Er vi på vej ud på en rejse, der handler om at ødelægge ringen, som Trump og hans tilhængere har svoret troskab til?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

2026 er ikke begyndt godt. Vi er gået fra ondt til værre. Står vi nu for første gang siden slutningen af 30’erne over for en reel krigstrussel? Der bliver næppe kastet flyveblade over København igen med overskriften ”Oprop”, men måske over Nuuk.

Denne gang er det ikke direkte Danmark, men rigsfællesskabet, der er truet. Vores historiske arvefjender er ikke længere tyskerne eller svenskerne, men amerikanerne. Den frie verdens beskytter er blevet til en direkte trussel mod den frie verden. En allieret og ven viser sig i virkeligheden at være fjende og skurk.

Skal man ty til litterære referencer, ja, så er svigt og forræderi et arkesymbol i litteraturen. Ikke mindst i tragedien. Hamlets onkel, Claudius, har giftet sig med Hamlets mor. Han har slået Hamlets far ihjel, overtaget tronen og er blevet konge af Danmark. I dag hedder forræderen ikke Claudius, men Trump. Han ønsker ikke at være konge over Danmark, men over Nordatlanten eller det, som på trumpsk kaldes hemisfæren. Vi er vist mange, der kan blive enige om, at Something is rotten in the state of USA.

Hamlet kan ikke beslutte sig til at slå Claudius ihjel. Han tøver og tvivler. Har Det Republikanske Parti, den amerikanske befolkning og de europæiske ledere, der kalder Trump for Daddy og giver ham fiktive fredspriser i guld, ikke også vist sig alt for længe at være eftergivende? I ”Hamlet” har det tragiske følger. Til sidst dør alle hovedpersonerne. Er det et forvarsel om, hvad der venter os? Bliver vores ubeslutsomhed og nølen også vores skæbne? Nu, hvor den gale konge regerer, der stræber efter guld, oliekilder og sjældne mineraler. »The rest is silence.« Hamlets sidste ord.

En anden oplagt parallel er ”Kejserens nye klæder”. Det er tydeligt for de fleste, at manden ikke har noget på. Trump er uvidende og doven. Han foretrækker ikke garderoben frem for rådet som kejseren i eventyret, men golfbanen og Fox News. Han er en slags moderne Münchhausen, som bruger løgnen som politisk våben. Han lever i en illusion, der næres af, at ingen tør modsige ham.

Hvor mange gange har vi ikke hørt ordene »præsidenten har tydeligt sagt« eller »præsidenten har gjort det klart«. Det er som den gamle minister, der bliver sendt hen for at se, hvordan det går med kejserens tøj, som de falske vævere arbejder på, og som tænker: »Gudbevares. Jeg kan jo ikke se noget.« Men som af frygt for at være dum ikke siger noget. Trump er omgivet af rygklappere og ja-hatte, der alle kan se, han er klædt af til skindet.

Trump er åbenlyst forfængelig og optaget af sin status og sit udseende. Han kan ikke få guld og land nok. Han ønsker bygninger og monumenter opkaldt efter sig og roser uafbrudt sig selv. Antallet af krige, han har stoppet, vokser dag for dag. Nu vokser også antallet af krige, han har startet. Snart praler han vel også med det.

Nøjagtig som kejseren i H.C. Andersens eventyr er han til fals for smiger, ligesom skrædderne sweettalker kejseren, appellerer omverden til Trumps forfængelighed. Daddy elsker at blive inviteret til middag hos kongen. Han skovler beredvilligt gaver ind; fredspriser, guldbarrer og flyvemaskiner.

I ”Kejserens nye klæder” er sandheden eller virkeligheden forsvundet. I stedet er den blevet manipuleret eller fordrejet, så alle lever på en stor løgn. Lige indtil et lille barn råber de berømte ord om, at han ikke har noget på. Vi er mange, der som det lille barn råber, at kejser Trump ikke har noget på. Men moderne politik er ikke et kunsteventyr, hvor riget, magten og æren med et fingerknips forsvinder, fordi sandheden bliver råbt højt.

