Fodboldens sjæl er ved at lide en stille død

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg forelskede mig i fodbold som fireårig, hvor jeg begyndte at spille og se det næsten hver dag. Som for så mange andre har fodbolden gennem hele barndommen og ungdommen været anledning til stor glæde og gode fællesskaber. Jeg følger stadig med.

Dog iagttager jeg i disse år nogle bekymrende tendenser i spillet, som jeg frygter kan blive spillets ende. Det har at gøre med den effektivisering og teknologisering af fodboldspillet, som vi måske kun lige har set starten på.

Fodboldspillet har i den grad forandret sig markant i løbet af de seneste 10 år. Én ting er, at aktører i sporten er blevet presset til det yderste, så fodbold kunne maksimeres som produkt. Blandt sportens magthavere er der blevet arbejdet nådesløst hen imod flere turneringer, flere kampe, flere billetter, flere penge i sporten. Kogepunktet er for længst nået.

Jeg er mindst lige så bekymret for en nyere udvikling, der i kraft af teknologiens større og større indflydelse på spillet nu også finder sted inde på selve grønsværen og kan være med til at ændre spillets essens.

Udviklingen går tilbage til indførelsen af VAR for ca. otte år siden. VAR som supplement til det menneskelige dommerskøn blev overordnet set taget godt imod af de fleste fans og spillere. Det blev gjort klart fra starten, at VAR kun skulle bruges ved såkaldte »clear and obvious mistakes« a la Frank Lampards ikke givne mål mod Tyskland i VM 2010.

Men VAR er endt med at blive symbolet på et omfattende opgør med det menneskelige – og dermed fejlbarlige element – som et mere eller mindre ukrænkeligt vilkår – også i fodbolden. Problemet har været, at vi som mennesker – i dette tilfælde dommere – i jagten på fejlfrihed selvfølgelig ikke har kunnet modstå fristelsen til at bruge VAR oftere, end hvad det var tiltænkt.

Teknologien har ubevidst taget over på bekostning af mennesket. Dommere læner sig i kampene i stigende grad op ad den sikre reprise. Det gør dem mindre kompetente. Udviklingen er et skræmmende eksempel på den passivitet, der kan snige sig ind hos alle mennesker, når vi ved, vi har en slags flugtvej fra nuet. Bolddrenge er i øvrigt også på vej helt væk fra fodboldbanerne. Erstattet af kegler.

I de seneste år har kunstig intelligens langsomt, men sikkert, også sneget sig ind i topholdenes måde at tænke taktik på. Begreber som xG, xT og PPDA er på kort tid blevet en del af fodboldvokabulariet. Klubber tilrettelægger deres spillestil efter metastatistik, der skal bekræfte trænerstaben i, at valg kan “betale sig”. At eksempelvis et frispark ved første øjekast ligger “godt”, er ikke længere nok.

Beslutningen om enten at sparke direkte eller lave en indlægskombination bliver i dag truffet af den analytiske skare af trænerteamet. Fodboldens svar på et voksende antal bureaukrater.

De sidder ude på bænken med deres iPads, som scanner både vinkel, afstand til mål og murhøjden afhængig modstanderholdets spillere. Ud fra disse data vurderes det, hvordan frisparket skal forvaltes. De andre facetter af fodboldspillet tilgås ligeledes i stigende grad på denne ret kyniske måde.

Det kan godt være, det skaber resultater. Det er der faktisk noget, der tyder på, at det gør. Premier Leagues nuværende tophold, Arsenal, er én af de klubber, der er blevet udsat for mest kritik på baggrund af en overdreven brug af statistik og AI. Det, jeg som almindelig fodboldelsker i denne forbindelse frygter, er, at kalkule på sigt erstatter lidenskab.

Brugen af AI er selvfølgelig ikke decideret snyd. Jeg vil snarere beskrive denne tilgang til spillet som værende uetisk og egoistisk. Det vil jeg, fordi det, der gennem 150 år har begejstret almindelige mennesker ved fodboldspillet, har været spillernes lidenskabelige og frygtløse adfærd på fodboldbanen.

