Grønlænderne har et valg

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En af de oversete forklaringer på positionerne i den aktuelle konflikt er ”Lov om Grønlands Selvstyre” fra 2009, som mindst ét parti i dag fortryder, at det stemte for.

Grønlandske politikere siger ofte, at de ønsker selvstændighed uden for ”rigsfællesskabet”, som efter deres opfattelse indebærer uønsket dansk dominans over grønlandske forhold. Mange grønlændere er af den opfattelse, at Danmark var – og er – en ond kolonimagt, som søger økonomiske og/eller politiske fordele af Grønland.

I de seneste år har flere anmelderroste, forskningsbaserede bogudgivelser og en kontroversiel tv-dokumentar støttet denne opfattelse.

Dertil kommer de gentagne krav fra grønlændere om erstatninger. Undersøgelser viser, at en majoritet af grønlænderne ønsker selvstændighed, dog angiver ca. 45 pct. af grønlænderne, at det skal ske uden fald i levefoden.

Flere udtalelser tyder på, at det er tilskud fra Danmark, som hindrer grønlænderne i at forlange fuld selvstændighed, dvs. selvstyrets overtagelse af ”højhedsretten over Grønland”, jf. selvstyreloven.

I Grønland mener mange, at de fint kan klare sig med en løs tilknytning til EU og navigere på egen hånd mellem stormagterne. Efter selvstyreloven er indtægter fra mineralforekomster midlet til grønlandsk selvstændighed, og det gælder, uanset hvilket land der er kilde til indkomsten.

Nogle grønlandske politikere taler om kinesiske investeringer som en oplagt og brugbar mulighed for at opnå det nødvendige grundlag for selvstændighed. Intet tyder dog i dag på, at den grønlandske økonomi er afgørende på vej til at blive uafhængig af tilskud fra Danmark; også på det punkt forekommer selvstyreloven forældet.

Grønlandske politikere overser generelt, at Grønland både genetisk, etnisk og kulturelt er både inuit og dansk. Grønland er i realiteten tosproget, hvilket ulykkeligvis blev ændret med selvstyreloven, således at grønlandsk i dag er det officielle sprog i Grønland. Bl.a. derfor kan vi i dag være vidner til, at der bliver talt grønlandsk i Folketinget.

Basen ved Thule er så vital for USA’s sikkerhed, at USA ikke kan tillade andre stormagter at være til stede i Grønland uden tæt amerikansk kontrol, heller ikke med minedrift og lignende. Selvstyreloven giver, alt efter hvordan loven læses og anvendes, Grønland mulighed for selv at vælge den stormagt, det vil give adgang til mineralforekomster og som konsekvens heraf være økonomisk og politisk afhængige af; dette er aldeles uacceptabelt for USA.

Muligheden for amerikansk militær indgriben skal antagelig ses i det lys, en anden stormagts militære tilstedeværelse i Grønland, f.eks. under dække af minedrift. Den militærteknologiske udvikling med muligheder, vi knapt kender i dag, gør det amerikanske krav om kontrol over andre magters gøren og laden i Grønland ufravigeligt.

Forekomsterne af mineraler og olie i Grønland er ikke økonomisk attraktive med den teknologi, vi kender i dag; dette kan dog meget vel ændre sig. Trump bruger gerne toldhammeren mod genstridige modparter, og han har andre kraftfulde, økonomiske våben i arsenalet; nogle af dem kan EU givet beskytte Danmark mod, dog ikke alle.

Der kan komme alvorligere økonomiske angreb på Danmark, end tilfældet er med Ørsted.

Dommen i Haag i 1933 tilkendte Danmark suverænitet over hele Grønland og stimulerede en ofte slet skjult stolthed i Danmark over at råde over verdens største ø.

I 1947 ville USA have givet Danmark en meget stor økonomisk kompensation for overdragelse af Grønland til USA; et af argumenterne i Danmark for afvisning af det amerikanske tilbud var en følelse af forpligtelse i Danmark over for den grønlandske befolkning. Grønland blev en del af Danmark med grundloven af 1953.

