Man har de venner, man fortjener: Derfor burde alle elske EU-formandskabet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tilbage i juli, da Danmark overtog formandskabsstafetten, blev EU-formandskabet beskrevet som »parmiddagen fra helvede« i denne avis.

Budskabet var klart: Det kommende halve år med formandskab ville blive en ressourcetung og forglemmelig affære, som ingen rigtig havde bedt om eller ønskede, men som man egentlig helst bare gerne vil af med igen.

Ganske som forudset af indlæggets forfatter, Jyllands-Postens egen politiske analytiker, Niels Th. Dahl, blev jeg ret pikeret over den beskrivelse.

På det tidspunkt havde jeg som en del af formandskabsteamet på den danske EU-repræsentation i Bruxelles netop taget hul på den største professionelle opgave i mit liv. En opgave, som rigtig mange af mine kolleger havde brugt årevis på at forberede og dygtiggøre sig til. Og ja, jeg blev sgu stødt på manchetterne. ”Men hvad ved jeg?” tænkte jeg. Jeg er jo bare en menig EU-politisk rådgiver, mens Th. Dahl er både erfaren og vis.

Her seks måneder efter, hvor blækket knapt er blevet tørt, efter det sidste punktum under dansk EU-formandskab er blevet sat, må jeg indrømme, at det stadig går mig på.

Og ikke nok med det, så kan jeg nu, efter faktisk at have været med til at køre et helt formandskab for Danmark, konstatere, at det, som Niels Th. Dahl skrev tilbage i juli, i bedste fald er udtryk for grundlæggende uvidenhed og i værste fald er direkte forkert.

For det første er det helt tydeligt, at Th. Dahl simpelthen har grundlæggende misforstået, hvad EU-formandskabet er og skal. Han beskriver, hvordan Danmark ingen reel magt ville have som formandskabsland, og når det virkelig brænder på i EU-regi, så ryger sagen op til »mor og far i forsamlingen af stats- og regeringscheferne«.

Til det kan jeg bare sige: Det er helt rigtigt – og heldigvis for det! Det er faktisk hele pointen med det roterende EU-formandskab. At sikre fælles ejerskab. At sørge for, at alle medlemslande får del i den indsigt og det ansvar, som det er at repræsentere ikke bare sig selv, men hele unionen.

Forestil dig, hvis EU skulle skifte politisk spor hvert halve år, hver gang et nyt land overtager stafetten. Hvis vi skal blive i Niels Th. Dahls analogi om formandskabet som en parmiddag, så svarer det til, at man hver halve time både skulle skifte menu, lege en ny selskabsleg og muligvis være tvunget til at skifte tøj, fordi dresscoden nu var anderledes. Det er måske meget sjovt de første par gange.

Men det tror jeg, at selv den mest festlige middagsgæst vil blive træt af i længden. Og i virkelighedens verden ville det skabe enorm ustabilitet og manglende sammenhæng i et EU-system, som i forvejen skal balancere 27 selvstændige medlemslande i en omskiftelig og til tider kaotisk verdensorden.

Ifølge Niels Th. Dahl bør man desuden fælde sin »dom« over relevansen af EU-formandskabet ud fra, om man ved, hvem der havde opgaven enten før eller efter Danmark. Man må forstå, at det faktum, at langt de fleste mennesker – helt forståeligt – ikke vil ane netop det, er et slags bevis på, at formandskabet er en fis i en hornlygte.

For mig at se forholder det sig helt omvendt. Tværtimod viser det, at man hver sjette måned formår at have et helt nyt land, med nye ledere og nye nationalpolitiske prioriteter, i formandskabsstolen, uden at hele korthuset ramler sammen, at EU er stærkere end sit rygte. Og at formålet med det roterende formandskab lykkes.