Eventyrets omdrejningspunkt er kampen mellem det gode og onde, rigtige og forkerte. En tredje oplagt sammenligning er ”Brødrene Løvehjerte”. Er Trump ikke en moderne Tengil? Den onde hersker af Karmanjoka, som har fået magt over Rosendalen, læs USA, og nu også truer Kirsebærdalen, dvs. resten af verden.

Dragen Katla er Maga-bevægelsen og måske mere konkret den uhyggelige Stephen Miller, som virker drevet af had og raseri, og som udspyer ild, hver gang han åbner munden. Brødrene Løvehjerte må tage kampen op mod ondskaben. Men der er slanger i paradiset. Man kan ikke stole på alle. Der er forrædere blandt os. Jossi er spion. Hvad med alle dem, der har talt Trump op og rigsfællesskabet ned?

Som Jonathan siger til Tvebak, da han rejser afsted for at tage kampen op mod Tengil og ondskaben. »Der er ting, man må gøre, selv om det er farligt. Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.« Er det ikke derfor, at Danmark har sendt et par Herkules-fly afsted? Nogle dusinvis danske soldater har sammen med en håndfuld officerer fra andre europæiske lande betrådt den grønlandske is. Vi må vise USA, at vi ikke er en lille lort.

En anden oplagt parallel er ”Ringenes Herre”. En skygge vokser ikke i øst, som troldmanden Gandalf siger, men nu i vest. Er vi hobbitterne, der må bryde op fra vores hyggelige og magelige lilleputtilværelse. Måske bor vi ikke i huler, men vi elsker mad og hygge og lægger stor vægt på tryghed, ro og stabilitet.

Sammen med vores europæiske allierede må vi som Frodo Sækker tage kampen op, hvis vi skal bevare det gode liv og den regelbaserede verdensorden. Trump er mørkets hersker i Mordor, Sauron. Han mangler blot den magiske ring, før han kan herske over Midgård. Maga-bevægelsen er som orkere, der blindt følger Mørkets fyrste. Trump ønsker magt og kontrol over Grønland, men det stopper næppe her. Han vil have mere. Som Sauron vil han lægge resten af verden for sine fødder.

Vores hobbit-statsminister har sagt, at hvis USA angriber et andet Nato-land, hører alting op. Alt er ikke hørt op, men noget, som har skabt sikkerhed og tryghed for os i næsten 80 år, er ved at være forbi. Er vi på vej ud på en rejse, der handler om at ødelægge ringen, som Trump og hans tilhængere har svoret troskab til? Sammen med vores europæiske allierede har vi begivet os ud på en farlig mission. »Jeg vil tage ringen, selv om jeg ikke kender vejen,« som Frodo siger.

Rejsen foregår dog ikke sammen med andre hobbitter og mærkelige væsener som dværge og elver, men med vores europæiske allierede, selv om de andre nordiske lande vel er en slags hobbitter i den moderne verden. Tyskland, England og Frankrig minder mere om Aragorn og andre af de slagkraftige krigere, der er med på rejsen.

Spørgsmålet er, om alle europæiske allierede er med på rejsen?

Trump ønsker at slå skår i fællesskabet ved at true enkeltlande og ikke EU. Vil hele EU gengælde den amerikanske told og stå bag modstanden mod truslen om den amerikanske annektering af Grønland?

Er der ikke EU-lande, der som Boromir i ”Ringenes Herre” bliver fristet af ringens magt og vælger at gå solo, fordi det kan fremme egne interesser. Kan vi stole på Meloni og Orbán? Meloni skal i hvert fald ikke med til Grønland. Og hvad nu, hvis USA trækker sig helt fra Ukraine?

Det ender som regel godt i eventyrets verden, selv om man skal frygteligt meget ondt igennem. Til gengæld ender det skidt i tragedien. Helten dør. Det er genrens natur. Vi må se, hvordan det går i virkelighedens verden. Rejsen er begyndt.