I dag forsøger danske politikere fra stort set alle partier at tale ”rigsfællesskabet” op uden at nævne, at denne kunstige konstruktion hovedsageligt ønskes opretholdt fra grønlandsk side på grund af de store økonomiske tilskud fra Danmark. De samlede danske udgifter til Grønland og grønlændere i Danmark er i de næste finansår en del over 10 mia. kr. årligt, inklusive udgifter i Danmark og øgede forsvarsudgifter i Grønland.

Udgifterne kan være svære at gøre op, da de er fordelt på flere poster i finansloven og over flere finansår. Til sammenligning er udgifterne til Færøerne på langt under en tiendedel, trods en befolkning af ca. samme størrelse.

De nødvendige beslutninger om en bæredygtig sikkerhedspolitik består i, at selvstyreloven og/eller aftalegrundlaget mellem Grønland, Danmark og USA skal ændres, så USA kan være sikker på, at fjendtlige stormagter holdes ude af Grønland. Det er det, USA forsøger at kommunikere under anvendelse af en usædvanlig grov tone.

Den nuværende kurs med stadig mere udtalt grønlandsk selvstyre i et enormt geografisk område, som har stormagternes store interesse, er ikke holdbar eller gavnlig på den lange bane for at sige det mildt – hverken for USA, for Danmarks relation til USA, for den danske statskasse eller for grønlænderne.

Danske realaktiver, i form af veluddannet dansk arbejdskraft og produkter, sendes hvert år til Grønland for mange millioner. De to grønlandske medlemmer af Folketinget kan få en nøglerolle som nødvendig parlamentarisk støtte for en regering i København, hvilket gør en dansk regering endnu mere handlingslammet (”grønlænderne skal selv bestemme”).

På grund af den fastlåste situation i København vælger USA at gå direkte til grønlænderne, dvs. uden om København, for derved at fremme de amerikanske interesser. Midlerne i de amerikanske anstrengelser kan vi i dag kun gisne om; der er efter de foreløbige initiativer at dømme tale om intensivering af mange års amerikansk flersidig påvirkning i Grønland.

USA kan på afgørende vis øge presset på Grønland og Danmark, bl.a. via grønlandske samarbejdspartnere.

Danmark er udsat for et krydspres, politisk og økonomisk, hvilket ikke forekommer holdbart på længere sigt. Én mulighed er, at Grønland igen bliver en reel del af dansk udenrigspolitik, og Grønland igen får dansk som det andet officielle sprog, og at Dannebrog vejer på offentlige bygninger i Grønland ved siden af Aappalaartorput (Grønlands flag); i andre lande bruges det nationale flag ofte ved siden af det regionale.

På de måder kan Grønland og Danmark markere, at en aggressiv stormagt ikke blot tilegner sig Grønland, men en del af Danmark. Ingen skal med rette kunne sige, at Danmarks eneste tilknytning til Grønland er en hundeslædepatrulje, økonomiske tilskud og »en båd, som kom for 300 år siden«.

Det, Trump mener med disse ubehagelige vendinger, er, at USA ikke vil acceptere et selvstændigt Grønland, som reelt er løsrevet fra Danmark. En anden mulighed er, at Grønland ved en folkeafstemning vælger at få en officiel tilknytning til USA. uden økonomiske tilskud fra Danmark. Andre stater, med så få indbyggere som i Grønland, er knyttet til en dominerende stat, bl.a. mht. forhold som sprog, udenrigspolitik, forsvar og valuta. Engelsk bliver i så fald det andet officielle sprog og dollaren valuta; den mulighed savner i dag opbakning i Grønland.

Det lykkeligste og realistiske udfald er en klar grønlandsk stillingtagen til fremtidigt tilhørsforhold, Europa eller USA. Den nuværende situation, hvor USA gradvist øger indflydelsen i et ”selvstændigt” Grønland, som Danmark finansierer, virker uholdbar for alle berørte parter.