Verden er altid som aldrig før

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvis ikke man var pessimist i forvejen, har der været overhængende fare for at blive det i årets løb. I hvert fald hvis man har fulgt med i nyhederne fra det store udland, hvor de nedslående overskrifter har stået i kø.

Det blev således ikke i 2025, at der kom fred i Ukraine. Tværtimod har Rusland intensiveret sine angreb og rykket frem mod flere større byer i det østlige Ukraine. Samtidig har USA’s position – desværre – været tvetydig.

Det blev heller ikke i 2025, at verdenssamfundet fik stoppet tragedien i Sudan. Tværtimod er det nu den værste humanitære krise på kloden – i skarp konkurrence med Gaza, hvor der stadig er desperat brug for nødhjælp.

2025 blev til gengæld året, hvor den amerikanske præsident udfoldede sine ambitioner om at overtage Grønland. Hvor USA blev skrevet ind i myndighedernes trusselsvurdering med negativt fortegn. Hvor droner testede Europas beredskab. Og Kina demonstrerede viljen til at bruge sin dominans inden for sjældne jordarter.

Jeg kunne godt fortsætte opremsningen, men pointen er vist gået igennem. Det har været et år med store spændinger og nye trusler. Dem tager vi meget alvorligt. Men vi skal samtidig passe på, at vores krisefokus ikke fører os til den konklusion, at verden har sunget i mol hele året igennem. For der har også været passager i dur.

I oktober blev der – langt om længe – indgået en våbenhvile i Gaza. Den hviler på et spinkelt grundlag, og alle problemer er ikke løst, men kamphandlingerne er i det store hele bragt til ophør, der kommer mere nødhjælp ind, og der er igen glimt af håb.

Sammenholdet i Nato består. Alliancen kom stærkt igennem topmødet i Haag, og alle lande har nu forpligtet sig til et ambitiøst 5-procentsmål for forsvar og sikkerhed.

EU har taget de første skridt til at opfylde målsætningen om, at Europa skal kunne forsvare sig selv senest i 2030. Sikret ny finansiel støtte til Ukraine på 90 mia. euro. Og vedtaget fire sanktionspakker mod Rusland – to af dem med danske forhandlere i spidsen.

Ved parlamentsvalget i Moldova vandt Maia Sandus pro-europæiske parti en overbevisende sejr over den pro-russiske udfordrer.

I Belarus blev oppositionspolitikeren Sergey Tsikhanouski endelig løsladt sammen med en række andre politiske fanger.

Verdensbanken anslår, at der lever otte millioner færre mennesker i ekstrem fattigdom i forhold til sidste år.

Grøn strøm har aldrig været billigere, og EU har vedtaget et vigtigt klimamål for 2040.

2025 blev samtidig året, hvor det nordiske samarbejde blev revitaliseret. Nogle ved måske, at Danmark i år har haft formandskab for EU og fået plads i FN’s Sikkerhedsråd, men vi har også siddet for bordenden af gruppen af nordiske og baltiske lande (NB8). Det er næsten den tjans, der har fyldt mest i min egen indbakke. Med daglige sms’er og tæt koordination af stort set alle udenrigspolitiske områder.

Den form for ”minilateralisme” lever også i bedste velgående uden for vores egne breddegrader. Så længe det ikke udvikler sig til selvtilstrækkelige ekkokamre, kan det blive et vigtigt supplement til den multilaterale vej i f.eks. FN.

Året har også vist, at de ”gode, gamle” globale institutioner stadig kan gøre en forskel. Da Indien og Pakistan i maj måned var på vej i åben krig, var et enigt FN’s Sikkerhedsråd med til at dæmpe situationen. Det samme skete, da en grænsekonflikt mellem Thailand og Cambodja få uger senere var ved at komme ud af kontrol. For nylig fik vi sikret en form for international forankring af Trumps fredsplan for Gaza i Sikkerhedsrådet. FN er på mange måder i krise, men det er stadig den organisation, mange kigger til, når der er brug for, at verdens lande handler i flok.

