Advokatbranchen skal se sig selv i spejlet efter Jes Dorph-dommen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Højesterets afgørelse i sagen om Jes Dorph Petersen er mere end en dom om erstatningsansvar. Den er et spejl, advokatbranchen bør se sig selv i – også selv om billedet er ubehageligt.

For dommen blotlægger et grundlæggende problem i den måde, advokatundersøgelser i dag anvendes, legitimeres og udføres på. Et problem, der ikke handler om enkeltpersoner eller enkelte advokatfirmaer, men om struktur, metode og magt.

Advokatundersøgelser er i de senere år blevet et centralt instrument i håndteringen af kriser, beskyldninger og mistanker. De bruges af virksomheder, offentlige institutioner, medier, politiske organisationer og interesseorganisationer. De iværksættes ofte hurtigt, under pres og med et erklæret formål om at skabe klarhed, gennemsigtighed og ansvarlighed.

Men netop fordi advokatundersøgelser har fået denne centrale rolle, er det afgørende at stille det spørgsmål, som Jes Dorph-dommen tvinger os til at stille: Hvem beskytter retssikkerheden, når undersøgelsen selv bliver dommer?

Oprindeligt var advokatundersøgelser tænkt som et internt værktøj. Et middel til at afdække faktiske forhold, så en virksomhed eller institution kunne træffe informerede beslutninger. I dag fungerer de ofte som noget ganske andet.

Advokatundersøgelser er i praksis blevet en form for parallel rettergang. De undersøger ikke blot, hvad der er sket, men også hvem der bærer ansvar – og i mange tilfælde, hvem der bør stilles til ansvar.

Konklusionerne får betydning for fyringer, bortvisninger, offentlige undskyldninger, politiske konsekvenser og mediedækning. For den person, undersøgelsen retter sig imod, kan konsekvenserne være livsforandrende og altødelæggende – også selv om der aldrig rejses en straffesag.

Det centrale problem er, at denne magt udøves uden de processuelle garantier, vi ellers anser for fundamentale i et retssamfund.

Mange advokatundersøgelser har et klart strafferetligt præg. Der afhøres personer om hændelser, som – hvis de var foregået i en anden kontekst – kunne føre til strafferetlig efterforskning. Der foretages vurderinger af troværdighed, forklaringers konsistens og bevisers vægt. Der drages konklusioner, som i realiteten svarer til skyldsvurderinger.

Alligevel gennemføres disse undersøgelser uden klare regler om beviskrav, kontradiktion, proportionalitet og partsrettigheder. Den undersøgte har ofte begrænset indsigt i sagens materiale, ringe mulighed for at imødegå påstande og ingen reel adgang til at få sine rettigheder prøvet, før konklusionerne offentliggøres.

Jes Dorph-sagen viser, at denne praksis ikke blot er problematisk i etisk forstand, men også juridisk.

Når en advokatundersøgelse bestilles, sker det næsten altid hos det sædvanlige advokatfirma. Det kontor, der i forvejen rådgiver om kontrakter, selskabsret, skatteret, compliance eller governance. Valget er sjældent udtryk for en konkret faglig vurdering af, hvilke kompetencer sagen kræver – men snarere for vanetænkning og relationel tryghed.

Det er forståeligt. Men det er også en fejl.

Strafferet er ikke blot endnu et juridisk område. Det er et særskilt fag med egne metoder, principper og etiske forpligtelser. Bevisvurdering i strafferetten er ikke det samme som juridisk analyse i en civil sag. Afhøring af personer i sårbare eller belastende situationer kræver særlig indsigt i psykologi, magtforhold og proces.

Hvis tilliden til undersøgelsen skal bevares, kræver det gennemsigtighed, ordentlige rammer for støtte og klare procedurer, der sikrer, at den forurettedes oplevelser og behov ikke nedtones i juridisk henseende. Først når systemet formår både at værne om den undersøgtes retssikkerhed og samtidig styrke den forurettedes position, kan advokatundersøgelser danne grundlag for rimelige beslutninger.

