Når frygten forklædes som styrke, bliver den endnu farligere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Trump, der truer med at tage Grønland, som var det et stykke legetøj, fylder. USA står for mange som symbolet på beskyttelse. Når det pludselig agerer truende, mærker vi utrygheden i sin mest ekstreme form. Ikke bare i det enkelte menneske, men også mellem lande. Få havde forudset et scenarie som dette, og derfor er ingen helt sikre på, hvordan det skal håndteres.

Vores hjerner forsøger at trække tråde til tidligere oplevelser. Hvis vi klarede det dengang, kan vi måske bruge samme strategi. Men når der ikke kan trækkes tråde, famler hjernen efter noget at holde fast i, og det behøver ikke ende godt.

Det kan sammenlignes med at snuble ned ad en trappe. Man lader armene flagre vildt for at få fat i noget, der kan bremse faldet. Der er ikke tid til analyser af, om man ødelægger noget undervejs. Instinktet for overlevelse indfinder sig længe før overblikket, og ingen vil bebrejde et menneske for i dét øjeblik at prioritere egen sikkerhed højest.

Men samme forståelse udviser vi sjældent i situationer, hvor det, der kan opleves som forskellen på liv og død, er mindre åbenlys for os. Manglende forståelse hjælper ikke nogen. Vi må i stedet forsøge at afkode det uforståelige ved andre mennesker – for eksempel ved at fastholde billedet af trappefaldet og interessere os for forskellen på tryghed og utryghed.

Når jeg siger det højt (og ofte), møder jeg af og til svar som: »Det er jo komplekst« eller »der er mange faktorer i spil«. Det ved jeg godt. Selvfølgelig er menneskers liv komplekse og påvirket af mange forhold. Men noget er vigtigere end andet, og jeg kan ikke få øje på noget, der er vigtigere end tryghed.

Der er intet i et menneskeliv, som ikke påvirkes af graden af (u)tryghed: Hvordan vi sørger, elsker, udvikler os, samarbejder, og hvordan vi møder andre mennesker. Med tillid eller mistro.

Jeg opdeler os derfor nogle gange i to grupper: de trygge og de utrygge. De trygge tør risikere lidt af sig selv for at få alle med. De utrygge vurderer hurtigere faren som for stor og må vælge at beskytte sig selv. Derfor kommer vi aldrig til at fortryde den tid og de ressourcer, vi investerer i at fremme tryghed i mennesker. Tryghed virker som et nær-magisk skjold, der giver ro, rummelighed og overskud – noget, der kan deles videre: sharing is caring. Men det vokser ikke frem af sig selv. Det kræver tid og kontinuitet.

Tryghed bygges af erfaringer, lag for lag, som årringe i et træ. Med tiden kan der opstå en stærk indre kerneoverbevisning om én selv og om andre. Den kan lyde sådan her: “Jeg er værd at elske og beskytte, også når jeg begår fejl. Andre vil mig det grundlæggende godt.” Eller sådan her: “Jeg er kun værd at elske, når jeg er bedst i alt. Jeg kan ikke stole på andre.” Der er mange variationer, men grundlæggende kan det stadig deles i to: Er man overvejende tryg eller utryg?

I 2007 udgav forskeren Richard Bowlby en artikel, hvor han udtrykte bekymring for den måde, vi lever på i den vestlige verden. De relationelle betingelser, som menneskets psyke er udviklet til, er langsomt ved at smuldre.

Vi organiserer samfundet, arbejdslivet og børns hverdage, som om mennesker fødes rationelle og uafhængige af andres påvirkning. Det er ikke tilfældet.

Her er det nyttigt at kende en teori, der er lige så vigtig som relativitetsteorien. Hvis du ikke kender John Bowlby, får du her en kort introduktion. Han var far til Richard Bowlby, men også “far” til tilknytningsteorien. Den beskriver, hvordan vi fødes med et biologisk behov for nærhed til få, kendte omsorgspersoner – ikke som et nice to have, men som en forudsætning for overlevelse.