Jeg mærker selv en stor appetit på kollektiv handling, når jeg møder mine udenlandske kollegaer. Det gælder ikke mindst på handelsområdet. Under det danske EU-formandskab har vi fået handelsaftalen med de latinamerikanske Mercosur-lande forbi Europa-Parlamentet og helt hen til målstregen.

Tidligere i år er lignende aftaler forhandlet færdig med Mexico og Indonesien, og der er skabt fremdrift i forhandlingerne med Thailand, Malaysia, Indien og flere andre.

De positive nedslag for 2025 udligner ikke nødvendigvis de negative. Men de er ikke ubetydelige og rummer i mine øjne en større historie, som bedst kan indkapsles med en let parafrasering af Tivolis udødelige slogan: ”Altid som aldrig før”. For det er præcis, hvad verden er.

2025 har været et historisk år. Helt uden for nummer. Det fortæller vi os selv, ligesom vi gjorde sidste år. Og året forinden. Vi er gode til at tale ekstremerne op, og mest dem med negativt fortegn.

Det kan være svært at overskue den historiske rækkevidde af det, der foregår for næsen af os. Men det går altid op og ned i verden. Og vi får mere ud af at handle end at lægge os ned i afmagt. Hvad er problemet, og hvad kan vi gøre ved det?

Sådan kommer vi længst som lille land i en stor verden. Pragmatisk idealisme har været min udenrigspolitiske rettesnor, siden jeg begyndte på posten, og den bliver endnu vigtigere at holde fast i til næste år.

Det gælder også i forhold til vores håndtering af præsident Trump. Der er kommet mange opsigtsvækkende meldinger i årets løb, og det kommer helt sikkert til at fortsætte. Det får os nogle gange til at fare op af stolen. Andre gange gør det os skuffede, for bedst som man troede, at nu sender vi på samme frekvens igen, så gjorde vi det ikke helt alligevel. Vi leder nok for stædigt efter de positive aspekter af det, han siger. Der er et klart politisk projekt nedenunder, som ikke går væk, og som vi må koncentrere os om.

Vi skal også blive bedre til at bygge bånd til den underskov af meningsdannere, der findes i det amerikanske samfund på tværs af de mange stater. Senatorer, kongresmedlemmer, guvernører – alle dem, der også er med til at sætte kursen for USA. Det har vi brugt mange kræfter på i år, men der er potentiale til mere.

Jeg er af natur optimist, og hvis vi griber situationen rigtigt an, kan 2026 blive et godt europæisk år. Hvor vi sætter handling bag ordene i forhold til oprustning og en europæisk forsvarsindustri i topform. Støtter fuldt op om Ukraine. Siger farvel til indviklede regler og forbedrer vores konkurrenceevne. Skaber flere geopolitiske alliancer og handelspartnere.

Når USA bliver en mere uforudsigelig partner, skaber det et tomrum, som vi europæere skal prøve at fylde ud. Ellers vil andre gøre det. Det bliver en af de vigtigste opgaver for vores udenrigspolitik til næste år. Selvom vi er små hver for sig, kan vi sammen spille en stor rolle i verden.

Europa skal være en ny global midte, der bygger bro til partnere i øst, syd og vest. Hvor vi fremmer det, vi selv er rundet af – demokrati, frihed, international ret, respekt for menneskerettigheder, et grønt klima – uden at blive dogmatiske. Forandringens vinde giver os alle tiders mulighed for at relancere vores rolle i verden.

Det er svært at spå om, hvilke plusser og minusser verden vil byde på i 2026. Men jeg er sikker på, at mange vil være på jagt efter troværdige samarbejdspartnere. Lad os række hånden i vejret og spille Europa på banen. På den måde kan vi tage ansvar og selv sætte en retning for året, der kommer. I stedet for blot at vente på, at vi til næste nytår kan konstatere, at det blev endnu et historisk år, hvor verden igen var som aldrig før.