En konservativ russisk filosof kan forklare, hvor verden er på vej hen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I de seneste par år er mange vante forestillinger om verdensordenen og forholdet mellem verdens lande under nedbrydning. Nogle af omvæltningerne udspiller sig i den del af verden, som Danmark indgår i.

Til at forstå omvæltningerne kan en bog af den russiske tænker Alexander Dugin – dens titel kan oversættes til ”Trump-revolutionen: Stormagternes nye orden” – være en nøgle.

Dugins forestillinger om verden er konservative og ikke stort anderledes end vestlige konservative idéer: Kollektive identiteter som folk, tradition, historie, kultur, sprog, religion, fællesskab, familie og nation er vigtigere end individuelle identiteter og universalistiske eller globalistiske projekter.

Ordet ”russisk” skal dog sættes foran Dugins konservatisme, da han som 1800-tallets slavofiler elsker og forsvarer slavisk og dermed russisk kultur, sprog og identitet mod en angivelig negativ indflydelse fra Vesteuropa. Han forkaster ikke Vesten helt, men især Vestens forræderi mod sig selv og dens destruktive ideologier, der kulminerede i Lenins kommunistiske revolution i 1917.

Dugin er også en del af ”eurasianismen”, 1900-tals udgaven af slavofilismen, der vedkender sig, at Rusland både er en del af Europa og af Asien med dets mange folk, der bebor et stort kulturelt rum fuld af historiske udvekslinger og gensidige påvirkninger.

Dugin lovpriser Trump. Han er ikke revolutionær i Lenins forstand, men i konservativ forstand, da han vender tilbage til »de traditionelle amerikanske værdier og den civilisationsmæssige identitet rodfæstet i« vestlige civilisation. Trumps konservative revolution befrier det amerikanske folk, og den har konsekvenser for hele verden. Europa er f.eks. ikke uberørt af den.

Trump befrier det amerikanske folk fra globalismen, også kaldet venstre-liberalismen, der svarer til dansk venstrefløjsideologi fra Enhedslisten til Radikale Venstre, men ikke til Venstres liberalisme, der på visse punkter overlapper konservatismen. Globalismen kender modsat konservatismen ikke til »folk«, der er bærer af »historisk erindring«, kun til »befolkninger«, der kan beskrives statistisk.

Globalismen betyder, at stater nedlægges, og national suverænitet afskaffes. Ikke kun stater pilles fra hinanden, »men også kulturer, sprog og religioner«.

Trump-konservatismen skyder universalistiske idéer som folkeretten og globale institutioner som FN ned, men hylder til gengæld statssuverænitet og nationale interesser. Ruslands Putin anskuer verden på lignende vis, og det i mine øjne skaber en foruroligende forståelse mellem de to statsledere.

Statssuverænitet har besejret globalismen i Amerika, mener Dugin, men ikke i Vestens andet ben, Vesteuropa. Vesten er dermed splittet i to – et amerikansk trumpistisk Vesten og et europæisk globalistisk Vesten, hvor EU kræver, at medlemslandene opgiver deres suverænitet, dvs. nedlægger deres nationalstater.

Imod Dugins forenklede udlægning af forholdene i EU kan indvendes, at EU-landene med forskellig accent faktisk både ønsker national selvbestemmelse (f.eks. i indvandringsspørgsmål) og at stå stærkt militært over for Rusland og i stigende grad også over for det enerådige trumpske USA. Og at Rusland og Amerika helst ser, at EU ikke bliver en stærk union, og at de derfor foretrækker at omgå EU og have bilaterale forhold til medlemslandene, hvorved de bedre kan styre dem.

Dugin bruger konsekvent ordet »Amerika«, hvor vi vil skrive »USA«. Det er ikke tilfældigt. Nogle danskere bruger også ordet »Amerika«, men mener kun USA (forkortelse for Amerikas Forenede Stater). Når Dugin bruger ordet »Amerika«, fornemmer man, at det både kan dække over alt land fra det sydligste Sydamerika til det nordligste Nordamerika (den vestlige hemisfære eller halvkugle) og USA. Det stemmer overens med, at Trump i forlængelse af Monroedoktrinen fra 1823 betragter hele den vestlige halvkugle som USA’s interessesfære.

Durgin og Trump og Putins erklærede støtte til princippet om statssuverænitet klinger dog hult, når Putins russiske hær med speederen i bund den 24. februar 2022 krænkede den suveræne stat Ukraines territoriale integritet.

Det skyldes, at et andet princip i Dugins verden står over staters suverænitet: Stormagters sikkerhedsmæssige, økonomiske, politiske, militære m.v. behov og interesser trumfer mindre magters selvstændighed. Stormagter kan dermed skøjte hen over mindre staters suverænitet – dvs. ret til selv at bestemme over deres territorium – herunder krænke deres territoriale integritet, dvs. invadere deres lande.

Derfor lod Rusland i strid med den universalistiske folkeret sin hær krydse Ukraines grænser og trænge ind i Ukraine i 2022. Derfor indsatte Amerika for få dage siden store militære styrker i Venezuela og arresterede præsidentparret Maduro uden at spørge om lov nogetsteds, i første række FN.

Og derfor overvejer Trump i disse timer og dage at indtage og indlemme Grønland i Amerika. Og man kan spørge, om både Trumps Amerika og Putins Rusland mener sig berettiget til at trænge ind i det suveræne Danmark og besætte det, ultimativt nedlægge staten Danmark?

En verdensorden, hvor stormagter tryner mindre stater, kaldes multipolar og har Dugins – og vel også Rusland og Amerikas – fulde støtte. Dugin lægger et lag Samuel Huntington-civilisationsparfume oven på multipolariteten. Dugin værdsætter kun stormagter, der står i spidsen for en civilisation – være sig Vesten (eventuelt splittet i to), Rusland og den ortodokse civilisation, islams civilisation osv., osv.

Dugin forkaster Francis Fukuyamas utopiske »afslutning på historien«, men tilbyder et nyt drømmesyn, han kalder »civilisationernes koncert«. Han vedstår dog, at drømmen kan briste: »Sammenstød mellem civilisationer og stormagter kan aldrig helt undgås.«

Nej, Putin er aktuelt ikke tilfreds med, at hans kammerat Venezuelas præsident Maduro blev bortført af amerikansk militær til retsforfølgelse i Amerika.

Putin tænker dog (som sin amerikanske modpart) mest i interesser og er vred over ikke længere at have sit sugerør nede i Venezuelas rige, men svovlholdige olieforekomster.

Grønlands landsstyreformand, Jens-Frederik Nielsen, forstår, at et »folk« består af de levende, de døde og de ufødte. Hans nytårstale begyndte med den nærmeste familie, »Lyden af børnenes latter (...) og bedsteforældre fortæller historier om de gamle dage«.

Og han fortsatte: »Man kan savne (...) familie, pårørende og venner«, »der ikke længere er blandt os«, men han »håber, at I vil gemme de minder, I har om dem, i hjertet – og at de vil være en kilde til fortsat styrke«.

Men naturligvis fyldte manglen på »respekt og nedladenhed« fra præsident Trump (Nielsen nævner ham ikke ved navn) og overvejelser om grønlandsk selvstændighed engang ude i fremtiden mere i landsstyreformandens nytårstale end hans omsorg for levende, døde og ufødte grønlændere.

Det falder i øjnene, at Trump, som Dugin hævder er konservativ, så åbenlyst omgås tanken om at annektere Grønland, mens dets befolkning og landsstyreformand er sig meget bevidst, at grønlændere er et folk, en typisk konservativ forestilling.