Barnets udvikling foregår som zigzagbevægelser mellem at udforske verden og søge hjem i sikkerhed. Et barn er dybt afhængigt af, at nogen vil beskytte det i alle de år, der går, før det selv kan overtage ansvaret.

Tilknytningsteorien beskriver derfor også, hvordan gentagne erfaringer med, om nogen reagerer, når vi er bange, kede af det eller overvældede, bliver til indre arbejdsmodeller: ubevidste, men stærke antagelser om, hvem man er, hvem andre er, og om verden er et sted, man kan være tryg. De følger os ind i voksenlivet og farver især den måde, vi håndterer pres og kriser på.

Tryghed er derfor forskellen på, om modgang fører til udvikling – det, man med et fint ord kalder posttraumatisk vækst – eller til afvikling. Det sidste kan vise sig som angst, depression, aggression, rigiditet, misbrug, ensomhed eller et konstant behov for kontrol. Mere vil have mere.

Hvis man læser lidt ned i historien om Trump, vil man finde, at han aldrig har følt sig som en del af et fællesskab andet end det, han har forsøgt at købe sig til. Men tryghed i fællesskaber kan man ikke købe sig til. Heller ikke, selv om man har råd til en meget »stor og smuk mur«. Det skal ikke læses som et forsvar for den måde, han vælter rundt og smadrer alt.

Men den type mennesker kommer ikke ud af ingenting. De formes i forsøg på at udvikle overlevelsesstrategier i miljøer, hvor omsorgen (i Trumps tilfælde) var præget af en far, der målte værdi i styrke og dominans, og en mor, der var følelsesmæssigt utilgængelig. Et miljø, der ifølge flere biografiske fremstillinger belønnede hårdhed og udskammede sårbarhed.

I et sådant opvækstmiljø må et barn gøre det, der virker, for at overleve følelsesmæssigt. Det bliver til handlemønstre, der signalerer styrke, men som er båret af dyb indre utryghed. En overbevisning om, at der kun er én vej til sikkerhed: kontrol. Det er ikke styrke. Det er et desperat forsøg på at holde det skjult, at man går rundt med et glasskrøbeligt indre.

Det betyder ikke, at man kan reducere et menneskes handlinger til barndommen alene, og Trump er på ingen måde fritaget for ansvar. Men vi kommer aldrig til at kunne sikre os mod en ny Trump – eller en ny Hitler eller en ny Putin. Det, vi kan gøre, hvis vi ikke selv skal ende med at trykke på panikknappen og smadre alt på vores vej, er at erkende, at vi står et svært sted, og samtidig forsøge at forstå, hvad der foregår.

Når et menneske aldrig har hørt til uden betingelser, kan magt og dominans opleves som den eneste vej til sikkerhed. Og når et sådant menneske får indflydelse, kan individuelle selvbeskyttelsesstrategier få kollektive konsekvenser. Derfor er tilknytningsteorien ikke bare en teori om små børn og deres forældre. Det er en teori om menneskelig funktion i bredeste forstand.

Relativitetsteorien ændrede fundamentalt vores forståelse af tid, rum og tyngdekraft. Tilknytningsteorien ændrede lige så fundamentalt vores forståelse af menneskets mentale udvikling. Den udfordrede forestillingen om det uafhængige individ og viste, at psykologisk stabilitet ikke primært er et indre karaktertræk, men et relationelt fænomen.

Det er noget, der opstår mellem mennesker og potentielt kan brede sig, indtil der ikke er mere tilbage at brede sig i. Hvis vi tager den alvorligt, bør vi derfor ikke organisere institutioner, arbejdsliv, sundhedsvæsen og socialpolitik, som om relationer er sekundære, eller som om effektivitet kan måles uden hensyn til menneskelig tryghed. Tryghed skal stå først. Det skal være grundstenen, som alt andet hviler på.