Den autenticitet har fans altid kunnet se sig selv i, og det er den ægthed, som risikerer at sive ud af spillet med klubbers øget tiltro til data og statistik. Det er jeg ret sikker på, at den britiske professor i filosofi ved New School for Social Research i New York City Simon Critchley også synes.

I 2017 udgav han sin fascinerende bog om fodbold, “What we think about when we think about football”. I bogen – og på det foredrag, jeg så ham holde om bogen i Den Sorte Diamant i 2018 – understreger han, at hvis fodbolden på lang sigt skal overleve, kræver det, at alle, både magthavere, spillere og fans, forstår, at mennesket ikke er et subjekt, der behandler et objekt (fodboldspillet). » … Det er spillet, der spilles, ikke subjektet (os), der spiller spillet.«

Med inspiration fra Hans-Georg Gadamers mesterværk “Sandhed og Metode” fra 1960 er det vigtigt for Critchley, som selv er fodboldentusiast at »desubjektivere« fodbold. Med det mener han, at det afgørende er, at »spillet har forrang i forhold til bevidstheden om spillet. Dette betyder, at spillet ikke kan forklares på baggrund af subjektive intentioner (…) ligesom det ikke kan forklares ved hjælp af eller reduceres til uendelige statistikker og data«.

Når flere topklubber i dag og i fremtiden bestræber sig på at kontrollere udfaldet af fodboldkampe med AI og statistik, kan man derfor med rette hævde, at de behandler fodboldens fænomenologi råddent. Vi som aktører skal ikke gå efter at overstyre spillets gang, for jo mere vi gør det, desto mere kvæler vi fodboldspillet som et fænomen, vi kan lade os rive med af. Det er derfor, vi hader, når en spiller filmer eller på anden vis bevidst går efter at snyde sig til en fordel, betoner Critchley i samme ombæring. Critchley vil minde om, at alle må huske, at »spillets formål er spillet selv«.

Min store bekymring er i forlængelse af det, hvor fodboldspillet befinder sig om 10 år. Vil vi om 10 år se udliciteringer af traditionelle dommerskøn til robotter eller computerbaserede dommersystemer? På den måde, at AI vil få lov til ud fra data at vurdere, hvad der skal dømmes i en given situation?

Ydermere, hvad med fremtidige træneres og spilleres evne til i fremtiden virkelig at spille frit? Med bevidstheden om en voksende mængde detaljerede AI-baserede statistikker om, hvad der nu er det “bedste” at gøre i en given situation – vil de kunne håndtere den mærkværdige form for pres? Som Simon Critchley tilsvarende nævner i sin bog: »Hvis spilleren spiller godt, foregår der ikke meget i hans hoved eller bevidsthed, og det er hele pointen: spillet og ikke bevidstheden om spillet.«

Der må sættes en grænse for den hensynsløse jagt efter perfektion, fordi den er udtryk for en slags afgudsdyrkelse af fodbolden. Så snart flertallet af fodboldorganisationer og klubber virkelig er villige til at ofre præcis lige så mange mennesker, som den illusoriske perfektionering af spillet kræver, så har man sat fodboldspillet over Gud. Gjort fodboldspillet til en guldkalv.

Udviklingen i fodbolden er et spejl på en udvikling, vi i øvrigt ser i resten af samfundet. Effektivitet vægtes højere end nogen ufravigelig moral, fordi værdien af moral ikke lader sig måle i tal. Det baner vej for et grænseløst teknologisk indtog. Det er farligere, end vi tror, fordi vi udliciterer noget af det, mennesket allermindst kan undvære: ansvar. En forkrampet følelse af rastløshed og overflødighed kan opstå i mennesker, hvis de ikke føler sig til nogen nytte eller føler sig dybt nok værdsat.

Vi bliver nødt til at fastholde en moral, hvor menneskets ukrænkelige værdi bevares. Dét skal gælde i fodbolden som i samfundet generelt. Ellers ender det galt for begge deles vedkommende før eller siden.