligegyldighed over for situationen i Myanmar. Det svækker ikke kun de demokratiske kræfter i landet, men giver også mere spillerum for militærstyrets trofaste allierede, især Kina og Rusland.

Militæret har i årtier betragtet Kina som en potentiel trussel, men har samtidig været afhængigt af kinesisk støtte for at kunne overleve politisk.

Udadtil fastholder Kina princippet om, at ingen fremmed magt bør blande sig i Myanmars indre anliggender, men i praksis er det netop det, Beijing selv gør.

Da militæret tabte betydelige grænseområder til en etnisk alliance i 2023, greb Beijing nemlig ind og pressede alliancen til at indgå våbenhvile og til i 2025 at overgive de erobrede grænsebyer til militæret. Siden da har militæret og Kina bevæget sig i retning af et ”fornuftsægteskab”, der for alvor blev stadfæstet, da militærstyrets leder, Min Aung Hlaing, i september 2025 for første gang siden kuppet var på officielt besøg i Beijing.

Kinas ageren er drevet af strategiske interesser i Myanmars naturressourcer og i at sikre sig direkte adgang til Det Indiske Ocean gennem en transportkorridor via Myanmar – et projekt med både økonomisk og sikkerhedspolitisk betydning for Kina. Samtidig er Kina ikke interesseret i, at de etniske væbnede grupper i dets grænseområde allierer sig med en bred pro-demokratisk modstand, som associeres med vestlige interesser. Kinas øgede støtte til militærstyret falder tidsmæssigt sammen med, at USA har trukket stikket til modstanden.

Min Aung Hlaing er i praksis tvunget til at bøje sig for krav fra Kina og Rusland, der til gengæld støtter militæret med våbenleverancer, selv om styret dagligt begår krigsforbrydelser mod sin egen befolkning. Samtidig opvejer samhandlen med Kina, Rusland og flere Asean-lande i vid udstrækning den vestlige boykot. Militærstyret har desuden søgt nye handelspartnere i Mellemøsten og får våben fra Iran.

På mange måder afslører situationen i Myanmar Vestens ligegyldighed over for et brutalt styre. Det nyligt gennemførte fupvalg kan paradoksalt nok være med til at styrke regimets legitimitet. Selvom Asean officielt ikke anerkender valget, så har både Kina, Rusland og Indien allerede udtrykt støtte og vil med stor sandsynlighed bidrage til at normalisere styret.

Det seneste års udvikling har vist, at Kina og militæret nyder godt af Vestens faldende interesse, og det svækker i sidste ende håbet om en demokratisk udvikling i Myanmar.