Men hvad med pointen om, at EU-formandskabet mest af alt er en teaterforestilling, hvor alt er tilrettelagt og koreograferet på forhånd, og hvor det – netop jævnfør min pointe fra før – kan være ligegyldigt, hvem der sidder for bordenden? Også her må jeg trætte læseren med lidt fakta.

For selvom det er sandt, at danske diplomater det seneste halve år ikke har revolutioneret EU (og Cypern – gudskelov – heller ikke kommer til det som formandskab de næste seks måneder), så er det også sandt, at Danmark har skabt resultater for EU, som dels er helt i tråd med ærkedanske prioriteter og dels med stor sandsynlighed ikke var landet, som de gjorde, uden os.

Et eksempel herpå er aftalen om 2040-klimamålet. Uden at gå for meget i detaljer kan jeg godt røbe, at troen på, at det ville lykkes Danmark her, var til at overse næsten til det sidste. Klimadagsordenen er ikke særlig ”hot” i EU for tiden, og appetitten for at røre revisionen af EU’s reduktionsmål for klimaudledninger i EU var mildest talt begrænset hos både Ungarn og Polen, som havde formandskabsrollen før Danmark.

Men trods både interne og eksterne udfordringer og et flertal af medlemslande, for hvem klimaet ikke engang er på en toptre over vigtigste EU-sager, så lykkedes det Danmark at finde et kompromis og lande et historisk ambitiøst klimamål.

Af andre eksempler kunne man fremhæve resultaterne på forenklingsområdet, hvor Danmark i dén grad har sat sig i førersædet i EU, for ikke at glemme den historiske aftale om udfasningen af russisk gas, Lægemiddelpakken og aftalen om nye genomteknikker mv. Alle sammen vigtige danske, såvel som europæiske, resultater.

Niels Th. Dahls forsøg på at gøre EU-formandskabet relaterbart for ”normale mennesker” ved at referere til det som en frygtelig aften sammen med sine venner, rammer skævt i forhold til intentionen.

For ærlig talt, hvis du har det så stramt med din omgangskreds, at udsigten til en aften i deres selskab er så ørkesløs, så siger det måske mere om dig end dem.

Min egen erfaring er, at det bliver nemmere at have fede relationer, hvis man oprigtigt interesserer sig for andre mennesker, er respektfuld og nysgerrig. Og det samme er faktisk gældende, når det kommer til vores EU-fællesskab. Jeg kan godt forstå, at man synes, at EU er et trist og kedeligt bekendtskab, hvis man aldrig har gidet at prøve at forstå, hvad det egentlig handler om.

Helt fair, hvis man synes, at EU er en røvsyg ven, og formandskabet en ligegyldig pligt. Men for mig at se, så har man tre alternativer:

1) Ryd op i vennegruppen og omgiv dig kun med folk, du er enige med. Måske er det bare mig, men jeg har faktisk altid syntes, det var både vigtigt og givende at have venner, som ikke altid mener det samme som mig. Er det trættende en gang imellem? Ja. Ville jeg være det foruden? Nej tak.

2) Find helt nye venner! Her gad jeg bare enormt godt vide, hvem – udover vores naboer her i Europa – som nogen tænker ville være bedre for os på den lange bane. Mere festlige bekendtskaber er helt sikkert muligt at finde både til øst og vest. Men risikoen for at blive efterladt på perronen et sted i provinsen med en gigantisk taxaregning og en lang næse er bare også ret stor, vil jeg sige.

3) Drop at have venner overhovedet. Meget nemmere. Så kan man helt selv bestemme, hvad man vil bruge sine aftener på.

Jeg skal da være den første til at indrømme, at meget havde været lettere – herunder det danske EU-formandskab – hvis vi ikke behøvede at lytte på hverken Frankrig eller Slovakiet. Men jeg tror nu, at Niels Th. Dahl vil være enig med mig i, at det alligevel bliver lige lovlig kedsommeligt og stagnerende i længden, hvis man aldrig skal forholde sig til andre end sig selv.