Alligevel accepterer vi i dag, at advokatundersøgelser med tydeligt strafferetligt indhold udføres uden strafferetlig forankring og de principper, der er bærende indenfor strafferetten. Et gennemgående problem i advokatundersøgelser er forestillingen om, at bevisvurdering er en neutral, teknisk øvelse. Det er den ikke.

I strafferetten ved vi, at forklaringer formes af kontekst. At erindringer ændrer sig over tid. At forventninger – både udtalte og uudtalte – påvirker svar. At måden, spørgsmål stilles på, kan være afgørende for, hvilke svar der gives.

Forsvarsadvokater arbejder dagligt med disse problemstillinger. Vi ved, hvor let en undersøgelse kan bevæge sig fra at være afdækkende til at blive bekræftende. Fra åben til konkluderende. Fra undersøgelse til dom. Jes Dorph-dommen er en påmindelse om, hvad der sker, når denne faglige disciplin mangler.

Retssikkerhed fremstilles ofte som noget abstrakt. Noget principielt. Noget, der står i vejen for effektivitet. Men i strafferetten er retssikkerhed først og fremmest en praktisk metode.

Det handler om klare rammer, gennemsigtighed og proportionalitet. Om retten til at blive hørt og forstået. Ikke som formalitet, men som en forudsætning for, at konklusioner kan holde.

Når disse principper tilsidesættes i advokatundersøgelser, er det ikke blot den undersøgte, der lider skade. Det er også undersøgelsens kvalitet. For konklusioner, der er draget på et svagt eller skævt grundlag, vil før eller siden blive udfordret – juridisk, mediemæssigt eller menneskeligt.

Strafferetskontorer bliver sjældent bragt i spil, når advokatundersøgelser iværksættes. Det er paradoksalt. For det er netop disse kontorer, der dagligt arbejder med de problemstillinger, advokatundersøgelser ofte rejser. Forsvarsadvokater er vant til at arbejde med komplekse sagsforløb. Til at afveje beviser og forklaringer kritisk. Og ikke mindst til at balancere effektivitet med respekt for grundlæggende rettigheder.

Det er min opfattelse, at advokatundersøgelser, der tilrettelægges med strafferetslig metode fra start, ofte kan gennemføres både hurtigere og mere holdbart. Fordi processen er klar, fair, har fokus på retssikkerhed og er metodisk stringent.

Advokatundersøgelser udføres altid i en kontekst. De bestilles af en part. De har et formål og de har konsekvenser. Derfor er det de rette kompetencer, der bør komme i spil.

Jes Dorph-dommen bør føre til et paradigmeskifte i måden, vi tænker advokatundersøgelser på.

For det første bør det anerkendes, at ikke alle advokatundersøgelser er ens. Når en undersøgelse har et klart strafferetligt islæt, bør strafferetskompetencer være centrale – ikke perifere.

For det andet bør retssikkerhed ikke betragtes som et hensyn blandt mange, men som et grundlæggende styrende princip. Ikke kun af hensyn til den undersøgte, men også af hensyn til undersøgelsens troværdighed.

For det tredje bør advokatbranchen tage et fælles ansvar for at udvikle klare standarder for metode, bevisvurdering og partsrettigheder i advokatundersøgelser.

Højesteret har nu trukket en tydelig grænse. Ikke for, hvornår advokatundersøgelser kan gennemføres, men for hvordan de skal gennemføres. Advokatundersøgelser er ikke blot juridiske produkter. De er magtfulde indgreb i menneskers liv og omdømme. Netop derfor kræver de mere – ikke mindre – retssikkerhed.

Som forsvarsadvokater går vi forrest, når der skal råbes vagt i gevær overfor ny lovgivning, der strider mod grundlæggende rettigheder og retssikkerhed. På samme måde må vi som forsvarsadvokater også gå forrest, når der i egne rækker tages en metode i brug, som ikke er overensstemmende med vores normalt høje tanker omkring niveauet for retssikkerhed for det enkelte menneske.