Grønland handler om magtens geografi. Det er ikke et moralsk eksperiment

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Lad os begynde med at skære igennem alt det diplomatiske fnidder, den grønne selvros og de moralske bortforklaringer: USA’s interesse for Grønland handler ikke om samarbejde, fælles værdier eller international orden.

Den handler om olie, gas og geopolitisk dominans. Punktum.

Alt andet er pynt, der har til formål at gøre en rå magtstrategi spiselig for hjemlige vælgere og naive allierede.

Under Grønlands is gemmer sig enorme energiressourcer. Ikke hypotetiske fantasier, men forekomster, der allerede i dag kan identificeres via satellitdata, geologiske modeller og helt almindelig matematik. Med eksisterende teknologi er dele af disse ressourcer tilgængelige, og med den hast, hvormed teknologien udvikler sig, vil adgangen kun blive lettere. For USA er Grønland derfor ikke et langsigtet akademisk spørgsmål – det er en strategisk mulighed her og nu.

USA er midt i en proces, hvor landet forsøger at frigøre sig fra afhængighed af resten af verden. Samtidig er egne energireserver blevet drænet gennem årtiers hensynsløs energipolitik, ineffektivitet og ekstremt overforbrug.

Når man kombinerer dette med rivaliseringen med Kina, giver interessen for Grønland sig selv. I Washingtons verdensbillede er Grønland en lavthængende frugt: politisk svagt forankret, militært sårbart og langt lettere at påvirke end Mellemøsten, Rusland eller Centralasien.

Det er ikke svært at få øje på mønsteret, hvis man ellers vil. Venezuela, Iran, Nigeria, Mellemøsten, Rusland – igen og igen kredser amerikansk udenrigspolitik om de samme geografier. Ikke af tilfældighed, men fordi energi i det 21. århundrede er lig med magt. Kontrol med energi er kontrol med økonomier, forsyningskæder og i sidste ende politisk handlefrihed.

Kina har forstået dette for længst. Det er derfor enten dybt naivt eller bevidst vildledende, når man påstår, at Kinas bevægelse væk fra fossile brændsler primært skyldes grøn idealisme. Det handler først og fremmest om sikkerhedspolitik. Om at reducere sårbarhed. Om at sikre sig mod afpresning i en verden, hvor energi igen er blevet et våben. Kineserne har læst historien. De har forstået, hvad klokken har slået.

I den sammenhæng er snakken om Grønlands øvrige mineralforekomster i bedste fald sekundær. Sjældne jordarter og andre ressourcer er interessante, ja. Men det er olie og gas, der får stormagternes puls op. Det er dét, Trump og hans ligesindede mener, når de taler om national sikkerhed. Ikke klima. Ikke samarbejde. Magt.

Og midt i dette står Danmark. Moraliserende. Selvretfærdigt. Og historisk tungnemt.

Ekofisk burde være indprentet i enhver dansk beslutningstagning som et skræmmeeksempel. En historisk katastrofe forklædt som en aftale. Norge vidste præcis, hvad de sad på. Danmark gjorde ikke.

Vi blev kørt over af et land, der forstod værdien af sine ressourcer og handlede derefter. Resultatet taler for sig selv: Norge blev et af verdens rigeste lande. Danmark fik efterrationaliseringer, bortforklaringer og en permanent følelse af moralsk overlegenhed som erstatning for reel indflydelse.

Alligevel ser vi nu konturerne af den samme fejl igen.

I stedet for at forholde os nøgternt til magtens realiteter har Danmark gjort symbolpolitik til statsreligion. Grøn omstilling behandles som et moralsk absolut. Identitetspolitiske konflikter fylder sendeflader og Christiansborg. Historiske synder diskuteres, som om fortiden kan forhandles om, mens fremtiden står og banker på døren.

Det er ikke, fordi fortiden er uvigtig. Men hvis vi ikke engang formår at tale åbent, nøgternt og uden moralsk hysteri om de svære kapitler i relationen mellem Danmark og Grønland, er der intet håb for en ærlig debat om fremtiden.

Når selv diskussionen om spiralsagen reduceres til moralsk teater uden vilje til at forstå datidens kontekst og faktiske problemer, siger det alt om den intellektuelle fallit.

Hvis Danmark vil tages alvorligt i en verden, der igen er blevet brutal, må vi stille krav. Lighed i rigsfællesskabet betyder ikke, at Danmark udelukkende skal betale, undskylde og give indrømmelser. Et reelt ligeværdigt samarbejde indebærer gensidighed.

Det mest oplagte krav er dansk adgang til – og indflydelse på – udvindingen af olie og gas i Grønland. Ikke for at udplyndre, men for at sikre, at værdierne forbliver i rigsfællesskabet og ikke ender i hænderne på stormagter, der er fuldstændig ligeglade med både Grønland og Danmark.

Alternativet er ikke hypotetisk. Det er konkret. Hvis vi ikke selv handler, vil andre gøre det. Og de vil ikke spørge pænt.

Problemet er, at Danmark har glemt, hvordan man tænker i overlevelse. Vi har i årtier levet i den illusion, at historie, magt og konflikt var noget, der hørte fortiden til.

Derfor er tiden kommet til at finde de sidste rester af det vikingeblod, der stadig måtte flyde i vores årer – ikke som romantisk mytologi, men som mentalitet. En erkendelse af, at verden ikke belønner de dydige, men de forberedte.

Det handler ikke om aggressivitet, men om vilje. Om rygrad. Om at forstå, at respekt ikke opnås gennem hensigtserklæringer, men gennem troværdig modstandskraft.

Her bør vi se mod Finland. Et lille land, der har lært – på den hårde måde – at fred ikke sikres gennem ønsketænkning, men gennem evnen og viljen til at gøre prisen for aggression uacceptabel høj. Ikke fordi man ønsker konflikt, men netop for at undgå den. Afskrækkelse er ikke umoral. Det er sund fornuft.

Hvis eventuelle fantaster uinviteret skulle få den idé, at Grønland blot er endnu et territorium, man kan rage til sig uden konsekvenser, skal de hurtigt bringes ud af den vildfarelse.

Historien viser, at stormagter stopper først, når de møder modstand, de ikke havde kalkuleret med. Illusioner om dialog alene har aldrig holdt nogen tilbage. Nogle gange er den mest fredsskabende strategi at gøre det klart, at et overgreb vil blive en strategisk og politisk sump – ikke et let bytte.

Charles de Gaulle havde ret, da han sagde, at »diplomater kan være nyttige i godt vejr, men drukner i enhver dråbe, når det regner«. Og det regner nu.

Der er ikke tid til flere udvalg, flere betænkninger og flere ansvarsforflygtigende processer. Kursændringen vil gøre ondt. Den vil ramme et samfund, der i årevis har bevæget sig i den forkerte retning, overbevist om sin egen moralske fortræffelighed. Men prisen for passivitet vil være langt højere.

Grønland er ikke et klimaprojekt. Det er ikke et moralsk eksperiment. Det er et strategisk nøgleområde i en ny verdensorden.

Enten forstår vi det og handler derefter – eller også bliver vores fremtid besluttet af andre. Og så er der ingen at bebrejde, når regningen en dag bliver præsenteret.

Rigsfællesskabet kan kun bestå, hvis det bygger på fælles strategiske interesser og gensidig ansvarlighed. Uden realisme og vilje til at handle vil sammenhængskraften forsvinde, uanset gode hensigter.